Filmanmeldelse: Inferno – Kedelige kode-knækkerier
Symboler, gåder og konspirationsteorier er den amerikanske forfatter Dan Browns varemærker – på godt og ondt fristes man til at sige.
Sådan er det også i den tredje Dan Brown filmatisering ”Inferno”, som endnu engang har instruktøren Ron Howard ved styrepinden.
Haward-professoren Robert Langdon (Tom Hanks) kastes på ny ud i en hæsblæsende gådejagt, og denne gang er han mere på bar bund end nogensinde. Langdon vågner således op konfus og koldsvedende og med skærende hovedpine i en hospitalsseng i Firenze.
Han plages af voldsomme undergangssyner, der er som taget ud af Dantes inferno – hvad de også viser sig at være – men husker intet om, hvordan eller hvorfor han er havnet i den italienske by.
Den smukke læge Sienna Brooks (Felicity Jones) fortæller ham, at smerterne skyldes, at han blev strejfet af et skud i hovedet, og redder ham på et hængende hår, da en lejemorder dukker op på hospitalet for at gøre jobbet færdigt.
Kort efter finder de et lille rør i hans jakke, der er beregnet til at tranportere biologisk farligt materiale. Det viser sig at indeholde et billede af Sandro Botticellis berømte overbliksmaleri af Dantes inferno, og Langdon og Sienna starter nu en vild jagt gennem Firenze og senere Venedig og Istanbul for at løse gåden.
Alle sporene peger mod mangemilliardæren og Dante-elskeren Bertrand Zorbrist (Ben Foster), der er besat af problemet med overbefolkning. Han mener, at Den Sorte Død i middelalderen (pesten) i virkeligheden var med til at redde Europa og skabe fremgang. Derfor har han skabt en ny pest, som skal udslette halvdelen af jordens befolkning – Dantes inferno omsat til virkelighed.
Men ikke bare Langdon og Sienna er ude efter virussen. Det samme er flere andre grupper, og som sædvanlig bliver det hurtigt svært at skelne venner fra fjender.
Ron Howard sørger klogt for at holde tempoet i vejret det meste af filmen, så plottets mange huller og usandsynligheder ikke bliver for synlige, for det hænger vitterlig ikke særlig godt sammen.
I de to tidligere Dan Brown filmatiseringer ”Da Vinci mysteriet” (2006) og ”Engle & Dæmoner” (2009) var gåderne i det mindste en anelse sofistikerede. Her kommer Langdon imidlertid ikke ud for større prøvelser end at skulle sætte nogle bogstaver fra Botticellis billede sammen på den rigtige måde.
Problemet er, at Dan Brown dybest set altid skriver den samme historie, hvor løsning af diverse gåder skal føre frem til mysteriets kerne, der altid viser sig at være både større og mindre på samme tid, end man havde forventet. Og har man først læst én Brown-bog, kan man næsten med usvigelig sikkerhed udpege skurken i den næste. Denne forudsigelighed har også forplantet sig til filmudgaven af ”Inferno”.
Der er gået 10 år siden, at ”Da Vinci mysteriet” blev filmatiseret. Det er lang tid i vores moderne verden, og Dan Browns univers virker denne gang underligt forældet. Det er som om, at tiden er løbet fra blandingen af kultur, kunsthistorie og intriger, og at popsmart gådegætteri for længst er blevet overhalet af et hurtigt opslag på Google. Det er ærgerligt, når det inferno, som hovedpersonerne skal forhindre, faktisk er et, som godt kunne forekomme I virkeligheden.
Til gengæld holder Tom Hanks fanen højt og understreger endnu engang sin position som sin generations James Stewart, mens Felicity Jones flankerer ham fint som den Bond-babe smukke Sienna.
Og så kan man glæde sig over Sidse Babett Knudsen i endnu en af disse bistre kvinderoller, som har gjort hende til et internationalt trækplaster. Her spiller hun generaldirektør for verdenssundhedsorganisationen WHO, og det er en sand fornøjelse at høre hende kommandere “I need better from everyone! Better!”.
Det er i øvrigt anden gang i år, at man kan se Sidse Babett Knudsen sammen med Tom Hanks. Den første var ”A Hologram for the King”.
Inferno – 121 minutter – USA, Tyrkiet, Japan og Ungarn – Instruktør: Ron Howard – Medvirkende: Tom Hanks, Felicity Jones, Ben Foster, Sidse Babett Knudsen m.fl.
