Kan man blive forelsket i en figur i en tegnefilm? Svaret er et klart ja, for det er svært ikke at knuselske den syv-årige hovedperson i Totto-chan: Den lille pige i vinduet.
Hun er hyperaktiv, altid nysgerrig og fuld af ord. Hende der klapper med låget til skolepulten, fordi det er en fantastisk lyd. Og som får hele klassen til at stå ved vinduerne, fordi en gruppe musikanter kommer forbi udenfor.
Den slags går ikke i Tokyo i 1940 på kanten af 2. Verdenskrig. Eller mange steder stadigvæk. Så Totto-chan bliver smidt ud af skolen, fordi hun forstyrrer undervisningen for meget.
Hvilket er det bedste, der kunne ske. For i stedet ender hun i den alternative Steiner-lignende skole Tomoe Gakuen, hvor børnene får lov til at udtrykke sig langt mere frit.
Klasseværelset er i en gammel togvogn. Og skolen ledes af Hr. Kobayashi, der må være en af de bedste lærere i verden. Han er i hvert fald den første voksne nogensinde, der bare lader Totto-chan være helt sig selv.
Ved deres første møde insisterer Hr. Kobayashi på at få en snak med Totto-chan på tomandshånd. Han opfordrer hende til at snakke om, hvad der falder hende ind, hvilket er stort set alt.
På den måde omfavner og ikke mindst favner han skolens elever, der alle er anderledes. Det gælder også den kristne og stille polioramte dreng Yasuaki, der bliver Totto-chans nære ven. Venskabet mellem de to, og Totto-chans anstrengelser for at hive Yasuaki ud af hans skal, er nogle af de mest hjertegribende i filmen.
Og sideløbende vælger Japan at gå ind i krigen, hvilket forandrer dagligdagen for alle, også på skolen.
Totto-chan: Den lille pige i vinduet bygger på en selvbiografi fra 1981 af Japans mest berømte talkshow-vært, den nu 92-årige Tetsuko Kuroyanagi. Det blev den mest solgte selvbiografi i verden nogensinde efter Anne franks dagbog. Og det kan man godt forstå, når man ser filmudgaven.
Der er noget Miyazaki-agtigt over filmen. Ikke mindst i de sekvenser, hvor Totto-chans fantasi omsættes til farverige drømmesekvenser i forskellige stilarter. Men det er ikke Studio Ghibli, men derimod selskabet Shin-Ei Animation og instruktøren Shinnosuke Yakuwa, der står bag.
Og det gør han mesterligt. Styrer ubesværet og sikkert den svære balance mellem at skildre verden ud fra et barns øjne og samtidig fortælle om den dystre krig, der lidt efter lidt sniger sig ind:
Soldaterne, rationeringen af mad, sulten og til slut bomber og ildstorm. Og midt i det hele står skolen med sin aldrig svigtende insisteren på tolerance over for forskellighed som en stille protest mod krigens galskab.
Det samme gør Totto-chans forældre: Faderen, der er violinist, tvinges til at spille militærmusik, og nægter. Og moderen bliver overfuset på gaden af en officer, fordi hun nægter at følge de officielle retningslinjer om at gå konservativt klædt.
Men det smukke er, at disse begivenheder hele tiden ses ud fra Totto-chans perspektiv. Og hvordan de mørke ting hele tiden illustreres gennem hendes iagttagelser. Som da en person, hun har set og talt med ofte, pludselig er væk – tydeligvis kaldt bort af krigen.
Det skinner klart igennem, at 2. Verdenskrig er et nationalt traume for japanerne. Men det er Yakuwas fortjeneste, at filmen ikke ender samme mørke og grumme sted som for eksempel Ildfluernes grav (1988), der også beskrev krigen og dens konsekvenser set gennem børn.
Tværtimod holdes tonen hele vejen lys og forhåbningsfuld – også når det ser mørkest ud. På den måde kan filmen sagtens ses af både børn i 7-års alderen og voksne – og den vil helt sikkert røre begge aldersgrupper.
TITEL: Totto-chan: Den lille pige i vinduet
VARIGHED: 114 minutter
LAND: Japan
INSTRUKTØR: Shinnosuke Yakuwa
MEDVIRKENDE DANSKE STEMMER: Betty Frisk-Melville, Valter Ekander, Peter Zhelder, Mikkel Boe Følsgaard, Natalie Madueño, Cecilie Stenspil m.fl.
