Den franske film Enzo begynder og ender med en usædvanlig rulletekst: ”En film af Laurent Cantet” – og derefter – ”Instrueret af Robin Campillo”. Cantet døde således af kræft i april 2024 for svækket til at instruere, hvad der skulle blive hans sidste film. Og vennen Campillo, der havde været med til at skrive manuskriptet, måtte overtage instruktørstolen og færdiggøre Cantets vision.
Resultatet er den smukkeste sammensmeltning af to mænds temperamenter og seksualiteter. Den heteroseksuelle Cantet og den homoseksuelle Campillo. Og intet sted ses dette tydeligere end hos filmens hovedperson, drengen Enzo.
Han er 16 år og droppet ud af skolen. I stedet er Enzo blevet lærling hos muremesteren Corelli. Til stor overraskelse for forældrene Paolo og Marion, der selv er akademikere – han er lærer hun ingeniør. Samt for storebroderen Victor, der studerer for at komme på universitet i Paris.
Som mange teenagere ved Enzo præcis, hvad han ikke vil, men ikke hvad han vil. Han vil bare ikke være som forældrene, men intet tyder på, at han har specielt talent for murerfaget. Faktisk har han så lidt talent, at Corelli tager med ham hjem for at tale med hans forældre. Kun for overrasket at opdage, at Enzo bor i en stor flot villa ved kysten med egen pool.
Enzo føler ikke, at nogen forstår ham. Det gør de heller ikke, hverken hans familie eller kollegerne. Og som publikum forstår man heller ikke meget af, hvad der foregår inde i den indadvendte teenagedreng. Bortset fra den genkendelse af ikke-forståelsen og af at være lukket ude, som de fleste teenageforældre oplever.
Men først og fremmest forstår Enzo heller ikke sig selv, hverken når det gælder retning i livet eller sin seksualitet, der flakser hid og did. Det ene øjeblik hænger han ud med en attraktiv jævnaldrende pige. Det næste bliver han fascineret af en lidt ældre mandlig kollega – ukraineren Vlad.
Han er søgt til Frankrig, efter krigen i Ukraine brød ud, og betragter nu sit nye land som sit hjem. Enzo bliver tiltrukket af, hvordan Vlad lever på sine egne betingelser. Fascinationen går over i forelskelse, men filmen handler ikke om nyudsprungen homoseksualitet. Snarere om et ungt sind, der ikke har fundet sin form endnu, og som leder efter en rollemodel, som kan vise ham en alternativ vej.
Historien er nænsomt bygget op helt uden skurke. Enzos far prøver faktisk oprigtigt igen og igen at nå ind til sønnen, selv om han hverken forstår eller billiger hans valg. Og hans mor sanser meget af, hvad der foregår, men er alligevel magtesløs.
Der spilles med både dybde og indlevelse på alle pladser. Det gælder ikke mindst den unge debuterende skuespiller Eloey Pohu i hovedrollen. Med sine tætsiddende øjenbryn, indadvendte mimik og en krop, der både virker stærk og sårbar på samme tid, forener han smukt alle Enzos modstridende følelser.
Han leverer aldrig nogle klare svar, hverken omkring sin seksualitet eller sin fremtid. Og måske er det filmens eneste svaghed. Campillo og Cantet ønsker ikke at holde deres hovedperson fast, men lader ham opdage sig selv som så mange i hans alder. Det er en både anerkendelsesværdig og ærlig skildring af overgangen fra barn til voksen, men ikke nødvendigvis en tilgang der giver det mest dragende drama.
På den måde, mangler Enzo den nødvendige følelsesmæssige spænding. Men trods det sidder man alligevel i biografsædet og længes efter at vide, hvordan det videre går ham. Eller rettere, hvor han vil gå hen.
TITEL: Enzo
VARIGHED: 102 minutter
LAND: Frankrig og Ukrainer
INSTRUKTØR: Robin Campillo
MEDVIRKENDE: Eloey Pohu, Pierfrancesco Favino, Élodie Bouchez, Maksym Slivinskyi, Nathan Japy m.fl.
