Anmelderne står i kø i disse dage for at rose den canadiske instruktør Denis Villeneuves ”Dune 2”. De taler om, at den overgår 1’eren, og at den endda har potentiale til at overgå Star Wars sagaen.
Selv føler jeg mig som en gammel sur mand til en fest, hvor alle danser glade og berusede rundt og morer sig pragtfuldt, mens jeg bare har lyst til at gå hjem.
Sådan havde jeg det, da jeg i aftes udmattet vaklede ud af biografen. Tung i hovedet efter 166 lange minutter i selskab med filmens basdystre og meget dominerende dommedags-oboer, og et plot der, modsat de gigantiske sandorme, der er Dunes varemærke, bevægede sig i snegletempo.
Det tegnede ellers lovende, da Denis Villeneuve i 2021 brød mange årtiers Dune-forbandelse og lykkedes med at omsætte Frank Herberts komplicerede og episke science-fiction fortælling til det store lærred.
Dune er historien om et galaktisk imperium, styret af en kejser, af magtintriger og af en sekt af kvinder med særlige kræfter.
I Dune 1 fik hertug-familien Atreides modvilligt overdraget ansvaret for ørkenplaneten Arrakis og udvindingen af det krydderi, der er livsvigtigt for, at man kan rejse i universet.
Knap er de imidlertid ankommet til Arrakis, før de i bliver angrebet af planetens tidligere forvaltere Harkonen-familien støttet af kejserens tropper. Leto Atreides dør, mens hans konkubine Jessica og deres søn Paul efterlades i den nådesløse ørken. Her slutter de sig til Arrakis oprindelige folk, fremenerne.
Dune 2 starter få øjeblikke efter, at 1’eren slutter: Paul og Jessica skal nu lære at overleve i ørkenen og finde en måde at hævne Leto.
Samtidig udfordres Paul af en gammel profeti, der får fremenerne til at tro, at han er deres længe ventede Messias. En rolle han ikke ønsker, fordi han i drømmesyn har set, hvordan det vil kaste galaksen ud i en hellig krig, der vil koste milliarder af mennesker livet.
Mens Dune 1 havde sin styrke i præsentationen af Dune-universet og et højt tempo, er det som om, at Dune 2 taber momentum. Vel er filmen et visuelt overflødighedshorn, og det er åndeløst flot, når Paul ridder på en gigantisk sandorm gennem sandbakkerne. Men det tager alt for længe at nå dertil. Og da sandormene endelig bruges fuldt ud i den afsluttende slag, er det alt for hurtigt overstået.
Samtidig er det som om, at kærlighedshistorien mellem Paul og fremenerpigen Chani ikke rigtig fænger. Trods den bagende ørkensol slår det simpelt hen ikke gnister nok mellem Timothée Chalamet og Zendaya – modsat kemien mellem Zendaya og Tom Holland i de tre Spiderman-film.
Og på modstandersiden er Harkonen-familien nærmest grotesk karikeret onde – albinohvide og skaldede i et nazilignende setup. Det virker ikke særlig skræmmende, når en skurk vrængende lader en kniv glide hen over tungen for at demonstrere sin bad-ass attitude, kun overdrevet og trættende.
Her ville det virkelig have hjulpet med den humor og selvironi, som har gjort Star Wars til det, den er. Men Dune-filmene insisterer desværre på at tage sig selv dybt alvorligt. Det er som at se DC’s superheltefilm i forhold til Marvels.
Til gengæld slog det mig, hvor utrolig meget Star Wars faktisk har lånt fra Dune – lige fra ørkenplaneten Arrakis og den onde, manipulerende kejser til Pauls ekstraordinære evner og hans familiemæssige bånd med skurken
Og selv om jeg altså ikke kaster mig jublende ud i dansen om ”Dune 2”, er der helt sikkert nok af andre, der kommer til at gøre det. Så Villeneuve skal nok få opfyldt sin drøm om en Dune 3, men jeg kommer ikke til at vente lige så spændt.
Dune 2 – 166 minutter – USA og Canada – Instruktør: Denis Villeneuve – Medvirkende: Timothée Chalamet, Zendaya, Rebecca Ferguson, Javier Bardem, Josh Brolyn, Christopher Walken, Léa Seydoux, Charlotte Rampling, Stellan Skarsgård m.fl.
