Du har været 25 år i papirbranchen. Du er en succesfuld mellemleder og valgt til årets papirmedarbejder. Men ak, dit firma bliver opkøbt af et amerikansk selskab, og du bliver fyret. Dit liv rutscher nedad, og du ender i et lavt betalt lagerjob. Du har knap nok råd til din families basale udgifter til mad, husleje og Netflix. Men vent, nu kommer du til jobsamtale til et job i papirbranchen, hvor du er topkvalificeret. Du er endda blevet advaret om din kommende chefs mest udspekulerede spørgsmål. Desværre er du i en Park Chan-wook film, og instruktøren er i sit mest sataniske humør. Derfor sidder du under hele samtalen og bliver blændet af sollyset fra skyskraberen overfor. Uanset hvordan du vrider dig på din stol. Så du smiler alt for bredt til jobinterviewernes uimponerede silhuetter.
Du er Man-su. Og filmen, som du er med i, uden at du ved det, er den sorte komedie-thriller No Other Choice. Det seneste i den stigende bunke af beviser på, at den koreanske instruktør er en af de mest elegante nulevende filmskabere.
Som udgangspunkt har Mansu ellers alt. Det ved vi fra filmens indledningsscene, hvor han samler familien – konen Miri, teenagesønnen Si-one og dattere Ri-one – til et langt et-minuts knus. Midt i den hyggeligt overgroede have i deres hus – der også er hans barndomshjem – mens han sukker og siger ”Jeg har alt”.
Den slags udtalelser har altid en skæbnesvanger klang. Især når de kommer i starten af en film. Men alligevel bliver vi fanget ind af Man-su’s evne til at sætte pris på de ting, der er i hans liv. Vi ønsker ham det bedste, og det bliver vi ved med, på trods af de horrible ting, han gør.
Man-su vil nemlig gøre alt for at bevare sin familie og deres liv. Derfor beslutter han sig for at skaffe den mand af vejen, der har et tilsvarende mellemlederjob i en anden papirvirksomhed., samt de kandidater, der i så fald er hans nærmeste konkurrenter til jobbet.
Det bliver en mildt sagt rodet affære. Og samtidig må han slås med jalousi, da Miri har taget deltidsjob hos en yngre, attraktiv tandlæge.
Normalt plejer skurkene i Park Chan-wooks film at være smarte, beregnende Machiavelli-agtige typer. Skurke der planlægger langt frem og hele tiden er adskillige skridt foran alle andre. Men ikke Man-su. Hans desperation giver ham ganske vist en kluntet form for beslutsomhed. Men det står hurtigt klart, at han er dårligt egnet til vold og drab.
Ingen af Man-su’s mord går som planlagt. Hvordan skulle de også kunne det? Man-su forsømmer ikke en chance for at skvatte ned af en mudret skråning, og Kiri afbryder ham konstant med telefonopkald på facetime på de værst tænkelige tidspunkter. I det hele taget er Park en mester i æstetisk at indbygge moderne teknologi i sin film.
Dertil kommer ofrenes egne absurde personligheder, der ligeledes stiller sig vejen for, at drabene kan udføres hurtigt og nemt. På den måde er No Other Choice en film, hvor man som tilskuer aldrig ved, hvad der nu sker. Det er som at følge en løbsk pinball-kugle.
Men jo mere at handlingens kaos sænker sig over filmen, jo mere omhyggelig og metodisk bliver Park i sin måde at udnytte mulighederne i terrænet og arkitekturen. Faktisk føles hvert eneste sekund og indstilling i filmen som noget, Park ikke har kunnet vente med at filme.
En menneskejagt skimtes et øjeblik gennem to trafikspejle på en skrånende gade. Mansu snakker, mens hans datter sidder på en gynge i haven, hvilket indikeres af Ri-One’s gule støvler, der kontant vipper ind i billedet. Og man kunne blive ved.
Sådan arbejder en sand mester, og man kan blive betaget af No Other Choice alene for dette. For handlingens kaos-logik eller den sublime spil fra hovedpersonerne. Herunder Lee Byung-hun i rollen som den mere og mere desperate Man-su.
Eller man kan nyde filmen for dens spiddende ironi omkring den moderne forretningsverdens sammenlægninger, outsourcing og, viser det sig, AI. Alt sammen noget, der med et snuptag fjerner eksistensgrundlaget for os mennesker og den sanselige kontakt med de ting, vi producerer.
Og i sidste ende er No Other Choice også en satire over en mand, der ser sin maskuline identitet truet fra alle sider.
Men uanset hvad, der fanger dig mest som tilskuer, er Parks film årets første mesterværk.
TITEL: No Other Choice
VARIGHED: 139 minutter
LAND: Sydkorea
INSTRUKTØR: Park Chan-wook
MEDVIRKENDE: Lee Byung-hun, Son Ye-jin, Woo Seung Kim, So Yul Choi m.fl.
