Filmanmeldelse: Løvernes konge – Dovne Disney underholder, men den nye version tilføjer intet nyt
Men han har jo ikke noget på!
Sådan udbryder den lille dreng til slut i H. C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder”, og sådan har jeg selv lyst til at udbryde, efter at have set Disneys nye version af ”Løvernes Konge”.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg har det både stramt og blandet med Disneys genindspilningstrip, hvor gamle, pragtfulde Disney-klassikere leveres i en ny live-action genindspilning for at præsentere dem for nye generationer.
Nogle af dem, er det faktisk lykkedes at tilføre noget nyt. Bedst gik det med den nye Askepot-version ”Cinderella” (2015), hvor historien blev drejet i forhold til originalen, og hvor der er en hel anden levende dialog og romantik mellem Askepot og hendes prins.
Men i andre, som ”Skønheden og Udyret” er det bare nøjagtig den samme fortælling, nu blot med mennesker i stedet for tegneseriefigurer.
I den nye ”Løvernes konge” er der ikke engang det, men lad mig begynde med det positive:
”Løvernes konge” anno 2019 er rent faktisk en både flot og underholdende film, som holder sit tæt til både dialogen og billedsiden fra 1994-versionen.
Det starter på samme måde med en ikonisk, rødlig solopgang over Kongesletten, mens der synges smukt og kraftfuldt på zulu og mandrillen Rafiki holder den lille nye løveprins Simba frem for alle slettens dyr.
Simba vokser op sammen med den jævnaldrende løvepige Nala og frelses fra hyænerne af sin stærke kongefar Mufasa. I kulissen lurer imidlertid Simbas onde onkel Scar, der nedrigt lokker sin bror i døden og får givet Simba skylden, så han selv kan tilrane sig kongeværdigheden.
Simba flygter langt bort til den anden side af ørkenen, hvor han adopteres af marekatten Timon og vortesvinet Pumba, mens de synger deres berømte hit Hakuna Matata.
Plaget af skyldfølelse, nægter han at forholde sig til sin fortid, indtil han opsøges af Nala og omsider beslutter at tage sin skæbne på sig som løvernes retmæssige konge.
Det er en stærk historie af næste Shakespearske dimensioner om det godes kamp mod det onde bygget op om universelle temaer som stolthed, skæbne, familie og tab.
Som sagt er filmen både flot og medrivende, og har man aldrig set 1994-versionen, skal man nok føle sig godt underholdt.
Men samtidig er ”Løvernes konge” anno 2019 også udtryk for den kreative dovenskab, som præger Disney i øjeblikket. Den nye ”Løvernes konge” tilfører absolut ikke originalen noget nyt. Der er ingen ægte mennesker med i filmen og heller ingen ægte dyr, idet de alle er computergenererede.
Det betyder samtidig, at dyrene har mistet en stor del af den mimik, man husker fra den oprindelige film – noget der kun delvist opvejes af den sprudlende dialog.
Så fuldstændig som i H. C. Andersens eventyr har ”Løvenes konge” ikke noget som helst på. Og når Timon og Pumba i en sekvens synger de indledende strofer fra sangen ”Vær vor gæst”, der rettelig hører til ”Skønheden og Udyret”, bliver den flydende fornemmelse total.
”Løvernes konge” anno 2019 har kostet 45 millioner dollars at producere – næsten 300 millioner kroner. De penge ville have gjort meget bedre nytte andre steder, og i stedet for at betale biografbilletter til den nye film, bør man hellere investere i en DVD med den originale.
Løvernes konge – 118 minutter – USA – Instruktør: Jon Favreau – Medvirkende (danske stemmer): Julian C. Thiesgaard Kellerman, Lars Thiesgaard, Lars Mikkelsen, Birgitte Raaberg, Nellie Ettison m.fl.
