Da James Camerons “Avatar” (2009) havde première for snart 13 år siden, var det en af disse enestående filmoplevelser, som man aldrig glemmer. Aldrig før havde man oplevet en blockbuster-storfilm skabt fra grunden til at blive vist i 3D, og ingen film har siden gjort det mere storslået.
Det vil sige ikke før nu, hvor efterfølgeren ”Avatar: The Way of Water” i disse dage har premiere over hele verden.
For lad mig slå det fast med det samme: Den nye Avatar-film er intet mindre end et visuelt mesterværk. ”Avatar: The Way of Water” indeholder scener, som vil få dig til at spærre øjnene op, mens dit hoved snurrer rundt og dit hjerte banker af fryd.
Historien starter stort set, hvor den forrige slap: Den delvist lammede marinesoldat Jake Sully blev sendt til naturplaneten Pandora, hvor hans bevidsthed blev overført til en avatar-udgave af det lokale Nav’vi-folk. Han endte med at blive slutte sig til Na’vierne i deres oprør mod menneskene, tage Na’vi-kvinden Neytiri som sin mage, inden han til sidst lod sin bevidsthed permanent overføre til sin avatar.
Den nye film springer 10-15 år frem i tiden, der hurtigt dækkes i introen. Jake og Neytiri har skabt en familie sammen bestående af sønnerne Neteyam og Lo’ak, datteren Tuk og adoptivdatteren Kiri.
To er blevet til seks og alt ånder idyl i skovene på Pandora. Lige indtil menneskene vender tilbage ledet af Jakes ærkefjende Oberst Quaritch, som Neytiri ellers dræbte i den første film, men som sammen med flere andre soldater er blevet genoplivet i deres egne Na’vi- Avatarkroppe.
Jake vælge at flygte med sin familie for at redde både dem og stammen fra Quaritch’ forfølgelse. De undslipper ud til de afsidesliggende øer i den østlige del af Pandora, hvor de bliver optaget som en del af Havfolket og lærer deres skikke, og hvordan man overlever i havet.
Men til sidst finder Quaritch frem til dem og begynder skånselsløst at slå Havfolkets nære allierede, de hvallignende tulkaner, ihjel for at lokke Jake frem til en endelig konfrontation. Her kæmper han ikke bare for sig selv og stammen, men for sin familie.
Som det fremgår er handlingen såre simpel – i virkeligheden ikke andet end en snor af klichéer hægtet sammen for at skabe tilstrækkelig rygrad for filmens uovertrufne visualitet. Bevare James Camerons erfaring omkring action fornægter sig ikke. Men filmens afsluttende scener om bord på et synkende skib minder nærmest om et remake af hans egen ”Titanic” (1997)
Og det er netop problemet med ”Avatar: The Way of Water”. At historien lige så godt kunne være proppet ind i en effektiv Netflix-thriller og lige så nemt være blevet fortalt på to timer i stedet for filmens svimlende 3 timer og 12 minutter.
På den måde er “Avatar: The Way of Water” fyldt med scener, der udelukkende eksisterer på grund af deres nærmest skulpturelle, æstetiske magi. Det er som en gigantisk virtual reality rutschetur eller som en actionfilm på grænsen til at være en animeret fantasi. Men med næsten nul dimensionalitet i figurerne. Det 3-dimensionelle ligger udelukkende i billederne.
Men igen hvilke billeder. Aldrig har vand eller havet taget sig så smukt ud, så alene af den grund er der grund til at synke ned i biografsædet og bare nyde synet.
Avatar: The Way of Water – 192 minutter – USA – Instruktør: James Cameron – Medvirkende: Sam Worthington, Zoe Saldana, Sigourney Weaver, Stephen Lang, Kate Winslet, Jamie Flatters, Britain Dalton, Trinity Jo-Li Bliss m.fl.
