Filmanmeldelse: I krig – Flot, fransk arbejder-realisme

Der er nogen skuespillere, som man bare ikke bliver træt af at kigge på. Sådan har jeg det med Vincent Lindon. Den 60-årige franske skuespiller har et ansigt, der bærer livets samlede prøvelser i sine skarpe furer. Og følelserne flyder ubesværet og med stor intensitet fra ham, hvad enten det er vrede, afmagt, angst eller glæde, der skal formidles.

Alene derfor er der al mulig grund til at indløse billet til Stéphane Brizé’s nye film ”I krig”. Brizé og Lindon har allerede arbejdet sammen tre gange tidligere kulminerende med den brillante ”Markedet Lov” (2015), som gav Lindon prisen for bedste skuespiller i Cannes. De to har en klar rød tråd for samarbejdet. Alle tre film er således rigt nuancerede portrætter af arbejderklassemænd, der kæmper for at bevare deres forhold og værdighed under tilspidsede livssituationer, hvor der ikke er et socialt sikkerhedsnet til at gribe en.

Det gælder også ”I krig”, hvor Vincent Lindon spiller fagforeningslederen og fabrksarbejderen Laurent Amédéo.

En fabrik i byen Agen er blevet beordret lukket, fordi koncernens tyske hovedkontor ikke mener, den giver stort nok overskud til aktionærerne. De ansatte – inklusive den passionerede og velartikulerede Laurent – er rasende, fordi de to år tidligere indgik en aftale, hvor de frasagde sig bonusser og indvilgede i at arbejde mere uden ekstra løn mod til gengæld at være sikret beskæftigelse i minimum fem år.

Fabrikkens ledelse, personificeret i direktøren M. Borderie (Jaques Borderie) gemmer sig bag rygmarvsforklaringer: ”Det er ikke os, men tyskerne, der ønsker det her” og ”Vi kæmper for at sikre jer den bedst mulige fratrædelsesordning”.

De ansatte beslutter sig for at nedlægge arbejdet. ”I krig” viser nu de skiftende bølger af solidaritet og splittelse, der skyller ind over de strejkende, mens de kæmper med at finde balancen mellem et sammenhængende lederskab og de socialistiske principper, de er organiseret under.

Da strejken trækker ud i ugevis begynder der at opstå sprækker i sammenholdet. Nogle af medarbejderne er stemt for at bryde strejken og tage imod den tilbudte løncheck, mens atter andre ønsker at fastholde den. I midten af det hele står Laurent, der insisterer på at fastholde den oprindelige aftale og på at mødes med den tyske koncernchef.

Manuskriptet holder sig strengt til sagen og stedet, og medarbejdernes privatliv antydes kun i glimt – herunder at Laurent snart skal være bedstefar,og at han har et tæt forhold til kollegaen Mélanie (Mélanie Rover).

Brizé’s film rammer lige ned i den aktuelle stemning i Frankrig, hvor de gule vestes protester har vist et samfund, hvor lønningerne efterhånden er så lave, at selv mindre afgiftsstigninger kan vælte læsset for almindelige borgere.

”I krig” er præget af en stærk realisme, der forstærkes af det håndholdte kamera og af Vincents Lindons præstation. Hans spil er så præcist og nuanceret, at det nærmest får en til at glemme, at det er en skuespiller, der agerer efter et manuskript.

Gang på gang fanger kameraet ham som et lysende fyrtårn midt i de ophedede diskussioner. Desværre sættes realismen lidt over styr i filmens sidste, overdramatiserede minutter. Det er ærgerligt, fordi det også sætter spørgsmålstegn ved, hvilken lære virkelige mennesker kan drage af historien, hvis de vil forsvare deres job? Hvad kan en fagforeningsleder gøre for at få ledelsen til at bøje sig eller i det mindste forhandle?

Men trods dette fejlgreb er ”I krig” et velspillet, realistisk billede af den verden og desperation, som mange franskmænd oplever lige nu.

I krig – 113 mnutter – Frankrig – Instruktør: Stéphane Brizé – Medvirkende: Vincent Lindon, Mélanie Rover, Jacques Borderie, David Rey, Valérie Lamond m.fl.