Så passerede vi årsskiftet og har haft de sidste biograftpremierer i 2025. Et gyldent filmår er slut, med forbavsende mange fremragende både danske og udenlandske film.
Traditionen tro vil jeg derfor omtale en række film, der alle fik topkarakter og seks popcorn på bloggen i 2025. Hele otte værker der alle beviser, hvor magisk, bevægende og livsbekræftende det kan være at sidde i biografsædet. Otte værker, der understreger hvor fantastisk et medie film er. Og otte værker som alle, der elsker film, ikke bør snyde sig selv for.
EMILIA PEREZ
Forestil dig en afstumpet mexicansk narkokartelboss, der parterer sine fjender og serverer stykkerne som hundemad, men som drømmer om at skifte køn og blive kvinde. Og forestil dig dette fortalt som en musical. De fleste filmselskaber og instruktører ville nok løbe skrigende væk fra sådan en idé. Men ikke den franske instruktør Jacques Audiard, som var modig nok til at vove sig ind i all disse umuligheder. Resultatet er en film så overdådig og underholdende, at dens skamløse mod til at gå nye veje kun overgås af dens krystalklare præmis om, at vi mennesker altid har et valg og muligheden for at forandre os til den, vi virkelig er. Zoe Saldaña er fantastisk som overstresset men underpåskønnet advokat. Men er Saldaña fantastis,k er spanskfødte Karla Sofiá Gascon intet mindre end eminent som gangsterchefen Manitas/den kønsskifteopererede Emilia. Gascon er transkønnet og blev selv kønsskifteopereret i 2018. Hun balancerer på enestående vis både Manitas brutalitet og smerte og Emilias feminine sødme så alle følelser kan aflæses i den skiftende krop. En fantastisk start på filmåret 2025.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4636
PIGEN MED NÅLEN
Man kan roligt sige, at Magnus von Horns nye film ”Pigen med nålen” skyllede ind over de danske biografsale på en brusende tidevandsbølge af omtale. Lige fra verdenspremieren på sidste års Cannes Filmfestival til Oscar-nomineringen få dagen inden premieren i Danmark. På samme måde følte man sig ramt af en bølge på alle sanser og slynget rundt, når man så filmen. ”Pigen og nålen” er ikke bare totalt kompromisløs i sin fortælling. Den er en overdådig visuel sort/hvid åbenbaring, der kaster tilskueren 100 år tilbage i tiden til en stumfilmsæstetik, der er en blanding af Murnaus ”Nosferatu” (1922) og Robert Wienes ”Dr. Caligaris Kabinet” (1920). Rendyrket tysk neo-ekspressionisme. ”Pigen og nålen” bygger løst på den autentiske historie om Dagmar Overbye, der drev et undergrundsadoptionsbureau, men i virkeligheden kvalte børnene og smed dem i kloakken eller brændte dem i kakkelovnen. Pigen med nålen kunne nydes for sin vidunderlige sort/hvide billedside og fantastiske scenografi. Magnus von Horns største genistreg er dog, at han har sat Danmarks måske to stærkeste skuespillerinder – Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm – op imod hinanden som to tidevandsbølger, der brydes mod hverandre. Trods mange forsøg kom der ikke en bedre dansk film i 2025.
Læs anmeldelsen her https://cinemadsen.dk/?p=4645
FLOW
En sjælden gang imellem oplever man en film, der lige fra første sekund fanger én ind og samtidig fuldstændig fortryller én med sin originale fortælling og sin fantastiske visualitet. Den lettiske instruktør Gints Zilbalodis nye animationsfilm ”Flow” er en af den slags film. Åbningsscenen varer over fire minutter, og allerede på dette tidspunkt, er man selv uhjælpeligt blevet suget ind i historien og fuldstændig forgabt i animationens dybde og detailrigdom. Det er historien om en navnløs kat, der bor i en skov, som oversvømmes af en nærmest bibelsk flodbølge. Og en nærmest Noad Ark-agtig fortælling om, hvordan katten derefter driver omkring i en båd med et flodsvin, en lemur, en labrador, en sekretærfugl og resten af hundekoblet. Det er en af filmens mange fortryllelser, at den umiddelbart kan forstås og fortolkes af både store og små – uanset af den er ordløs bortset fra naturens egne og dyrenes lyde. Det er sjældent at opleve en animationsfilm i spillefilmslængde helt uden ord og så smuk visuelt som denne. Så hvis man kun orkede at se én animationsfilm i 2025, var det denne her, du skulle se.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4745
DRØMME
Den norske instruktør Dag Johan Haugeruds film Drømme vandt ikke bare Guldbjørnen ved Berlinalen 2025. Filmen om den unde 17-årige Johannes forelskelse i sin fransklærer Johan er en af de fineste og mest nænsomme beskrivelser af den første forelskelse i et andet menneske i alle dets faser, jeg nogen sinde har set på film: Det totale fokus, hvor hver lyd, bevægelse og berøring står næsten supernaturalistisk klart; Forventningens glæde, der på smukkeste vis illustreres, da kameraet følger Johannes ord og tanker gennem byens skiftende kvarterer på vej mod Johannas lejlighed; Og beruselsen over bare at se et glimt på afstand af objektet for sine følelser. Hovedpersonen spilles med stor overbevisning og indlevelse af Ella Øverbye. Og selv om ”Drømme” er en klassisk snakkefilm, skal ordet her forstås i den mest positive betydning. Som var det en Richard Linklater produktion, får man aldrig nok af at høre Johanne fortæller om sit liv. Man forlod selv biografen forelsket. Og min egen 17-årige datter, der ellers ikke lige sådan lader sig imponere, udbrød spontant ”Det var en virkelig god film”. Større ros kunne den ikke få.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4776
