STREAMING: A Beautiful Life – Christophers lækre overkrop er ikke nok i Mehdi Avaz’ nye film, hvor klichéerne står i kø.

SDer er mange værre ting, man kan bruge 98 minutter af sit liv på end at se instruktøren Mehdi Avaz’ nye film ”A Beautiful Life” på Netflix. Lytte til sækkepipemusik for eksempel. Eller høre Rasmus Paludan propogandere.

Men desværre er der også mange bedre ting, man kunne gøre i stedet, og det er filmens store problem. Bortset fra masser af dejlige kig på popstjernen Christophers unægtelig veltrænede overkrop, får man intet, som man ikke har både set eller hørt før.

Det er således ikke første gang, at vi får fortalt historien om en stor sang- og musikstemme, som har gået og gemt sig, indtil den pludselig bliver opdaget. Eller om alle faldgruberne ved at blive kendt fra det ene øjeblik til det næste både menneskeligt og kunstnerisk og om en kunstner med skeletter i skabet og manglende tro på egne evner.

En sådan kunstner er filmens hovedperson, den mutte fisker Elliott. Hans forældre sejlede ud for at opdage verden, men forliste og druknede (førnævnte skeletter i skabet). Nu bor han på en båd og bruger tiden med at stable fisk på havnen og spare nok penge sammen til, at han kan gennemføre den tur, forældrene aldrig fik gjort færdig.

Samtidig hjælper han barndomsvennen Oliver, når han optræder for at synge på det lokale musiksted. Men en aften får Oliver lampefeber på grund af publikums ligegyldighed og går i stå midt i sin sang. Og det endda lige den aften, hvor en verdenskendt, afdød musikers producer-enke Suzanne er på besøg på stedet.

Vupti griber Elliott øjeblikket og tager over for at redde vennen ud af kniben. Og lige så vupti får han Suzanne til at lytte og se sit skjulte potentiale. Hun sætter sin producer-datter Lilly til at forvandle Elliott fra mut fisker til verdensstjerne. Og hattrick-vupti opstår der selvfølgelig sød musik imellem de to.

Mere behøver man sådan set ikke at vide om historien. Og mere kød på er der heller ikke.

Klichérne står i så lang en kø, at den ville have rakt helt ud af biografen, hvis filmen ellers havde fået biografpremiere. Det fik den ikke, og man kunne godt få en mistanke om, at det er helt på beregning, og at producenterne har tænkt, at folk er mindre kræsne med at hoppe på, når de sidder hjemme i sofaen, end hvis de skal investere i en biografbillet.

Inkarnerede Christopher-fans kan dog glæde sig over, at popstjernen rent faktisk godt kan spille skuespil samt filmens musiknumre, som Christopher selv har skrevet. De er godt nok hurtigt glemt bagefter, men har til gengæld tyngde, så længe filmen varer.

Man kan ikke klandre Netflix for at ville tjene penge på Christophers mange fans. Til gengæld er det skuffende, at det endnu engang ikke er lykkes for Mehdi Avaz a leve op til lavbudget-debutfilmen ”Mens vi lever” (2017). Med de to næste film ”Kollision” (2019) og ”Toscana” (2022) skyldtes det klodsede manuskripter. Men med ”A Beautiful Life” er bundniveauet simpelt hen for lavt og replikkerne for kliché-agtige. Lige som filmens titel.

A Beautiful Life – 98 minutter – Danmark – Instruktør: Mehdi Avaz – Medvirkende: Christopher, Inga Ibsdotter Lilleaas, Christine Albeck Børge, Ardalan Esmaili, Sebastian Jessen m.fl.