Filmanmeldelse: Transit – Casablanca a la Kafka
Forestil dig, at manuskriptet til ”Casablanca” (1942) ikke var skrevet af Julius og Philip Epstein, men derimod af Franz Kafka. Så har du sådan nogenlunde grundstemningen i den tyske instruktør Christian Petzolds nye film ”Transit”.
En film der fuldstændig uden forklaring lader en fortidig historie foregå i nutiden – eller er det omvendt? Under alle omstændigheder er vi i Paris i 2018, hvor Tyskland netop har besejret Frankrig og nu er gået i gang med at rense landet for jøder og andre fjender.
Nazisterne står og tripper uden for den franske hovedstad, da det lykkes den tyske flygtning George at undslippe til Marseille, som er det eneste sted, man kan komme videre til den frie del af verden.
Før han forlader Paris, kommer George i besiddelse af forfatteren Weidels papirer. Weidel, der netop har begået selvmord, har blandt andet efterladt et manuskript og to breve. Det ene er fra den mexicanske ambassade, der lover Weidel et visum. En kostbar ting, fordi kun de flygtninge, der har et vium, så de kan forlade Marseilles igen, får lov til at komme ind i byen. Det andet brev er fra en kvinde ved navn Marie, der skriver, at hun fortryder, at hun har forladt Weidel, og nu venter på ham i Marseilles.
George overtager Weidels identitet og drager sydpå til Marseilles, hvor alt er i kaos og alle vil gøre alt for at få et transitpas. På sin vej fra det ene konsulat til det næste støder han ind i en smuk kvinde, der – selvfølgelig – viser sig at være Marie.
George bliver forelsket i Marie, men hun ønsker at vente på sin elskede Weidel. Skal han opretholde løgnen og redde den kvinde, han påstår, at han elsker, men samtidig føre hende bag lyset. Eller skal han sige sandheden og afsløre, at han er en svindler?
Christian Petzolds film har altid været fyldt med personer, som kæmper med deres identitet og med spøgelser, hvad enten de forsøger at undslippe DDR som i ”Barbara” (2012) eller løgnene fra 2. Verdenskrig som i ”Phoenix” (2014). Derfor er det heller ikke overraskende, at han har kastet sig over Anna Seghers roman af samme navn fra 1942 – en eksistentiel fortælling om flygtninge fanget i det Vichy-styrede Marseilles, som forsøger at flygte fra nazisterne.
Det bemærkelsesværdige er, at han lader den gamle historie foregå i nutiden og dermed udsletter de 75 år, der er gået siden, som om de aldrig havde eksisteret. Og slipper godt fra det.
Det er et kunstgreb, der uden tvivl vil forvirre en del tilskuere, men faktisk er der fin mening med galskaben. På den måde tvinger Petzold publikum til at drage paralleller mellem Seghers historie og den gryende neo-nazisme og anti-flygtningeretorik, som vi oplever i dag.
Efterhånden som dagene går i den klaustrofobiske by, er det som om, det går op for personerne selv, at tiden ikke bevæger sig. I stedet bevæger handlingen sig mellem noir og vandkunstens lille café. George eftertragter Marie, som har slået sig sammen med doktoren Richard, mens hun i virkeligheden elsker den afdøde Weidel.
Omkring halvejs inde i filmen er der en, som fortæller George en historie om en mand, der ankommer til himlens port og venter på at få sin dom. Dagene og årene går imidlertid uden en afgørelse, mens han venter, og da han endelig tigger om den, lyder svaret ”Hvad mener du? Du har jo været i helvede fra det øjeblik, du ankom”.
Det er Georges tragedie, at han ikke fatter, at det er ham, historien handler om. Til gengæld er ”Transit” en ganske fermt lavet fortælling af en instruktør, der modsat mange andre ikke anser melodrama for at være et fyord. Og som samtidig lykkes med at sige noget relevant om den situation, vi oplever i Europa i dag.
Transit – 101 minutter – Tyskland og Frankrig – Instruktør: Christian Petzold – Medvirkende: Franz Rogowski, Paula Beer, Godehard Giese m.fl.
