DEBAT: Dokumentarserie om TV2 udstiller både styrken og svagheden ved MeToo-debatten

Så skete det omsider. Den længe ventede dokumentar om sexisme og seksuelle krænkelser på TV2 havde premiere på Discovery+.

Vejen dertil har været knudret. Oprindeligt skulle TV2 selv have stået for dokumentaren sammen med produktionsselskabet Impact. Og det ville have klædt TV-stationen, hvis det var blevet sådan. Men planen blev bremset af TV2’s ledelse, og materialet og samarbejdsaftalen med Impact TV endte i stedet hos Politiken, der først valgte at skrotte researchen og siden sprang helt fra. Endelig endte bolden hos Discovery+, mens Dagbladet Information har hjulpet med dele af den omfattende research.

Resultatet er en tre timer lang dokumentar i tre afsnit. Konceptet er ikke stor, banebrydende filmkunst. Til gengæld er det særdeles effektivt i sin simpelhed: I alt 11 kvinder fortæller om deres oplevelser som ansatte på TV2, og deres historier underbygges af arkivmateriale undervejs.

Har ”MeToo: Sexisme bag skærmen” så været værd at vente på? Ja helt bestemt. De mange kvinders udsagn blotlægger en kultur og et sted, hvor grænserne mellem det private og livet på arbejdspladsen var væk. Og en TV-station, hvor det moralske kompas, som gerne skulle sørge for, at chefer hverken opfordrer eller indgår seksuelle relationer med medarbejderne, også var fraværende.

På den måde tjener dokumentarserien som en nyttig og særdeles synlig advarselslampe mod en syg magtkultur. Men samtidig udtrykker den også svagheden ved MeToo-debatten.

Når TV-værten Maria Andersen i slutningen af serien siger ”Kultur handler ikke om enkelte personer – det er noget, vi alle sammen er en del af”, så illustrerer hun, at det handler om langt mere end liderlige chefer, der opfører sig som galpende alfahanner. For det var ikke blot dem, men alle på TV2 – inklusive de pågældende kvinder – der var en del af kulturen. Eller sekten som nogen betegner det. De kvindelige ansatte sagde ikke fra. De lod stå til. De slutshamede hinanden. Og de snakkede selv til festerne om, hvem de gerne ville score.

Det er blevet meget politisk korrekt i krænkelsesdebatten at hævde, at den krænkede intet ansvar har for at sige fra. Og at ansvaret ensidigt ligger hos krænkeren. Men gør det nu også det? Selv i de situationer, hvor ”offeret” ikke følte sig krænket i situationen?

Det gælder for eksempel seriens kronvidne Therese Philipsen, der begyndte på TV2 som 23-årig praktikant. Allerede to uger efter ansættelsen fik hun øjekontakt med en af cheferne ved en fest, så op til ham, følte sig smigret over hans interesse og valgte at tilbringe natten med ham.

Var der tale om tvang? Nej. Voldtægt? Nej. Truede han med at ødelægge hendes karriere? Nej. Var det dårlig dømmekraft fra chefens side? Ja måske, men vel ikke dårligere end Thereses egen dårlige dømmekraft, da hun indlod sig med ham.

Nogle vil fremhæve den store aldersforskel mellem den purunge og langt ældre chef som afgørende problematisk for chefen, men det smager af moralpoliti. Vi snakker om to voksne mennesker, og de fleste myndige over 18 år vil nok have sig frabedt, at nogen bestemmer eller stiller sig til dommer over, hvem de skal gå i seng med.

Therese Philipsen fortæller også i serien om det overgreb, som Jess Dorph-Petersen angiveligt udsatte hende for. Et overgreb som Jess Dorph-Petersen allerede offentligt pure har benægtet. Og lige her kommer dokumentaren ikke med yderligere dokumentation, der kan understøtte anklagen. Det forbliver påstand mod påstand.

Men selv om Jess Dorph-Petersen aldrig har fået sin sag prøvet i en rigtig retssag, er han allerede blevet dømt ude af folkedomstolen og fyret fra sin tidligere arbejdsplads på grund af beskyldningerne. Og det på baggrund af en advokatundersøgelse, som senere er blevet erklæret juridisk uvildig.

På den måde flimrer begreber som skyld og uskyld rundt i luften, som de ofte gør, nå MeToo-debatten får navne på og bliver personlig frem for at holde sig til det principielle.

Så selv om ”MeToo – Sexisme bag skærmen” rammer følelserne, så rammer den ikke lige så uplettet rent, som Sofie Linde gjorde, da hun kickstartede MeToo-debatten ved Zulu Comedy Galla i 2020. Med sin egen historie om en chef, der truede med at ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob.

Sofie Linde stod fast og gav den pågældende chef fingeren – og har ikke trods stort pres haft behov for at offentliggøre hans navn. Fordi det ikke drejer sig om personen, men om sagen.

Hun formåede at sige klart fra, og bringer håb om, at de kommende generationer af kvinder og mænd gør det samme. Kun på den måde undgår man en gentagelse af den syge magtkultur på TV2.