Der er nogle filmpremierer, man husker hele sit liv. Den første ”Star Wars” film i Palads Biografen i Købehavn i 1977 for eksempel. Her sad vi med julelys i øjnene og blev suget ind i en hel ny intergalaktisk verden, der kom til at danne standard for alle lignende film sidenhen.
Eller da Steven Spielberg i 1993 lancerede den oprindelige ”Jurassic Park” film. Indtil da havde dinosaurusser blot været billeder i støvede bøger eller skeletter på et museum. Men lige pludselig opstod kæmpeøglerne dér på lærredet foran os takket være den nye computergenererende teknologi. Lyslevende, betagende og i en del tilfælde skrækindjagende farlige. Og atter engang blev verden aldrig den samme igen.
Siden da er der løbet meget vand i kæmpeøglefloden. Den første film fik to efterfølgere i 1977 0g 2001. Senere kom Jurassic-World triologien (2015-2022) og nu følger så den syvende film i franchisen ”Jurassic World Rebirth”.
Som navnet antyder er intentionen af sparke nyt liv i Jurassic-verdenen over for kommende generationer. Lykkes det så? Nej ikke rigtigt. Faktisk føles det mest som at se den oprindelige film for tredje gang. Anden gang var i 2015 var premieren på “Jurassic World”, hvor jeg i min anmeldelse skrev nogenlunde det samme.
Historien foregår fem år efter begivenhederne i franchisens nummer seks ”Jurassic World 3: Dominion” (2022). Kæmpeøgler og mennesker lever nu side om side, men klimaforandringer har fortrængt størsteparten af øglerne til et smalt bælte omkring ækvator, hvor klimaet endnu minder om klimaet på jorden, da øglerne oprindeligt eksisterede. Til gengæld er mennesker blevet forbudt at færdes i disse områder for deres egen sikkerheds skyld.
Lejesoldaten Zora bliver kontaktet af Martin Krebs. Han er repræsentant for et stort medicinalfirma, der er ved at udvikle et produkt, der kan redde millioner af mennesker fra at dø af en hjertelidelse. Problemet er, at de skal bruge levende DNA-materiale fra de tre største dinosaur – i vandet, i luften og på jorden – for at fuldføre projektet.
De vil derfor have Zora til at tage til den forbudte zone og indsamle de tre DNA-prøver – noget hun relativt hurtigt indvilger i. Og hun får også ret hurtigt sin gamle samarbejdspartner Duncan Kincaid og besætningen på hans båd med på projektet.
Det hele kompliceres dog, da de redder en nødstedt familie – far, to døtre og den ældste datters kæreste – hvis skib er havareret efter et sammenstød med kæmpe havøglen Mosasaurus.
Snart strander de alle på endnu en kæmpeøgleø, hvor de nu delt i grupper forsøger at overleve og nå frem til et forladt videnskabeligt anlæg, hvor man – surprise – har eksperimenteret med at klone og udvikle nye dinosaurusarter.
Så vidt historien, som jeg tænker, de fleste kan visualisere herfra.
Man må rose ”Jurassic World: Rebirth” for at vende tilbage til rødderne i Jurassic Park – Spielbergs oprindelige film. Og kæmpeøglerne er lige så betagende og skræmmende som de var dengang, så man flere steder igen igen sidder neglebidende i stolen, selv om begivenhederne er til at forudse.
Så nej, man kan bestemt ikke beskylde øglerne for ikke at trække deres del af læsset. Til gengæld skæmmes filmen kraftigt af, at dens personer aldrig kommer ud over skitseplanet i manuskriptet. De får så lidt at lege, med at selv garvede skuespillere som Scarlett Johanson ikke formår at giver dem nogen form for virkelig dybde.
Og balancen mellem at søge tilbage til rødderne og skabe nyt kuldsejler også med en historie, der flere steder nærmest kopierer originalen én-til-én.
Resultatet er en film, der er underholdende, flot fotograferet og flot koreograferet, men som ikke overrasker eller bringer julelysene frem i ens øjne. Den kalder sig ”Jurassic Park Rebirth” men det er svært at se, at der er tale om en ny frisk start – lige som det var det for 10 år siden – eller hvor vi i så fald er på vej hen.
Jurassic Wolrd Rebirth – 133 Minutter – USA – Instruktør: Gareth Edwards – Medvirkende: Scarlett Johansson, Mahershala Ali, Jonathan Bailey, Rupert Friend, Manuel Garcia-Rulfo m.fl
