Der var engang, hvor romantiske film, var noget af det, som Hollywood gjorde allerbedst. Faktisk ligger den tid ikke så langt tilbage – tænk bare 90’erne med film som ”Pretty Woman” (1990) eller Richard Linklaters vidunderlige Before-triologi (1995-2013).
De seneste 10-15 år er de romantiske dramaer og komediedramaer imidlertid stort set forsvundet fra lærredet. Og midt i dette vakuum dumper den koreansk-canadiske instruktør Cecilie Songs nye film ”Materialists” så ned som en åbenbaring om, at de romantiske film lever endnu.
”Materialist” lever heldigvis ikke op til den trailer, som smarte reklamefolk havde sendt i forvejen. Her kunne man nemt få opfattelsen af, at Song efter sin mesterlige debut ”Past Lives” (2023) har lavet en traditionel romantisk genrefilm. Men ”Materialists” er i stedet et forfriskende, komplekst kig på kærlighed i den moderne post MeToo alder, hvor datingmarkedets opslidende jungle af datingsider og Tinder-swiping har afløst det traditionelle romantiske stævnemøde. Og hvor online dating har forvandlet begrebet ”romantik” og jagten på kærlighed til endeløs shopping. Sådan har det måske altid været, vil nogen indvende, men som én, der er gammel nok til at huske, hvordan dating var i ”gamle dage”, må jeg bare sige at, nej, det var det ikke – ikke som nu.
Filmen foregår i New York, en voldsomt dyr by, hvor penge dominerer næsten alle aspekter af folks liv. Det gør den også hos den professionelle matchmaker Lucy, der lever af at parre velhavende og kræsne klienter med deres perfekte partner. Hun er fremragende til sit job – ni af hendes klienter er blevet gift – og hun tror på kærligheden. Men først og fremmest er hun benhård praktisk omkring de faktorer, der gør folk kompatible – såsom indkomst, højde, alder og skønhed. Selv er Lucy single i selvvalgt cølibat og med en klar intention om, at hvis hun skal giftes, skal det være med en rig mand.
Og så med ét bliver der vendt op og ned på hendes verden. Til bryllupsfesten for en af sine klienter møder hun brudgommens bror, den velhavende singlemand Harry, der ejer en 12 millioner dollars penthouse lejlighed i New York. Han er hvad Lucy kalder en ”enhjørning”. Et umuligt fabelvæsen, der scorer højt på alle parametre: Udseende, højde, indtægt, charme og uddannelse.
Men til samme fest møder hun også ekskæresten John, der er Harrys diametrale modsætning: En dygtig skuespiller i en brødløs branche, der forsøger at finansiere sine kunstneriske drømme ved at arbejde som tjener i et catering-firma. De er begge glade for gensynet og krammer længe, men da han giver hende et lift hjem, husker hun, hvordan hun brød med ham på deres femårsdag på grund af evindelige pengeproblemer.
Og så har Celine Song sat sine brikker til endnu en udforskning af en kærlighedstrekant. Og vel og mærke en trekant uden skurke. I en anden form for romantisk drama ville Harry blive afsløret som materialistisk og hul. Men Song gør det ikke i sort/hvide absolutter. Tværtimod tilfører Pedro Pascal – der ligner en moderne inkarnation af Burt Reynolds – rollen som Harry både charme, ærlighed og en dybereliggende sørgmodighed og tvivl. Langsomt fjerner han hendes modstand, selv om matching-matematikken ikke hænger sammen for hende. I en nøglescene forklarer hun med nøgtern blid stemme, hvorfor det ikke er logisk for ham at date hende, når han kunne være sammen med en yngre og mere velhavende kvinde. Og alligevel er hun fristet.
I en anden form for romantisk drama ville John også vise sig at være det oplagte valg, men igen er det mere kompliceret end som så. Penge er måske ikke alt, men et liv med billige restaurantbesøg uden udsigt til andet er heller ikke attraktivt. Og fakta er, at John ikke har rykket sig statusmæssigt, siden hans og Lucys brud. Han lever stadig fra hånden til munden i en rodet lejlighed med larmende roommates.
Igen vinder nuancerne over det sort/hvide. Jeg har set film, hvor Chris Evans (også kendt for sin rolle som Captain America i Marvels superheltefranchise) er vandret søvngængeragtigt igennem det hele, men ikke her. I ”Materialists” er han lysvågen og nærværende med en vrede der gør følsomheden så meget desto mere tiltrækkende.
Men først og fremmest tilhører ”Materialists” Dakota Johnson, der næppe er set bedre end i rollen som Lucy. Af de tre har hun den vanskeligste rolle. Igen, igen ville det være let at fremstille hende som en beregnende, materialistisk kvinde, hvis eneste mål er at kæmpe sig op ad den sociale rangstige. Men Song udviser også her dyb sympati for sine hovedpersoner og fremstiller Lucy som én, der vitterlig vil det bedste for sine klienter. Men samtidig har alle parader oppe, når det gælder hendes egne romantiske muligheder. Resultatet er en delikat balance mellem det distancerede – der driver hende ind i forholdet med Harry – og en gradvis mere og mere udtalt hudløshed, efterhånden som hun bliver opmærksom på bagsiden ved sit job.
”Materialists” er er film, der er svær at regne ud på forhånd, og som hele tiden drejer. Læg dertil de smukke billeder og Daniel Pembertons blide, vemodige musik. Resultatet er det bedste og mest ærlige romantiske drama, der længe er set på biograflærredet.
Materialists – 116 minutter – USA – Instruktør: Celine Song – Medvirkende: Dakota Johnson, Chris Evans, Pedro Pascal, Zoë Winters, Marin Ireland, Louisa Jacobson m.fl.
