FILM: Civil War – Alex Garlands dystopiske borgerkrigsfilm er et rystende mesterværk
CForestil dig et USA med en lettere fascistoid præsident, der drevet af magtbegær har opløst det amerikanske forbundspoliti FBI og skabt så meget splittelse, at landet er sendt ud i en altødelæggende borgerkrig.
Og forestil dig, hvordan slutspillet nærmer sig, og hvordan præsidentens tropper kæmper mod tre forskellige fraktioner i Washingtons gader, mens han selv har forskanset sig i Det Hvide Hus.
I virkeligheden er det alt for nemt at forestille sig ovenstående scenarie, fordi det minder uhyggeligt meget om noget, der kunne ske inden for kort tid. Efter Donald Trumps fire år som præsident og mulige generobring af magten er der skabt dybere kløfter i USA end nogensinde før i nyere tid.
Det er også det, der gør instruktøren Alex Garlands action-blockbuster ”Civil War” lige så uhyggelig, som den er voldsom og fantastisk.
I centrum af Garlands dystopiske vision står fire personer: Den erfarne krigsfotograf Lee (Kirsten Dunst) og den lige så erfarne og fandenivoldske journalist Joel (Wagner Moura). De to beslutter sig for at køre gennem borgerkrigens vanvid fra New York til Washington for at få et sidste interview med præsidenten. Med sig i bilen får de selskab af veteranjournalisten Sammy (Stephen McKinley) og den unge fotografspire Jessie (Cailee Spaeny), der har Lee som sit store idol.
Mere simpelt kan det næsten ikke gøres. Tilsammen udgør de fire, og deres indbyrdes bånd, alle de grundlæggende ingredienser, der skal til for at drive historien frem: To mænd og to kvinder, erfaring versus ingen erfaring, medmenneskelighed versus kynisme og en mester og hendes lærling.
Frem for store slag, møder firkløveret fragmenter af et samfund, der er revet i stykker indefra, hvor infrastrukturen er ødelagt, hvor almindelig lov og orden ikke længere eksisterer, og hvor man om hvert eneste hjørne risikerer at løbe på soldater, militsfolk, selvtægtsmænd eller slet og ret bevæbnede psykopater.
Selv om der er tale om et ensemblespil, er det de to kvinder og deres indbyrdes forhold, der er filmens egentlige fokuspunkt. Og undervejs ændres balancen mellem de to. I takt med, at Jessie bliver mere og mere forhærdet, begynder den rustning, som Lee har omgivet sig med i mange år, at gå i opløsning. For som hun siger på et tidspunkt: Hver gang, jeg tog et billede, troede jeg, at jeg sendte et budskab hjem: Lad være med at gøre dette. Men se, hvor vi befinder os.
Kirsten Dunst yder en herkulésk indsats i noget, der kun kan betegnes som en rendyrket Oscar-præstation. Hver eneste replik, hvert desillusioneret blik og hver livstrætte bevægelse leveres med en tonstung tyngde, der kan mærkes dybt i tilskuerne.
Og Cailee Spaeny evner at give Dunst overbevisende modvægt. Med et nærvær, der stjæler hver eneste scene, hun er med i, bringer hun minder frem om en purung Natalie Portman.
Blandt strømmen af mennesker, som firkløveret møder, lyser Jesse Plemons op i filmens måske mest nervepirrende sekvens. Med røde solbriller, står han sammen med andre soldater ved en improviseret massegrav og stiller uden mindste følelse sine spørgsmål – spørgsmål der på et splitsekund afgør, om den, der svarer, lever eller dør. Soldaten har intet navn, og vi finder aldrig ud af, hvilken fraktion han tilhører, eller om han og hans kammerater bare er en selvstændig fraktion. Men denne scene viser mere end nogen situationens afstumpede gru.
”Civil War” er et mesterværk – ikke en krigsfilm, men et antikrigsmanifest garneret med Rob Hardys smukke, imponerende billeder og det stemningsfulde soundtrack fra duoen Ben Salisbury og Geoff Barrow.
Det er nærmest ironisk, at filmen er blev beskyldt for at udnytte de spændinger, der er i USA i et valgår, når det, den gør, er at vise det totalt nyttesløse i begrebet ”sider”. Og man går rystet ud af biografen efter at have overværet Garlands vision.
Civil War – 109 minutter – USA og England – Instruktør: Alex Garland – Medvirkende: Kirsten Dunst, Wagner Moura, Stephen McKinley, Cailee Spaeny, Nick Offerman, Jesse Plemons m.fl.
