FILMFESTIVAL: Stumfilmsfestival med lyd

Længes du nostalgisk tilbage til dengang i filmens pure barndom, hvor stumfilmen havde sin storhedstid? Så er der gode chancer for at få din lyst styret. Den kommende uge åbner femte udgave af Københavns Stumfilmsfestival, der på kort tid er blevet en stor publikumssucces.

I seks dage fra den 23.-28. januar viser Filminstituttets biograf Cinemateket et bredt udvalg af danske og udenlandske stumfilm.

Stumfilms-koryfæerne står så at sige i kø. Deltagerne kan ikke blot nyde værker af kendte danske stumfilmsinstruktører som Benjamin Christensen, Carl Th. Dreyer og Lau Lauritzen, men også film af stjerner som Charles Chaplin, Buster Keaton og Lon Chaney.

”Festivalen byder på flere nyrestuerede danske stumfilm, sjældent viste internationale klassikere, unikke stumfilmkoncerter, spændende foredrag, en familiedag i slapstickens tegn og meget, meget mere”,

Københavns Stumfilmsfestival åbner tirsdag med Valdemar Andersens livlige danske lystspil ”Dydsdragoner” fra 1927. Filmen vises i en flot nyrestaureret udgave, der netop er blevet færdig.

Festivalen er en del af Filminstituttets store arbejde med at sikre og formidle den danske stumfilmsarv.

”En række af filmhistoriens smukkeste, morsomste og visuelt mest raffinerede film blev produceret før talefilmens gennembrud, men kendskabet til ’den stumme kunst’ er ikke længere stort. Det vil vi med København Stumfilmfestival gerne være med til at ændre på, og det er mit klare indtryk, at kendskabet til og begejstringen for festivalen vokser år for år, ikke mindst på grund af kombinationen af film og live-musik”, fortæller programredaktør Jesper Andersen fra Cinemateket i en pressemeddelelse om festivalen.

Vanen tro har festivalen også et tema, der i år har den lidt paradoksale titel ”Lyden af stumfilm”. Paradoksalt, fordi personerne i stumfilm jo ikke taler, men det betød ikke, at filmene ikke havde en lydside.

Tværtimod blev filmene ofte akkompagneret af både lydeffekter og musik. På den måde ønsker Københavns Stumfilmsfestival i år at genskabe den helt særlige og ofte unikke filmoplevelse, som stumfilmen kunne – og stadig kan – tilbyde.

Derfor vil der både være flere stumfilm, der vises med live-musik fra nogle af verdens dygtigste stumfilm-musikere samt to filmkoncerter: Den 26. januar spiller det litauiske tremands-band Sheep Got Waxed til Valdemar Psilander-filmen ”Evangeliemandens liv’ (1915), mens VETO-forsanger Troels Abrahamsen den 27. januar akkompagnerer danske Benjamin Christensens Hollywood-drama ”Revolution” (1927).

”En stumfilmoplevelse er noget enestående – en liveoplevelse på linje med en koncert eller et teaterstykke. Der kan aldrig være to visninger, der er ens, når der er live-musik til. Vi forsøger med festivalen at vise, hvor forskellig en musikoplevelse med stumfilm kan lyde. Så når det kommer til at vise stumfilm, handler det ikke kun om at bevare og formidle filmen, men også om at genskabe den magiske filmoplevelse, stumfilmen tilbød”, fortæller programredaktør Sophie Engberg Sonne fra Cinemateket om programmet.

Se hele festivalens program her