Det virker næsten som en naturlov. Først kommer der en film, eller en filmserie, og så – efter et stykke tid – en prequel.
Disse prequels er lidt som chokoladeæsken i det berømte citat fra filmen ”Forest Gump” (1994), man ved aldrig hvad man får. Det kan være tordnende kedeligt som den nye prequel-serie til ”Ringenes Herre”. En blandet fornøjelse som prequel-triologien til ”Star Wars” og prequel-serien til Harry Potter. Eller fantastiske, som den igangværende prequel-serie til ”Game of Thrones”.
Nu er det så ”Hunger Games” tur til at blive prequeliseret otte år efter, at den sidste af de fire Hunger Games film havde premiere. Og tre år efter, at forfatteren til bogserien, Suzanne Collins, udgav den prequel-bog, som filmen bygger på.
Heldigvis hører ”The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes” til I toppen af prequels. Fortællingen om, hvordan den tyraniske Præsident Snow blev, som vi kender ham, viser sig at være overraskende relevant.
For det første, er det altid interessant at se ind bag en skurk og måske få et glimt af, hvad der sendte netop dette menneske i retning af det onde.
Filmen foregår 60 år før de fire Hunger Games film. Den unge Coriolanus Snow bor i Panems hovedstad The Capitol, hvor han forsøger at forsørge sin familie, der lever i fattigdom efter oprørskrigen 10 år tidligere.
Det brutale dødsspil Hunger Games, hvor to underklassebørn fra hvert distrikt, hvert år kæmper mod hinanden til døden i en brutal arena, er allerede en realitet.
Men showets seertal er dalende. Derfor beslutter magthaverne i Panem, at de unge studerende på Panems fornemmeste universitet skal agere mentorer for deltagerne og skaffe dem sponsorer.
Coriolanus Snow bliver nødtvunget mentor for den unge protestsanger Lucy Gray, der – surprise – lige som hovedseriens hovedperson Katniss Everdeen er fra Distrikt 12.
For Snow er opgaven bare et værktøj til at vinde et eftertragtet scholarship. Men undervejs forelsker han sig i Lucy og har nu endnu en grund til at redde hende fra at dø i arenaen.
Filmens andet store plus er, at man faktisk tror på den komplicerede kærlighedshistorie, der spilles overbevisende af Tom Blyth og Rachel Zegler.
Blyth, der tidligere har spillet hovedrollen i MGM+ serien ”Billy The Kid”, er et forfriskende pust. Og mens filmens facit er forudsigeligt, sker hans transformation fra ung studerende til diktator organisk og nøgternt. Ikke mindst i filmens anden del, der foregår i Distrikt 12, viser han uventede sider og dybder i portrættet af Coreolanus Snow. Blyth er høj, blond og forpint og minder på mange måder om Anakin Skywalker i Hayden Christensens skikkelse. Men han er mere drømmende og også nemmere at relatere sig til.
Rachel Zegler er først og fremmest er kendt for sin ledende rolle i Spielbergs ”West Side Story”. Filmen blev ikke det store hit, men her udstråler hun en indre glød, som Spielberg aldrig fik frem. Hun fremstår som en fortidig spejling af Katniss Everdeen, og hendes mange velfremførte sangnumre giver filmen en levende, dynamisk nerve.
Hvis man endelig skal klandre den nye Hunger Games prequel for noget er det, at den ikke tilfører Panem-universet noget nyt. Vi hører intet om de øvrige distrikter, men er endnu engang henvist til The Capitol og Distrikt 12.
Og så burde producenterne have lavet to film i stedet for én eller måske en lille TV-serie. Første halvdel i dødsarenaen kunne snildt være trukket ud til en hel film, og så kunne man have brugt film to på fortællingens anden halvdel og kulminationen i Distrikt 12.
Det ændrer dog ikke ved, at ”The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes er en fængende fortidsdystopi om spillet om magten – og hvad mennesker vil gøre for at holde på den. Det er Coreolanus Snows tragedie, at han er født til at ende som ond, men filmens triumf, at hans forvandling er så overbevisende dramatiseret.
The Hunger Games. The Ballad of Songbirds and Snakes – 157 minutter – USA og Canada – Instruktør: Francis Lawrence – Medvirkende: Tom Blyt, Rachel Zegler, Viola Davis, Josh Andrés Rivera, Peter Dinklage m.fl.
