
Det er ikke tit, at en film på én og samme tid er et blændende vidnesbyrd om menneskelig vilje og kvindefrigørelse og en næsten ubærlig, hjerteskærende tragedie.
Men det er tilfældet med ”Samia – den lille drømmer” – skabt af den tysk-tyrkiske filmmager Yasemin Samdereli og den italiensk-somaliske instruktør Deka Mohammed Osman
Filmen bygger på den sande historie om den somaliske kvinde Samia Yusuf Omar. Hun trodsede alle ods og blev Somalias hurtigste kvinde og repræsenterede som bare 17-årig landet ved de olympiske lege i Beijing i 2008. Hun ønskede også at deltage i OL i 2012, men druknede som kun 21-årig undervejs på flugt fra Somalia til Europa for at finde bedre træningsmuligheder.
Samia blev født i Mogadishu i 1991. Samme år som landets diktator gennem mange år Siad Barre blev styrtet og landet kastet ud i en langvarig borgerkrig.
Lige fra hun er lille, er Samia betaget af at løbe. Og for hende bliver det at løbe og spurte lig med frihed fra samfundets pres. Samia ender således på 8. pladsen i det årlige løb i Mogadishu for professionelle og amatører, og hun er fast besluttet på at vinde næste år.
Samia træner utrætteligt med hjælp fra sin fætter Ali og med støtte fra sin far, mens andre dele af familien mener, at hun som kvinde skal underkaste sig patriarkatet og opgive den slags drømme.
Trods modstanden lykkes det hende at blive Somalias hurtigste kvinde og komme med til Olympiaden i Beijing i 2008. Men tiderne skiftede i landet, hvor islamiske grupper får mere og mere magt, og det bliver forbudt kvinder at deltage i sport. ”Du skal bære slør” lyder beskeder til Samia. ”Hvordan skal jeg så kunne løbe” svarer hun, og ender med sin skæbnesvangre flugt.
Virkeligheden overgår nogle gange fiktionen, og man kunne sagtens have lavet en dokumentarfilm om Samia i stedet. Nu optræder den ægte Samira i stedet i et par klip i filmen.
Vi har ofte set fortællinger på film, om sportsfolk, der må kæmpe for at nå deres mål. Men i ”Samia – den lille drømmer” får kampen en ekstra fængslende dimension, fordi hovedpersonen samtidig skal kæmpe mod normerne i sit samfund.
Samtidig har de to kvinder bag filmen truffet det fortællemæssigt kloge valg at lader den løbe i to parallelle, tidsforskudte spor: Det ene hvor man følger den unge Samia udvikle sig som løber. Det andet hendes flugt i årene 2011-2012. På den måde skabes en gnistrende dynamik mellem løb og flugt og en masse flotte overgange mellem de to spor.
På plussiden hører også, at både Riyan Roble og Illham Mohammed Osman spiller indlevende troværdigt som henholdsvis den unge og den voksne Samia.
Trods den hjerteskærende slutning, der næsten ikke er til at holde ud, er ”Samia – den lille drømmer” både visuelt smuk og med strejf af både varme og humor. Og en intens og til tider næsten poetisk oplevelse om en på alle måder usædvanlig kvindeskæbne.
Samia den lille drømmer – 102 minutter – Italien og Tyskland og Belgien – Instruktør: Yasemin Samdereli og Deka Mohammed Osman – Medvirkende: llham Mohamed Osman, Kaltuma Mohamed Abdi, Fathia Mohamed Absie, Waris Dirie, Elmi Rashid Elmi m.fl.

