Filmanmeldelse: Claire Darling – Catherine Deneuve stråler med gråt hår
Catherine Deneuve med gråt hår!
Sådan har man aldrig set den franske filmlegende før, men i Julie Bertuccellis ”Claire Darling” sker det. Og hun kunne næppe have fundet et kraftigere tegn på tidens gang end lige netop det, eller en bedre skuespiller til at spille titelrollen.
For Deneuve er intet mindre end formidabel som den kæderygende matriark Claire, der en morgen vågner op i sit statelige chateau, hvor hun bor alene og tilbagetrukket, helt overbevist om, at det er hendes sidste dag på jorden.
Claire er også en ivrig samler. På grund af sin forudanelse beslutter hun at sælge alle sine ejendele med det samme. Hun får fat på en par stærke fyre til at bære hele molevitten ud og starter et impulsivt og massivt loppemarked i haven. Her bliver der nu fyldt med alskens indbo fra gamle breve til ægte Tiffany-lamper.
Loppemarkedet er også Claires måde at prøve at skabe klarhed i forhold til den demens, som er ved at overtage hendes tanker – og til at rydde sit hus for alle de spøgelser, der har hjemsøgt det i årevis.
Snart dukker Claires datter Marie op, som hun ikke har snakket med i 20 år, og huset begynder at afsløre sine hemmeligheder. I flashbacks møder vi Claires man Claude og hendes søn Thomas, der døde på tragisk vis. Og vi finder ud af, hvorfor Claire og Marie mistede kontakten.
Surrealistiske små scener væves ind i den større histories overordnede temaer om skyld, hukommelse og kunsten at give slip på fortiden, hvilket er med til at forstærke indtrykket af Claires kamp for at holde fast på virkeligheden.
Julie Bertuccelli viser endnu engang, at hun godt kan lide at kredse om familier og deres kollektive minder. Det gjaldt også hendes forrige film ”The Tree” (2010) – en fransk/australsk coproduktion. Her spillede Charlotte Gainsbourg en ung enke, hvis otte-årige datter er overbevist om, at hendes fars sjæl har bosat sig i et stort træ på familiens grund.
”Claire Darling” er også en mor-datter fortælling, endda i dobbelt betydning. Marie spilles således af Catherine Deneuves virkelige datter Chiara Mastroiani, som hun har sammen med kvindebedåreren Marcello Mastroiani, som hun dannede par med i årene 1971-1975 (Chiara blev født i 1972).
I filmen håber Marie på at blive forsonet med sin mor, men Claire viser ingen tegn på forsoning. Denueve har ellers løsnet op for køligheden på det seneste med masser af smil i sine roller, og med komedier, hvor hendes opførsel er decideret løssluppen, men her er hun sit gamle, kølige jeg. Claire kæmper benhårdt for at bevare grebet, og selvtilliden er 100 procent intakt trods demensen.
”Clare Darling” er en film, der er ladet til bristepunktet med atmosfære. Manuskriptet er baseret på en roman af den amerikanske forfatterinde Lynda Rutledge, men Bertucelli har flyttet handlingen over i sin egen bedstemors hus. Samtidig er forestillinger og fantasier så tæt vævet ind i de forskellige flashbacks, at det er svært at skelne fakta fra fiktion. Og det gælder både for Claire og for tilskuerne.
Selv om der er et godt stykke fra Catherine Deneuves mest kendte præstationer fra 60’erne og 70’erne med instruktører som Francois Truffaut, Roman Polanski og Luis Bunuel, er Claire-rollen bedre – og mørkere – end mange af de roller, som den franske filmdiva mest ses i de senere år. Og det er tydeligt, at hun nyder historiens og figurernes kompleksitet og dybde.
Som Kierkegaard skrev skal livet leves forlæns, men forstås baglæns, og få skuespillere ved bedre end Deneuve, at det er vores fortidige gerninger, der skaber dem, vi er i dag. Hun holder ”Claire Darling” sammen, og at opleve både hende og hendes datter i samme film er en gave i gaven, som man ikke bør snyde sig selv for.
Claire Darling – 94 minutter – Frankrig – Instruktør: Julie Bertuccelli – Medvirkende: Catherine Deneuve, Chiara Mastroianni, Alice Taglioni, Olivier Rabourdin, Simon Thomas m.fl.
