Det starter voldsomt intenst. Tre mellemøstlige bandemænd sider i en bil og skændes højlydt om at give en narkopusher, der er trængt ind på deres område, en afklapsning. Det ender fatalt, og den ene af mændene, Amir, bliver dræbt.
10 år senere har hans bror Cairo, der også var med i bilen, forladt bandemiljøet og lever af at hjælpe andre kriminelle gennem exitprogrammer. Han er gift med barndomskæresten Cille og alt er godt, indtil hans 16-årige nevø Hamza pludselig forsvinder.
Politiet virker hælslæbende, så Cairo er nødt til at dykke ned i den underverden, han troede, han var sluppet fri af, for at finde ud af, hvad der er sket med Hamza. Han kontakter blandt andet barndomsvennen Saddam, der modsat Cairo er blevet i bandemiljøet og benhårdt styrer narkohandlen i kvartet. Og snart må han gå gevaldigt på kompromis med sin moral og sande, at forskellen på de to måske ikke er så stor endda.
Der er lavet mange film om kriminelle, der forsøger at starte på en frisk – også i Danmark. Og også en række fornemme danske film om bandemiljøer såsom Nicolas Winding Refns ”Pusher”-triologi (1996-2005), ”Pizza King” (1999), ”Gå med fred Jamil” (2008), ”Nordvest” (2013), ”Underverden” 1 og 2 (2017-2022), ”Danmarks sønner” (2019) og ”Shorta” (2020).
Der er med andre ord masser at skulle leve op til for instruktøren Jahfar Muataz – og så er det endda hans debutspillefilm. Derfor er det også imponerende, at det faktisk lykkes ham at levere en konstant eksplosiv og dynamisk film.
Nørrebro omkring Bispebuen, Lundtoftegade-kvarteret og Nørrebro Station er den perfekte kulisse for fortællingens bande-ramasjang. Og manuskriptet er oversået med ordet fuck (jeg opgav at tælle hvor mange halvvejs), sætninger som ”Jeg flækker dig din fucking luder” og scener med muskelsvulmende mænd, der (ned)stirrer hinanden i øjnene på få centimeters afstand.
Vi taler æresdryppende, mande-intimidering ad libitum. Her er der ikke plads til kvinder og børn, selv om de i virkeligheden spiller en kæmpe rolle for historien og dens centrale mysterium. Spørgsmålet ”Hvad er din datters yndlingsfarve” fungerer således som en dåseåbner, når Cairo skal have lukket de kriminelle op, så de går videre med exit-programmet.
Selv Saddam begynder at indse, at hans bandeliv gør ham til en fraværende far, og at det måske er på tide at trække stikket.
Men det er svært, at trække sig tilbage fra en verden, der drives af sin egen nådesløse logik, hvor hver handling har konsekvenser både på kort og lang sigt, og hvor det er mere end svært at skelne venner fra fjender.
Da Cairo graver sin pistol og knojern op er han klar til kamp, men mod hvem? Er det Saddam eller nogen af hans mænd, der står bag Hamzas? Forsvinden. Er det en konkurrerende serbisk bande? Eller en gådefuld gruppe recister fra Vestegnen?
”Hele vejen” kunne nemt være endt som en ren kliché. Men takket være ikke mindst det komplicerede forhold mellem Cairo og Saddam og den kendsgerning, at de begge har langt flere og dybere lag end de voldsparate fuck-dig-attituder gør filmen nærværende og interessant.
Afshin Firouzi og Albert Arthur Amiryan fylder deres roller perfekt ud, mens de kredser om deres fælles fortidstraume og skiftevis skubber hinanden væk og har hinandens ryg. Begge udstråler en maskulin tyngde og evne til at intimidere fysisk, der kan mærkes langt ned i biografsalen.
Så sæt dig tilbage i sædet og nyd dette tour-de-forceagtige dyk ned i bandeland. Dog må jeg som mangeårig Nørrebro-beboer fortælle filmens manuskriptforfattere, at man altså ikke lige sparker dørene ind til lejlighederne i Lundtoftegades betonboligblokke, som to politifolk ellers lægger op til i en af filmens scener. De er nemlig på grund af områdets generelle kriminalitet for mange år siden blevet erstattet af pansrede døre.
Hele vejen – 103 minutter – Danmark – Instruktør: Jahfar Muataz – Medvirkende: Afshin Firouzi, Albert Arthur Amiryan, Stephanie Leon, Charlotte Fich, Tarek Zayat m.fl.