VI HAR STADIG I MORGEN
En italiensk kvinde vågner ved siden af sin mand. Hun siger imødekommende ”Buongiorno” (godmorgen), hvorefter han vender sig i sengen og slår hende hårdt uden et ord.Derefter svulmer romantiske 40’er-toner ud over lærredet, mens Delia står op for at starte sin dag. For hende er voldelige overgreb tilsyneladende lige så fast en del af hverdagens rutiner, som at børste sit hår eller klæde sig på for at gå på arbejde. Sådan starter Paola Cortellesis instruktørdebut, der blev en af årets mest mindeværdige oplevelser. Filmens skarpe og smukke sort/hvid billedside minder om klassisk neorealisme. Men i stedet bruger Cortellesis humoren til at skabe et billedskønt, morsomt, feministisk drama. På samme måde er en scene mellem Delia og ungdomskæresten Nino, hvor de sammen deler noget chokolade og viser hinanden deres chokoladedækkede tandsmil, næsten Chaplinsk poesi. ”Vi har stadig i morgen” ér en kærlighedshistorie, men snarere end romantisk kærlighed handler den om en mors kærlighed til sin datter. Blændende spillet af instruktøren selv i den altbærende hovedrolle. Tilsammen gør disse ingredienser ”Vi har stadig i morgen” til et lifligt smagende, italiensk mesterværk.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4852
HJEM KÆRE HJEM
Jeg elsker Frelle Petersens film. Så enkelt kan det siges. Den sønderjyske instruktør evner som få at skabe langsomhed og dybde – og en inderlig troværdighed, som var det i virkeligheden dokumentarfilm han lavede med tilskuerne som fluer på væggen. Efter ”Onkel” (2019) og ”Resten af livet” (2022) fuldender Frelle Petersen sin sønderjyske triologi med et mesterligt portræt af, hvordan det er at være gammel – og hvordan det er at skulle tage sig af vores gamle på en værdig måde. Her bliver hovedpersonen Sofie voldsomt udfordret. Hun er enlig mor efter en skilsmisse og gymnastiktræner for blandt andet sin datter, da hun begynder sit nye job som kommunal hjemmehjælper. Hovedrollen spilles suverænt og med stor indfølelse af Jette Søndergaard, der nærmest må opfattes som Frelle Petersens hofskuespiller. ”Hjem kære hjem” fremstiller en verden, som alle, der har været i kontakt med hjemmeplejen, vil kunne genkende. Derfor burde den også indgå som fast pensum for alle, der uddanner sig til hjemmehjælper, og for de politikere om myndighedspersoner, der med deres beslutninger tager værdigheden fra de ældre og arbejdsglæden og omsorgen fra dem, der arbejder i faget.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4876
TERNET NINJA 3
Hold da kæft, hvor er det godt – #AskeOgOnkelStewartStyrerHashtagMeToo! ”Ternet Ninja 3” er en bedrift på så mange måder, at man med det samme burde rejse en statue af Anders Matthesen med Onkel Stewart ved siden af og Aske og Ternet Ninja spadserende foran. Det er egentlig vildt, at nogle af de bedst sælgende danske biograffilm nogensinde, er tre animationsfilm om en teenager og hans hævngerrige ninjadukke, leveret i et sprog, der sender et stor klat mudder lige op i ansigtet på MeToo-bølgen. I al respekt naturligvis, for Matthesen kan kunsten at levere selvironi på mest sorte og udsøgte vis. Han ryster ikke det mindste på hånden, men leverer en tredje og afsluttende film, der runder historien perfekt af. Og som lagt sammen med de to første film gør Ternet Ninja til et sprudlende mesterværk i dansk filmhistorie. Med personer, der står skarpere end i mange ikke-animerede film. Og med en humor, der er så veltoneret og velkoreograferet, at den rent faktisk ér sjov og får én til at grine – og på den måde giver de fleste danske komedier totalt baghjul.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4950
BOB TREVINO LIKES IT
Ind imellem oplever man en skuespiller, der ikke styres af den sømmelighed, som normalt kontrollerer selv de bedste. Hvor følelserne ikke holdes i skak, men flyder frit og utæmmet ud over siderne. Sådan er det med Barbie Ferreira i Tracey Laymons ”Bob Trevino Likes it” lige fra første scene og billede. Hovedpersonen Lily er endt som en kæmpe pleaser. Hendes dørmåtte-attitude er resultatet af et helt livs svigt fra hendes far Bob. En fuldblods narcissist, som konstant minder hende om, hvordan hun har ødelagt hans liv ved at blive født. Da Lillys far afskærer forbindelsen, skriver hun i desperation til en Facebook-profil uden billede, som hun tror, er hans. Det viser sig dog at være en anden Bob Trevino. Men Lily forsætter kontakten, fordi hun håber, at denne anden Bob kan være en slags far for hende. Den nye Bob er da også hjælpsom og støttende på en måde, Lilly aldrig har oplevet før. Han har dog sine egne dæmoner, idet hans kone og han begge forsøger at komme over deres søns død. Langsomt udvikler der sig et venskab mellem de to. Mens de stille og roligt bryder hinandens forsvarsværker ned, gør filmen det samme med vores. Man græder, når Lily gør. Og man går ud af biografen med smil i hjertet og Bob’s ord i baghovedet: ”Vi er alle gået lidt itu. Men du skal nok klare det”.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=5002
