Forestil dig en afstumpet mexicansk narkokartelboss, der parterer sine fjender og serverer stykkerne som hundemad, men som drømmer om at skifte køn og blive kvinde. Og forestil dig dette fortalt som en musical.
De fleste filmselskaber og instruktører ville nok løbe skrigende væk fra sådan en idé. Men ikke den franske instruktør Jacques Audiard, som var modig nok til at vove sig ind i all disse umuligheder.
Resultatet er en film så overdådig og underholdende, at dens skamløse mod til at gå nye veje kun overgås af dens krystalklare præmis om, at vi mennesker altid har et valg og muligheden for at forandre os til den, vi virkelig er.
Nåh ja, så vandt den også tre priser i Cannes sidste år, herunder for bedste skuespillerinde. Men den slags er – næsten – hverdagskost for Audiard, der også vandt priser i Cannes for filmene ”Lev, Elsk, Paris” (2021), ”Dheepan” (2015) og ”Profeten” (2009).
Narkobaronen Manitas del Monte ( i fuldt skurkeornat med sølvtænder og grovgruset stemme) ønsker at trække sig ud. Ikke fordi han har fået samvittighedsnag over alle dem, han har slået ihjel, eller fordi han føler sig trængt af sine fjender. Men fordi han ønsker at ”omfavne sit sande jeg – som kvinde”.
Derfor hyrer Manitas forsvarsadvokaten Rita, der er kendt for at hjælpe skurke med at gå fri, til at finde den rette kirurg og et skjulested til sin familie.
Operationen lykkes, men efter fire år kontakter Manitas, der nu er blevet til Emilias Perez, igen Rita. Hun savner sine børn, der tror, at deres far er død, og som lever med deres mor Jessi i landflygtighed i Shweiz.
Ved Ritas mellemkomst bliver familien flyttet tilbage til Mexico og ind hos Emilia, der præsenteres som Manitas fjerne kusine. Samtidig forsøger Emilia at råde bod på sin blodige fortid. Hun opretter en NGO, der ved hjælp af hendes kontakter i gangsterverdenen hjælper pårørende med at finde ligene af narkokartellernes mange ofre. Og hun finder endda også kærligheden undervejs.
Men er Emilia virkelig blevet andet menneske? Og hvad sker der, hvis hendes efterladte ”enke” Jessi, pludselig vil giftes med en gammel flamme og tage deres børn med sig?
Som sagt må man beundre Audiards mod til at fortælle en anderledes historie – og endda gøre det på et andet sprog og i en helt anden kultur end sin egen. Og for at vove at plante ønsket om at skifte køn i et ultra-macho miljø.
Men selv om filmen beskæftiger sig med et kønsskifte, er det ikke en kønsforkæmperfilm i gængs forstand. Manitas skifte er snarere et middel til at vise filmens grundlæggende pointer: Længslen efter frihed til at være sit sande selv; Valget, der er der selv under de mest umulige forhold; Og kærlighedens altid healende kraft.
Det er også modigt af Audiard at holde fast i musical-formatet, som på forunderlig vis giver en følelsesmæssig dybde til nogle af scenerne, som de ellers ikke ville have fået. Da Emilia på et tidspunkt har en sang-snak med sin mindste søn om hans savn efter sin far, får ordene således en anderledes alvorlig resonans, end hvis de bare var blevet sagt. Og Rita får flere gange formidlet sin dobbelthed omkring det liv, hun lever, og de skurke, hun er med til at få frikendt.
Audiard bruger heller ikke meget tid på en anden klassisk plottråd i den slags film: Frygten for at blive genkendt eller opdaget. Der er ingen tvivl om, at ”Emilia Perez” ville have været en anden film, hvis Emilia havde været modig nok til at betro sin familie, hvem hun virkelig er. Men hendes tavshed sætter rammen for filmens hæsblæsende klimaks.
Filmens fejende flotte billedside er et visuelt overflødighedshorn, men det er først og fremmest de tre kvinder i dens centrum, der gør den til, hvad der kan blive årets bedste filmoplevelse.
Zoe Saldaña er fantastisk som den overstressede men underpåskønnede advokat, der alligevel siger ja til endnu en aftale og køres ud til et hemmeligt sted med en hætte over hovedet. Her møder hun Manitas for første gang, og man er ikke i tvivl om, at han uden tøven ville få hende slået ihjel, hvis hun fejler.
Men er Saldaña fantastisk er spanskfødte Karla Sofiá Gascon intet mindre end eminent som Manitas/Emilia. Gascon er transkønnet og blev selv kønsskifteopereret i 2018. Hun balancerer på enestående vis både Manitas brutalitet og smerte og Emilias feminine sødme så alle følelser kan aflæses i den skiftende krop. Og det er tydeligt, at Gascon har nydt at dykke ned i den maskuline verden igen for en stund, selv om hun i dag lever som kvinde. Hele filmen afhænger af, at vi tror på skiftet både det kropslige og det personlighedsmæssige – at Emilia virkelig bliver den person, som hun aldrig har kunnet før. Og det gør vi.
Mellem disse to poler har sangeren og skuespillerinden Selena Gomez mindre at lege med som Manitas kone/”enke” Jessie. Ulykkelig i sit ægteskab ved hun, at hendes magt kun rækker, indtil hun bliver byttet ud med en yngre model. Og da hun endelig tror sig fri til at følge sin kærlighed til en hemmelig elsker, aner hun ikke, at hendes mand fortsat er lige ved siden af i Emilias skikkelse og vidne til affæren.
Resultatet er et mesterværk af en film, hvor Audiard er mindre interesseret i at opbygge suspense end at undersøge, om mennesker virkelig forandrer sig. I Emilias tilfælde er svaret, at det nok er mindre, end hun bryder sig om. Men det er mere end nok til at skabe en forskel for en masse mennesker.
Emilia Perez – 132 minutter – Frankrig, Belgien, Mexico og USA – Instruktør: Jacques Audiard – Medvirkende: Zoe Saldaña, Karla Sofía Gascón, Selena Gomez, Adriana Paz. Edgar Ramírez m.fl.
