FDer er få ting, der er mere følelses- eller tabubelagt, end ufrivillig barnløshed. Lige som valget om at afslutte en graviditet med abort er fyldt med alskens tanker og dilemmaer er selve det overhovedet at blive gravid – eller ikke kunne blive gravid – det også. Trangen til at skabe nyt liv ligger på den måde dybt begravet som en urkraft i mange mennesker.
Sådan er det også for hovedpersonen i Cecilie McNairs tankevækkende og fængslende spillefilmsdebut ”Ønskebarn”.
36-årige Hannah er fertilitetslæge på en privatklinik, hvor hun succesfuldt hjælper par med at opfylde deres drøm om ønskebarnet. Men der er en bagside af medaljen. Hannah ønsker nemlig også brændende at blive gravid og mor og går selv i behandling.
Men tiden går og Hannahs beholdning af brugbare æg svinder ind. Og da hendes sidste forsøg på at blive kunstigt befrugtet ender med blod i underbukserne, møder hun den ligesindede 10 år ældre karrierekvinde gry, der står i samme situation.
Deres møde får store konsekvenser. Gry er faretruende tæt på aldersgrænsen for fertilitetsbehandling og er allerede blevet afvist på mange andre klinikker. Men Hannah indvilger i at hjælpe hende med et sidste forsøg. Samtidig beslutter hun sig imidlertid for også at inseminere sig selv.
Dermed er hun i fuld fart på vej ned af en moralsk og etisk glidebane og en konfrontation med Gry, som hun ellers er blevet tæt med via deres fælles barnløshed.
Cecilie McNair forsøger ikke at skjule denne glidebane. Og selv om man er på hovedpersonens side og forstår hendes motiver, får man også serveret hendes værste sider. Instruktøren kunne uden tvivl været dykket endnu dybere ned i de etiske og moralske dilemmaer, men ”Ønskebarn” giver et meget klart indtryk af, hvor smertefuldt det er både psykisk og fysisk igen og igen at skulle gå gennem hormonbehandling og kunstig befrugtning.
Samtidig må man beundre Cecilie McNair for, at hun gennem sin debut viser, at hun rent faktisk har ambitioner om at fortælle sin historie filmisk.
Det oplever man allerede fra filmens allerførste billede, hvor kameraet i bogstaveligste forstand er trængt helt ind i det mest sårbare og rettet mod en livmoderhalsåbning. Den ultimative port til både håbe og fortvivlelse.
Og fotografen Signe Vadstrup formår gang på gang at fange sin hovedperson i klaustrofobiske billedkompositioner som en ydre illustration af den indre klaustrofobi, som hun føler ved at være fanget i en krop, der ikke kan give hende det barn, hun så brændende ønsker.
Endelig viser ”Ønskebarn”, hvorfor Danica Curcic er en gevinst for enhver film. Hver eneste gang, den 37-årige danske skuespillerinde dukker op på lærredet – og det er efterhånden en del – formår hun at levere et umiddelbart tilstedevær og en fornemmelse af, hvordan tonsvis af følelser gemmer sig under underfladen præcis som den del af isbjerget, der gemmer sig under vandet. Følelser der bare venter på at blive givet fri.
Skulle man endelig indvende noget, er det, at der sagtens kunne være brugt mere en filmens 92 minutter til at uddybe og brede historien mere ud. Men ”Ønskebarn” vækker klart både interessen og appetitten for at se, hvad Cecilie McNair ellers har på hjerte. Forhåbentlig er det en del.
Ønskebarn – 92 minutter – Danmark – Instruktør: Cecilie McNair – Medvirkende: Danica Curcic, Christine Albeck Børge, Karen-Lise Mynster m.fl.
