FILM: Den perfekte chef – Javier Bardem stråler som karismatisk manipulerende chef
Nogle gange er det en enkelt persons præstation, der afgør, om en film er ordinær eller i særklasse. Sådan er det med den spanske instruktør Fernando León de Aranoas nye film ”Den perfekte chef”. Titlens magnetisk manipulerende chef spilles således med fænomenal indlevelse af Javier Bardem.
Han havde også hovedrollen i Aranoas film ”Mandage i solen” (2005) om en gruppe arbejdsløse havnearbejdere. Her er tingene imidlertid vendt 180 grader på hovedet, og det er ikke systemets tabere, men vindere der spides i instruktørens tragikomiske arbejdspladssatire.
Bardem spiller Julio Blanco, den karismatiske chef for et familiejet firma i en spansk provinsby, der fremstiller vægte i alle størrelser.
Firmaets motto er loyalitet og balance. Og Blanco ynder at holde sentimentale taler, hvor han minder medarbejderne om, at han og hans smukke kone Adela ikke har nogen børn, og at han derfor opfatter de ansatte som sin familie og sig selv som deres beskyttende far.
Men det viser sig snart at være en højst dysfunktionel familie: En tidligere ansat, der er blevet sagt op, har i protest slået lejr ude foran fabrikkens grund med sine børn og startet en indædt enmandsprotest. En af virksomhedens afdelingschefer er inde i en dybt personlig krise, fordi hans kone vil forlade ham, og begynder derfor at begå dyre fejl. Og en af de unge kvindelige praktikanter kaster lange, længselsfulde blikke på Blanco, der villigt forfører hende, kun for at opdage, at hun er datter af en af hans og Adelas nære venner.
Samtidig har en priskomité meldt deres ankomst for at afgøre, om virksomheden skal have endnu en hæderspris.
Blanco har derfor ryggen mod muren, mens han mere og mere hektisk skal forsøge at skabe balance i alle ubalancerne.
Og her er det så, at hans egne ubalancer langsomt men sikkert demaskeres: For bag den forlorne faderlighed, som han salvelsesfulgt hælder ud over medarbejderne, er Blanco fuldstændig blottet for menneskekærlighed. Den respekt han omgiver sig med dækker over et slangeagtigt rovdyr blottet for enhver moral og loyalitet andet end den, der tjener ham selv. Og hans ord om, at de ansattes problemer er også hans, gælder kun i den udstrækning, det gavner ham selv eller firmaet.
Undervejs
minder ”Den perfekte chef” sine steder om mafia-klassikeren ”Godfather”, med
Blanco i rollen som beskyttende mafiachef for en pris. Da en trofast ansat får
problemer med sin søn, der arresteres for racistisk overfald, spørger han således
Blanco om hjælp og får den. Men Blanco tøver ikke med at bruge faderens taknemmelighed
til en gentjeneste, da han ikke med lovlige midler kan fjerne den protesterende
eksmedarbejder foran fabrikken. En beslutning der får tragiske konsekvenser.
Som nævnt er dette om noget Javier Bardems film.
Han leverer en tour de force pragtpræstation i fremstillingen af Blancos
komplekse, bedrageriske natur, hvor magten nok kan smile, men aldrig er til at
stole på.
”Den perfekte chef” blander effektivt komiske optrin med en stadig mere nådesløs
handling, hvor Blancos ord om ”at nogen gang må man snyde for at få vægten til
at balancere” til fulde demonstreres. Og med en slutscene, der i sig selv er
filmkunst, når det er allerbedst.
Den perfekte chef – 116 minutter – Spanien – Instruktør: Fernando León de
Aranoa – Medvirkende: Javier Bardem, Almudena Amor, Manolo Solo, Oscar de la
Fuente, Sonia Almarcha, Celso Bugallo m.fl.