”Hun ser fucking irrelevant ud!”
Sådan lyder en af kommentarerne fra eleverne, da Christina træder ind som lærer i sin nye klasse. Og snart er der nogen, der ridser ordet ”smatso” på hendes bil.
Med denne varme velkomst indleder instruktøren Christian E. Christiansen opfølgeren til sin film Råzone (2006). Det er 20 år siden, at vi mødte Christina første gang som en hårdtprøvet teenagepige. Og hvis liv blev forvandlet til et mareridt, da hun blev uvenner med sin voldsparate veninde Cecilie.
Nu er Christina tilbage på sin gamle skole. En ny årgang teenagere er på banen, men den giftige stemning mellem dem er usvækket. Den danske ungdom anno 2026 er stadig svigtet på hjemmefronten. De drikker, snaver og tager stoffer uhæmmet og behandler hverken hinanden eller lærerne pænt – mildt sagt.
Christina, der selv fik en hård start på livet, er stadig udfordret efter en skilsmisse. Alligevel vover hun at krydse sit eget spor. Eller som hun siger til sin eksmand: ”Det var der, hvor der var et job”.
Hun er presset og snart bliver hun også presset i klasselokalet. For her venter den problematiske Mathilde på 16 år, der har boet på et bosted siden sin mors død. Hun er klassens dronning og konfrontationen sætter en magtkamp i gang, der hurtigt vokser ud over klasselokalets vægge.
Snart er de – og publikum med – hvirvlet ind i en sump af hemmeligheder og løgne. En nedadgående spiral som trækker dem begge mod et mørke, ingen af dem kan styre.
Mathilde kæmper for at holde sammen på en verden, der falder fra hinanden omkring hende. Hun er i krig med sin tidligere veninde og klassekammerat Jose. Samtidig er hun i et følelsesmæssigt utilstrækkeligt forhold med den ældre, voldelige pusher Reffer
Samtidig kæmper Christina for at få sit liv som skilt mor til at hænge sammen. Og for ikke at blive den, hun engang var.
Det er altid interessant, når en instruktør krydser sit eget spor. Råzone var Christian E. Christiansens debutfilm, men det hårde ungdomsmiljø er ikke blevet mindre interessant i de to årtier. Måske snarere mere på baggrund af den aktuelle debat om unges mistrivsel.
Råplan drives effektivt frem fra scene til scene uden døde punkter. Og med en troværdighed, så man håber, at virkeligheden ser anderledes ud, for i filmen føles den ægte.
Der spilles solidt hele vejen rundt, men filmen bæres ikke mindst frem af sine to kvindelige hovedroller.
Laura Christensen var allerede imponerende i Råzone. Her tilfører hun rollen en livsslidt sårbarhed. Men da konflikten spidser til, mister hun hurtigt meget af sin civiliserede fernis og forfalder til rent rygmarvsforsvar. Samtidig ved hun – bedre end Mathilde – omkostningerne ved at være på den vej.
Endnu mere interessant er dog Ella Testa Kusk som Mathilde. Der er verdener til forskel fra hendes rolle i julekalenderen Julemandens datter og så denne utilpassede teenagepige. Hård som en kokosnød på ydersiden og med et panser der driver hende frem med nådesløs konsekvens. Men Mathilde er også sårbar og skjuler sin sårbarhed ved at være endnu mere hårdfør, indtil buen en dag er spændt over bristepunktet. Kusk’s ansigt veksler ubesværet mellem glæde, teenage-arrogance, og manipulerende råstyrke. Hvis ikke den præstation skulle gøre hende selvskreven til en Bodil- eller Robert-nomination, så er der ingen retfærdighed til.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Råplan nok skal sparke døren ind til en ny unge-generation med et buldrende ”fuck dig, din klamme smatso”.
TITEL: Råplan
VARIGHED: 108 minutter
LAND: Danmark
INSTRUKTØR: Christian E. Christiansen
MEDVIRKENDE: Laura Christensen, Ella Testa Kusk, Clint Ruben, Rita Engberg Steen m.fl.
