Hvis der findes en årlig liste over heldige beslutninger i filmbranchen, så må DC’s beslutning om at sætte instruktøren James Gunn til at genstarte deres filmiske superheltefranchise ligge blandt top tre.
Gunn har simpelt hen skabt den bedste Superman-film siden den originale Superman-film med Christopher Reeve bragede over biograflærrederne i 1978.
Væk er den mørke, dystopiske og gabende selvhøjtidelige Superman-verden fra Zack Snyder årene (2013-17). Samtidig er Gunn, der også står bag de maksimalt underholdende ”Guardians of the Galaxy” film, fuldstændig på det rene med, at folk er kørt dødtrætte af superheltefilm. Så hans mission er ikke blot at fylde DC’s pengekiste på ny, men at forny hele idéen om, hvad en film baseret på en superhelte-tegneserie egentlig er for en størrelse.
De fleste superheltefilm er nemlig ikke som de tegneserier, de stammer fra. De er overfyldte action-overflødighedshorn, hvor superheltene færdes på tværs af universer og multiverser, smadrer ting og superskurke i ét væk, redder folk, bygninger og jordkloder m.m. Men i tegneserierne, hvor alt skal vises billede for billede, er der anderledes grænser for de fysiske udfoldelser. I stedet er superheltetegneserier som sæbeoperaer. Mere komplekse og følelsesbetonede end de samme superhelte fremstår på film.
Det er det, som Gunn har fanget. Vist får vi også en dosis af skyskrabere der smadres og vælter som dominobrikker og jordskorpen der flænges af en dyb revne. Men først og fremmest viser ”Superman” os den ultimative superhelt langt mere sårbar end før både fysisk og følelsesmæssigt. Udholdende – bestemt – men ikke usårlig. Faktisk bliver den nye Superman konstant slået på, lige som han også slår sig selv.
Det begynder allerede i startscenen, hvor vi kastes midt ind i begivenhederne – et andet smart valg fra Gunns side.
Superman ligger midt i den antarktiske sne, gennembanket af et metavæsen ved navn Hammeren fra Boravia. Det er sket som hævn for, at han har forhindret Boravia i at invadere nabolandet Jarhanpur. Superman er så forslået, at han bliver nødt til at kalde på superhunden Krypto, som slæber ham hen til hans hemmelige sydpolsfort, hvor han kan genvinde sine kræfter.
Tilbage i Metropolis indleder tech-milliardæren Lex Luthor en omfattende smædekampagne mod Superman, for hans indblanding i de to landes affærer. Da Superman selv vender tilbage, beskyldes han for at ville overtage verdensherredømmet og gøre alle mennesker til sine slave og ender i en lille fængselscelle i et lommeunivers, som Luthor har skabt.
Nu må Superman kæmpe hårdt for at undslippe og tage kam pen op mod Luthor. Men heldigvis har han stadig venner på sin side i kraft af kæresten Lois Lane og superheltekollegerne fra The Justice Gang.
Man kan spørge sig selv, om Superman som figur nu ikke længere selv er nok til at bære en film, men skal have hjælp af andre superhelte, men det fungerer faktisk.
Og med David Corenswet i hovedrollen er vi tilbage til en Superman som salige Christopher Reeve med spytkrølle og det hele. Og Corenswet kombinerer den samme charme, uskyld og sødme, som Reeve også havde. En mand der trods beskyldningerne er inkarnationen af uselviskhed.
Corenswet får godt med- og modspil af en slagkraftig og kynisk Rachel Brosnahan som Lois Lane, mens Nicholas Houte går all in som den bindegale, forsmåede Lex Luthor, der vil bevise, at hjerne slår muskelkraft.
Endelig er det herligt at se den dansk/jugoslaviske skuespiller Zlatko Buric som Boravias magtgale diktator.
”Superman” er blot den første af fem nye DC-superheltefilm, som James Gunn har skrevet og også skal instruere. Med denne fremragende start er det bare at glæde sig.
Superman – 129 minutter – USA, Canada, Australien og New Zealand – Instruktør: James Gunn – Medvirkende: David Corenswet, Rachel Brosnahan. Nicholas Houte, Alan Tudyk, Bradley Cooper, Maria Gabriela de Faria m.fl.
