FILM: Den gule enke – Fransk champagneeventyr på amerikanske flasker
Biograferne oversvømmes i disse år af såkaldte biopics om brands. Alene i 2023 kom der film som ”Flamin’ Hot”, ”Tetris”, ”Air” og ”Blackberry”. Nu er der så dansk premiere på den nyeste i rækken ”Den gule enke” om skabelsen af det verdensberømte champagnemærke Veuve Clicquot.
Historien om enken Barbe-Nicole Ponsardin Clicquot, der i begyndelsen af 1800-tallet midt i Napoleonskrigene valgte at videreføre sin afdøde mand Francois’ vingård, er en af den slags historier, der er som skabt til film.
Den har alle ingredienserne: En tragedie som udgangspunkt, en stædig hovedperson der må grueligt meget igennem, en kvinde der hæver sig i mændenes verden, og en historisk baggrund med et kontinent i krig.
Og selvfølgelig er det oplagt at lave en film om noget så ærkefransk som champagne. Til gengæld kan man så undre sig over, at det er amerikanerne og ikke franskmændene selv, der har gjort det. Og over hvilken film, det mon var blevet, hvis de havde.
”Den gule enke” begynder i 1805, hvor Barbe-Nicole står nærmest lammet af sorg ved sin mands begravelse. Men hun må snart træde i karaktér, da hendes svigerfar Philippe, afslører sin plan om at sælge sønnens vingård til naboen Claude Möet. Barbe-Nicole får dog overtalt ham til at lade hende fortsætte Francois’ drøm.
Som i de fleste biopics af denne type er spørgsmålet ikke så meget, om det vil lykkes for hende, men hvordan. Lige fra starten tårner udfordringerne sig op: Dårligt vejr, skrantende økonomi og Napoleons handelsembargo. Alt sammen ting, som Barbe Nicole kæmper sig igennem med samme effektivitet som et google-opslag. De fylder hverken meget af filmens i forvejen korte længde på 90 minutter eller giver den dybde.
Den største udfordring er imidlertid det faktum, at Barbe-Nicole er kvinde. Og hvordan hun lige fra starten må kæmpe mod mænd fra sin svigerfar til arbejderne i marken, som tvivler på hendes evner og udfordrer hendes autoritet.
Det amerikanske dramas 1900-tals udgave af feminisme tackler også denne del af fortællingen lidt for let. Med en gennemsympatisk heltinde på den ene side og mænd, der leverer replikker som ”Som kvinde er hun ikke i stand til at drive denne vingård”. Hvis der er dybere nuancer og følelser bag fortællingen har manuskriptet i hvert fald ikke grebet fat om, dem.
Nuancer er der til gengæld masser af i Barbe-Nicoles privatliv og ægteskab med Francois, der fortælles i en række flashbacks. Her afdækkes en langt mere kompliceret og gribende historie. Fra starten er der ingen tvivl om den gensidige tiltrækning mellem de to, og deres fælles drøm om at skabe en unik vingård. Barbe-Nicole er fascineret af Francois evner til at citere Voltaire og synge for vinstokkene for at gøre dem stærkere Og han af hendes åbenhed og varme og umiddelbare forståelse for dyrkning af vindruer og produktion af vin.
Men som historien skrider frem bliver den mere og mere mørk. Francois excentriske opførsel krænger over i vrangforestillinger og voldelige impulser efterhånden som hans mentale helbred falder fra hinanden. Det er her i fortiden, at ”Den gule enke” for alvor får kant og dybde og griber fat om publikum.
Det er udviklingen af champagnemærket, der er undskyldningen for at producere filmen, men det er ægteskabsscenerne mellem Barbe-Nicole og Francois, der gør det værd at se ”Den gule enke”.
”Når druer kæmper for at overleve, bliver de mere bevidste om deres egen styrke”, forklarer Barbe-Nicole på et tidspunkt sin modvillige forvalter. Det samme kan man sige om de udfordringer, hun udsættes for i filmen, mens hun skaber det champagne-imperium, der stadig bærer hendes navn.
Den gule enke – 90 minutter – USA – Instruktør: Thomas Napper – Medvirkende: Haley Bennett, Tom Sturridge, Sam Riley, Leo Suter, Natasha O’Keefe m.fl.
