CPH PIX 2017 – Danmark – Vidunderlig film om at være ung i provinsen

Danmark 02

5 popcorn

Når provinsen bliver skildret på film, er det som oftest som et uhyggeligt sted med sære eksistenser, hvor indavl, incest og mord er dagligdag.

Hos spillefilmsdebutanten Kasper Rune Larsen er provinsen imidlertid ikke spor uhyggelig. Den er tværtimod dræbende hverdagsagtig. Et sted hvor der ikke sker noget som helst, og hvor man bare hænger ud og drømmer om at flytte væk.

I sådan en provinsby bor den unge 22-årige fyr Norge, de har droppet skolen, og der sker ganske rigtig ikke meget i hans liv. Han passer sit job som handicaphjælper og bruger ellers tiden på at skate med vennerne, score damer sammen med vennen Myre, ryge hash og drikke øl – masser af øl.

Det er ikke fordi, at Norge og Myre ikke drømmer om noget andet. De snakker om at flytte til Irland, til Berling eller til København, men der sker lige som ikke noget.

Og så en dag banker det på døren. Udenfor står den 16-årige Josephine, der modsat Norge er fuld af beslutsomhed. Hun påstår, at hun er gravid, og at det er Norge, der er far til barnet, og inden han får set sig om, er hun flyttet ind.

Pludselig bliver der vendt op og ned på Norges liv. Josephine bliver katalysatoren til den forandring, han har undertrykt, og selv om de to unge bedyrer, at de ikke er forelskede i hinanden – Josephine vil bare have Norges hjælp og støtte til at få en abort – opstår der alligevel følelser imellem dem. Hvad stiller man så lige op med det? Og er det virkelig Norge, som er far til barnet?

”Danmark” er resultatet af Rune Kasper Larsens år på filmuddannelsen Super8, og filmen bygger på hans egen opvækst i Vejle, hvor man hurtigt kunne føle sig udenfor, hvis man ikke spillede fodbold lige som alle de andre.

Kasper Rune Larsen har både skrevet manuskriptet og instrueret ”Danmark”, og han har grebet arbejdsprocessen andeledes an, end instruktører normalt gør. I stedet for en fast dialog, er scenerne således opstået som en form for improvisationsøvelser mellem skuespillerne.

Resultatet er en fuldstændig fortryllende film, hvor personerne og miljøet føles 110 procent ægte. Ja, var det ikke lige fordi, at Josephine spilles af Frederikke Dah Hansen, ville man tro, at man bare var flue på væggen i nogle rigtige unges liv. Sjældent har dialoger været så mundrette og troværdige.

”Danmark” er en af den slags film, hvor der på én og samme tid ikke sker noget som helst og en hel masse. Samtidig er det en ægte ”jydefilm”, hvor personernes følelser ikke hænger uden på tøjet, men i stedet pakkes ind i en vittighed.

Spillefilmsdebutanterne Jonas Lindegaard Jacobsen og Jacob Skyggebjerg spiller Norge og Myre med stor indfølelse. To charmerende, hyggelige fyre, der har nemt ved at score i byen, men sværere ved at bryde ud af deres stillestående liv og påtage sig et ansvar.

Frederikke Dahl Hansen, der allerede har gjort sig bemærket i film som ”Frit Fald” (2011) og ”You & Me Forever” (2012), viser endnu engang, hvorfor hun er en af sin generations mest spændende, unge skuespillere. Som Josephine er hun lige dele determineret og sårbar, og bruger lige som Norge og Myre humoren som skjold. Som da hun frejdigt udbryder over for sin veninde, da hun opdager, at hun er gravid: ”Det bliver da også meget sjovt at prøve sådan en bort”.

Danmark er på den måde årets ungdomsfilm for folk i alle aldre, som man ikke bør snyde sig selv for. Den får premiere i dag på CPH PIX, hvor den vises tre gange. Herefter bliver den vist på DR3, hvor den vil være tilgængelig via DRs streamingtjeneste i en begrænset periode.

Danmark – 90 minutter – Danmark – Instruktør: Kasper Rune Larsen – Medvirkende: Jonas Lindegaard Jacobsen, Jacob Skyggebjerg, frederikke Dahl Hansen m.fl.