Filmanmeldelse: Grinchen – En rigtig ny-juleklassiker
Julemåneden er over os, og dermed også den årlige dosis TV-julekalendere og julefilm, der alle er spundet over samme tema: Noget truer den dejlige jul, men det ender altid med, at den alligevel bliver reddet, så julefreden endnu engang kan sænke sig.
Julebølgen har også nået Universal Studios, som denne gang er gået all in med en animeret version af historien om julehaderen Grinch. Det er selskabets 18. annimationsfilm, der kommer i halen på succes-serier som ”Schrek”, Grusomme mig” og ”Kung Fu Panda”.
Grinch er en klassisk amerikansk figur – en slags folkelig amerikanisering af gamle Ebenezer Scrooge fra Charles Dickens berømte ”Et juleeventyr” (1943). Han blev skabt af børnebogsforfatteren Theodor Seuss Geisel med bogen ”How The Grinch Stole Christmas” (1957), som han udgav under synonymet Dr. Seuss, og er siden blevet en fast del af den amerikanske julefortælling.
Man kan heller ikke beskylde Universal for, at have tænkt særlig meget ud af boksen. I ”Grinchen” bor Grinch præcis som i bogen på sit ensomme bjerg, sur og gnaven sammen med sin loyale hund Max, der ikke får mange kærlige ord for sin loyalitet.
Neden for bjerget i dalen ligger den glade og hyggelige by Hvemstrup, hvor alle Hvemmerne pynter op og glæder sig til jul. Det bliver til sidst for meget at se på for Grinch, der beslutter sig for at stjæle julen fra Hvemmerne.
Midt om natten sniger han sig ind i byen forklædt som julemanden i sin store kane og hugger alle julegaver, alt juleknas og hver en stump juleudsmykning i byen. Den eneste, d og effekterne er opdager hans besøg, er den lille pige Cindy-Lou. Hun har bygget en fælde for at fange julemanden og personligt overbringe ham sit juleønske: At hendes mor må blive mindre presset og stresset.
Grinch håber, at Hvemmerne vil blive fortvivlede over, at han har stjålet alt, men da de i stedet står sammen og fejrer det, som julen virkelig står for – varme og næstekærlighed – bliver han pludselig i tvivl om sit forehavende.
Som sagt har Universal satset på det absolut sikre. Der er ikke meget kant i ”Grinchen” for slet ikke at sigen ingen overhovedet. Det hele er så pussenusset, at det balancerer hårfint på sødmegrænsen. Og Grinch figuren selv har på ingen måde samme skarphed eller ondskabsfuldhed, som der var om Jim Carrey, da han spillede Grinch i julefilmen ”How The Grinch” Stole Christmas (2000).
Når ”Grinchen” alligevel luner mere, end den kvalmer, skyldes det ikke mindst, at Universal har givet scenografien og effekterne omkring den velkendte historie et ordentig skud saft og kraft.
Opfindsomheden oser ud af både opbygningen af Hvemmestrup (hvem vil ikke gerne bo i en by, hvor snerydningsmaskinerne, laver sneen om til læssevis af snebolde?) og af Grinch bjergbolig. Sidstnævnte er som taget ud af et par episoder af Walther og Trofast med smarte, Storm P. -agtige indretninger.
Læg dertil nogle sjove bifigurer i form af en halvkuldret ged og et tykt, godmodigt rensdyr, og vips har man en lækker skål julekonfekt for hele familien.
Som en ekstra chokoladekugle oven på det hele er en festlig forfilm, hvor to af de kendte minions skal undslippe et velbevogtet fængsel. Og så er filmens grundbudskab om at se bag det afsindige gaveræs og ind til det, som julen virkelig handler om, jo tiltrængt her knap to uger efter Black Friday.
”Grinchen” er ikke synderlig original eller dyb, men den har alle ingredienser til at være en ny juleklassiker.
Grinchen – 90 minutter – USA – Instruktør: yarrow Chesney og Scott Mosier – Medvirkende (danske stemmer): Niels Olsen, Vega Nana Mehrens, Mikael Bertelsen, Lise Baastrup, Al Agsami, Rasmus Kolbe m.fl.
