SERIE: Stranger Things sæson 5 – Ikke perfekt, men meget tilfredsstillende slutning på Netflix største satsning

Hvad ønsker du dig af afslutningen på en serie som Stranger Things? En tilfredsstillende slutning på historien? Overraskelser? Død? Hjertebankende scener? Følelsesmæssigt payoff for personerne efter at have bygget op til disse i årevis? Eller slet og ret en lykkelig slutning?

Uanset hvilke af ovenstående, du vægter højest, så leverede Duffer-brødrene det i Stranger Things femte og sidste sæson. Og ikke mindst i det to timer lange finaleafsnit.

Det var tilbage i 2016, at vi første gang stiftede bekendtskab med de fire 11-årige D&D-spillende venner Mike, Will, Lukas og Dustin. I den lille fiktive by Hawkins i staten Indiana i 80’erne. Hvor mærkelige og uhyggelige ting hurtigt begyndte at ske. Hvor portaler blev åbnet til et parallelunivers kaldet The Upside Down fyldt med uhyggelige monstre. Og hvor drengene mødte og blev venner med en 11-årig pige ved navn Eleven. På flugt fra det statsejede laboratorium, hvor hun var vokset op som levende eksperiment, og med telekinetiske evner.

Serien blev en suveræn blanding af gys, 80’er-hyldest og coming of age, der må have gjort Stephen King dybt misundelig. Og hvor barndommens magi efterhånden blev afløst af – lidt for – voksne unge, der stadig mere indædt, men altid sammen, bekæmpede monstrene fra The Upside Down.

Så det er med god grund, at Stranger Things er blevet Netflix’ første og største serie. Da finalesæsonen havde premiere i begyndelsen af november, fik den således 59,6 millioner visninger i den første uge. Et svimlende tal, der gjorde den til den mest sete i 90 ud af de 93 lande, Netflix viste den i. 

Alene det har lagt et enormt pres på seriens finale for at ”gøre det rigtigt”. For vi ved alle, at man kan lave storslåede sæsoner af en serie, og afsnit, der prises for at være noget af det bedste, der nogen sinde er produceret. Men hvis man kikser slutningen, ja så vil folk diskutere det til evig tid, og det vil kaste en skygge over hele serien.

Så hvordan lander det så? Tjah, i betragtning af en sæson, der var forsinket, og som presser nogle få korte skoleår ind i 10 års realtid for sine hovedpersoner, og de skyhøje forventninger fra de mange fans, der tæppebombede nettet med teorier om slutningen, var der ingen måde – ingen overhovedet – at Duffer-brødrene kunne have tilfredsstillet alle. Men forsøget på at gøre det alligevel har ført til en slutning, der rammer alle tonelejer, og som på samme tid viser både det værste og bedste ved Stranger Things.

Lad os tage det værste først – ud over, at børneudgaverne af skuespillerne havde mere magi end de nu 20+ årige, der stadig skal illudere, at de går i gymnasiet. Der er forbavsende få overraskelser i det spillefilmslange finaleafsnit. I betragtning af, at Stranger Things er en sci-fi serie fuld af alternative dimensioner, er slutningen meget lige ud ad landevejen.

Samtidig har man forsøgt at give Upside Downs hovedmonster Vecna en mere forsonende baggrundshistorie – hvilket gør ham langt mindre interessant og langt mindre skræmmende end det fuldtonede monster, vi blev præsenteret for i sæson 4.

I det hele taget er skræmmefaktoren kraftigt reduceret i Stranger Things sæson 5, fordi serien allerede i sine foregående 44 timer har skræmt os alt det, den overhovedet kunne. Hvilket har været en del. Derfor tyr Duffer-brødrene i stedet til simpel action-galore.

Det var lige lovligt tykt at se sine elskede hovedpersoner forvandlet til fuldbårne actionhelte og bekæmpe et Godzilla-stort monster i nogle scener, der mest af alt minder om noget taget ud af en Star Trek film fra 70’erne.

Men så kommer det gode. Hvordan sidste sæson – og finaleafsnittet i særdeleshed – leverede helt i top på sine personer. Ikke mindst i den 45 minutter lange epilog.  Jamie Campbell Bower overgik således sig selv som Henry Creel/Vecna, så man på samme tid fik ondt af den første og ønskede den anden død på mest grusomme vis.

Hver eneste scene mellem sherif Hopper og Eleven var til 12 med stjerne, lige som alle afskedsscenerne. Stort set alle seriens væsentlige personer fik deres eget strålende slutøjeblik. Og samtidig huskede Duffer-brødrene, hvorfor Mike (Finn Wolfhard) var så vigtig for historien. Efter stort set ikke at have gjort noget i tre sæsoner bærer han de sidste 15 følelsesfyldte minutter.

På den måde var serien tro mod sig selv til det sidste. Stranger Things har altid i sit hjerte handlet om venskab. Og det faktum, at til slut var det venskaberne, der reddede alt, var den smukkeste finale, man kunne tænke sig.

På den måde fuldender Stranger Things sæson 5 den cirkel, der begyndte i 2016. Vi forlader Hawkins velvidende at børnene fra sæson 1 har forandret sig – ikke alt for meget, men tilstrækkeligt til, at de kan blive sunde, lykkelige voksne på trods af alt det, de har været igennem.

Og når Dustin i sin eksamenstale taler om det kaotiske gode, så rammer han også kernen i finaleafsnittet. Det er kaotisk, men også og især I sidste halvdel rigtig, rigtig godt.

Så tak Duffer-brødre for 10 fantastiske år i Hawkins. For de fremragende musikvalg undervejs, der har udødeliggjort et hav af allerede fede 80’er-numre for nye lyttere. For ikke at lade serien ende i et blodbad á la det røde bryllup i Game of Thrones. Og for at forblive tro mod det, der betød mest i serien: Hovedpersonerne og deres indbyrdes forhold.

Og så vil jeg lukke øjnene og mindes min favorit-scene i Stranger Things: Finaleafsnittet i sæson 3, hvor Dustin synger 80’er-hittet Neverending Story, mens alt er kaos.

TITEL: Stranger Things sæson 5
VARIGHED: 8 afsnit på i alt 10 timer og 20 minutter
LAND: USA
INSTRUKTØR: Matt Duffer & Ross Duffer
MEDVIRKENDE: Winona Ryder, David Habour, Finn Wolfhard, Millie Bobby Brown, Gaten Matarazzo, Caleb McLaughling, Natalia Dyer, Charlie Heaton, Joe Keery, Noah Schnapp, Sadie Sink, Maya Hawke, Priah Ferguson m.fl.