
Det er kun godt en uge siden, at den danske animationsfilm Brohr havde premiere i biograferne. Denne uge kom så endnu en dansk animationsfilm – denne gang for de allermindste biografgængere.
Det er Puk Graasten, der sammen med det danske animationsstudie A-Film har skabt det farverige og hyggelige univers i Betty Ballon.
Ideen om at bygge en historie op omkring en ballonfamilie er lige så sær som den er genial. For balloner ér jo pr. definition noget, som alle forbinder med glæde og klare farver.
Betty Ballon er selv en lilla én af slagsen. Hun er fire år og bor sammen med sin ballonmor, ballonfar og ballonstorebror i et rundt ballonhus uden skarpe kanter. For er der to ting, balloner har det svært med, er det skarpe ting og vind.
De taber også hele tiden luft og skal derfor med mellemrum pumpes op igen.
Betty håber meget, at der snart flytter nogen ind i ballonbyens eneste firkantede hus, der ligger lige over for hendes. Meget gerne en familie med børn, så hun kan få nogle nye venner at lege med.
Hun får selvfølgelig sit ønske opfyldt. En dag flytter kaktusdrengen Kaj ind i huset med sin mor, far og storesøster.
Betty og Kaj bliver straks gode venner. Men det er også et venskab med udfordringer. For hvordan undgår man, at Kajs spidse pigge prikker hul på Betty? På sammen måde har resten af ballonbyen visse betænkeligheder ved den nye kaktusfamilie.
Men børn er jo heldigvis rigtig gode til at finde på udveje og nye måder at leje på. Og det gør de trods forældrenes indledende bekymring. Man kan jo for eksempel bare tage en beskyttelsesdragt på af bobleplast.
Som det fremgår, bliver det aldrig rigtig farligt i den søde fortælling. Betty Ballon er ikke mere uhyggelig end et afsnit af Bamses Billedbog. Ja faktisk minder åbningssekvensen om åbningssekvensen i den populære serie.
Samtidig har filmen et såre sympatisk budskab om venskab, tolerance og forståelse for andres levemåde. At man sagtens kan være venner med nogen, selv om de er helt anderledes en én selv.
Og ved at sænke kameraet til småbørnshøjde viser den også en anden vigtig pointe: At det som regel er de voksne, der fylder verden med bekymring. Og at børn er virkelig gode til at finde ud af tingene, når bare de får fred til at gøre det sammen.
På den måde er Betty Ballon også en meget pædagogisk film, der vil kunne bruges som udgangspunkt for mange samtaler både i børnehaven, skolen og hjemme.
Historien bliver ikke mindre sød af, at Bettys ballonstorebror Bobby bliver forelsket i Kajs kaktusstoresøster Karla.
Ifølge Puk Grasten stopper det ikke her. Hendes mål er, at der i løbet af de næste tre-fire år skal produceres fire Betty Ballon film og 52 afsnit. Det er lidt af en mundfuld, men jeg vil gerne krydse fingrer for, at det lykkes.
TITEL: Betty Ballon
VARIGHED: 60 minutter
LAND: Danmark
INSTRUKTØR: Puk Grasten
MEDVIRKENDE: (Danske stemmer): Mia Lyhne, Jesper Ole Feit Andersen, Sia-Nova Nøbølle Fredborg, Svends Heiberg Neike, Dorcas Hansen, Zaki Youssef m.fl.

