FILM: Ønsket – Disneys jubilæumsfilm er ikke helt den klassiker, som man kunne ønske sig

Alle os, der er vokset op med Disneys Juleshow kender sangen ”When You Wish Upon a Star” (Når du ser et stjerneskud). Og lige som for eksempel ”Somewhere Over the Rainbow” er den langt mere end bare en sang. Den er på mange måder indbegrebet af alt det, som Disney står og har stået for gennem selskabets nu 100 år lange historie.

”When You Wish Upon a Star” blev første gang lanceret i Disneys anden tegnefilm ”Pinochio” (1940), hvor den blev sunget af figuren Jesper Fårekylling”. I 1950’erne blev den selskabets signatur-sang, og siden 80’erne har den været en del af Disneys logo.

Derfor er sangen også det tætteste, man kommer på en Disney-nationalsang – et totem på selskabets stjernemagi og en understregning af Disneys mission og vision.

Så hvad betyder det, når Disney har valgt at fejre 100-året med en ny, animeret musical, der nærmest er bygget op omkring ”When You Wish Upon a Star”? Et eventyr om ønsker, og hvordan stjerner får dem til at gå i opfyldelse?

Man kunne godt få den tanke, at Disney midt i glæden over sit eget jubilæumsår er blevet så fokuserede på sig selv, at de har produceret en film, der snarere end at være en selvstændig film er en signaturfilm for hele deres brand.

Selvfølgelig har Disney altid lånt i stor stil fra både fra klassiske folkeeventyr og ikke mindst sine egne film. Alle disse prinsesser, syngende køkkentøj og talende dyr, som vi er blevet præsenteret for i film efter film. Og hvad var Simbas fars død i ”Løvernes Konge” (1994) andet end en gentagelse af drabet på Bambis mor 52 år tidligere.

Men ”Ønsket” er 85 års animeret magi pakket til randen ind i et enkelt Disney-eventyr, med så mange henvisninger til alle de 61 tidligere film, at man kan bruge sit fokus alene på at opfange halvdelen af dem.

Så hvad er det, vi har her? En opsummering? En pastiche? Et overfyldt Disney-påskeæg? Et stjerneskud, der skal bære selskabet ind i sit næste århundrede? Eller en film, der hænger fast i de første 100 år? Eller måske i virkeligheden en blanding af alt dette.

På den måde er det måske et held, at kernemålgruppen for ”Ønsket” er børn, som for de flestes vedkommende ikke kender hele Disneys lange bagkatalog af film. Derfor kan de opleve filmen med friske, jomfruelige øjne på dens egne betingelser – som et visuelt nytænkende, fortryllende produkt med et plot, der
både er lettere rørende og en smule mærkeligt.

”Ønsket” udspiller sig i Middelhavsriget Rosas – et utopisk sted, hvor indbyggerne lever i fuldstændig fred, men på et mildt sagt suspekt grundlag. Når de fylder 18 år overdrager de nemlig deres inderste og højeste ønske til Rosas hersker – magikeren Kong Magnifico. Han anbringer dem i blå bobler i toppen af sit tårn og vogter derefter på dem, samtidig med, at han til gengæld lover at  beskytte sit folk.

Derefter lever indbyggerne i håbet om, at Magnifico på et eller andet tidspunkt vil opfylde deres ønske. Men befriet for ønsket – som de glemmer i mellemtiden – har de fred i sjælen, og hvem vil ikke gerne have det? Eller rettere, hvem vil gerne have det?

Den unge 17-årige pige Asha opdager, at Magnifico blot bruger ønske-overdragelsen til at beholde magten, og at han ikke har tænkt sig at opfylde de fleste af dem.

Da hun lidt senere selv sender et ønske op mod stjernerne, dukker en ønskestjerne op for at hjælpe hende med at befri de mange ønsker, som Magnifico holder fanget.

Det betyder dog også et opgør med Magnifico, der ikke tøver med at bruge mørk magi.

Trods det universelle budskab om, at vi alle er gjort af det samme stof – stjernestøv – mangler ”Ønsket” både en stærkere fortælling og mere udbyggede personer. Ikke mindst Magnificos bevæggrunde er for tyndt ridset op.

En tredie mangel er, at filmen et langt stykke af vejen slet ikke besidder den humor både i handling og dialog, som gjorde for eksempel ”To på flugt” (2010) til den seneste virkelige Disney-klassiker. Den er charmerende og sympatisk, men ikke sjov.

Og for At gøre mangel-buketten færdig, så udmærker sangene i ”Ønsket” ved, at de er glemt, så snart de er slut. Der er simpelt hen ikke nok substans i dem til, at de bliver hængende.

Til gengæld er billedsiden i ”Ønsket” helt unik. Man har kombineret de stille, malede baggrund, som man kender fra de første Disney-film, med moderne tredimensionel computer-animation, når det gælder figurerne.

Om sammensmeltningen af gammelt og nyt virker rent visuelt og ikke bare symbolsk, er en smagssag, men den er i hvert fald helt sin egen.

For denne anmelde blev det endnu et symbol på, at ”Ønsket” ikke er den udødelige jubilæums-klassiker, men kunne have ønsket sig.

Ønsket – 95 minutter – USA – Instruktør: Chris Buck og Fawn Veerasunthorn – Stemmer (danske): Andrea Lykke Oehlenschlæger, Eva Paludan, Sofie Torp, Simon Stenspil, Silke Biranell, Max-Emil Nissen, Betty Bass, Kenneth M. Christensen m.fl.