FILM: Spider-Man: Across the Spider-Verse – Stadig den bedste Spider-Man film lige nu

Wauw Wauw Wauw!

Det er efterhånden fem år siden, at Sony og Colombia Pictures blæste hele biografverdenen bagover med den totalt visuelt overdådige og højenergiske animationsfilm ”Spider-Man: Into the Spider-Verse”.

Nu har fortsættelsen ”Spider-Man: Across the Spider-Verse” haft premiere, og man gik en lille smule bævende i biografen. For ville det virkelig være muligt at leve op til etterens ustoppelige opfindsomhed, stilistiske mod og nærmest tilbagelænede coolness? Ville e  opfølger kunne matche originalens friskhed, energi og visuelle overlegenhed?

Heldigvis er svaret på alle disse spørgsmål et stort, glædesfyldt ja. ”Spider-Man: Across the Spider-Verse” lever ikke bare op til sin forgænger, men overgår den. Den er ganske enkelt sublim. Der er ikke et eneste billede i dette kaleidoskopiske animerede billed-epos, der ikke fanger, fascinerer og fortryller.

Hovedpersonen er endnu engang den mørkhudede Brooklyn-teenagedreng Miles Morales, der i den første film blev bidt af en radioaktiv edderkop og udviklede ekstraordinære kræfter.

Det bragte ham i kontakt med en uendelighed af parallelle universer, der alle har hver deres Spider-Man.

Sådan er det stadig i den nye film, hvor Miles må holde sin hemmelige identitet skjult for sine velmenende forældre. De kan ikke forstå, hvorfor han ikke tager sit skolearbejde mere alvorligt, uvidende om at han bruger tiden på at fsre rundt og prøver at beskytte både sin egen by og Spider-Verset.

Denne gang kommer han på tværs af superskurken Spot, der beskylder Spider-Man for at være skyld i, at han er endt, som han er. Nu vil han have hævn og tage alt fra Miles, som han holder af.

Heldigvis opsøges Miles af sin flamme Gwen Stacy, der er Spider-Woman i en anden verden. Men snart må han slås mod – næsten – hele multiversets samlede styrke af Spider-Men, da det viser sig, at han skiller sig ud fra de andre på et afgørende punkt.

Selve plottet er mindre vigtigt. Superskurke som Spot har vi efterhånden oplevet alt for mange af til at tage deres megalomane motiver til hævn og destruktion alvorligt. Men historien om en dreng, der tager sin skæbne i sine egne hænder og finder ind til sig selv, har både dybde og vinder genklang.

Og så er den som sagt fortalt i et billedsprog, de fuldstændig vælter én omkuld. Det er som at blive tæppebombet af en tennisbolde-kanon fyldt med vidunderlige billeder og indfald. Som når Miles er på flot fra alle de andre Spider-Men og deres vidt forskellige former. Vi har således både en engelsk-punk Spider-Man, en lego Spider-Man og en dinosaurus Spider-man for blot at nævne nogle få.

Meget af det ligger i detaljen i et ansigtsudtryk eller en bevægelse. Og man frydes over, hvordan det næsten lykkes at gøre de animerede figurer mere virkelige og udtryksfulde end mange menneske-skuespillere.

På den måde får ”Spider-Man: Across the Spider-Verse” med sin visualitet og utæmmede fortælleglæde de sidste mange Marvel-film til at virke tunge og kedelige.

Så læn dig tilbage og nyd. Det eneste minus ér (spoiler), at filmen ender på en cliffhanger, så vi må vente spændte endnu et år på at få afslutningen på historien. Det bliver en lang ventetid.

Spider-Man: Across the Spider-Verse – 140 minutter – USA – Instruktører: Joaquim Dos Santos, Kemp Powers, Justin K. Thompson – Medvirkende (stemmer): Shameik Moore, Hailee Steinfeld, Brian Tyree Henry, Luna Lauren Velez, Jake Johnson, Oscar Isaac m.fl.