Hvor starter tingene egentlig?
Det store og i og for sig eksistentielle spørgsmål bliver hurtigt centralt, da jeg en dag i starten af marts sidder i de hyggelige kontorlokaler over Grand Biografen i København og interviewer Henrik og Alexander Ernst. Far og søn og to af hovedpersonerne i Christian Sønderbys danske doku-udkantsdrama ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”, der har premiere på dette års CPH:DOX.
Filmen er en opfølger til Sønderbys anmelderroste ”Testamentet” (2011). Fortællingen om brødreparret Henrik og Christian Ernst og deres familietraumer og livsudfordringer sat i spil af en mulig mangemillionarv fra deres afdøde morfar, der dog viser sig at være narreguld.
Men hvorfor er to’er?
HENRIK: ””Testamentet” er jo blevet vist mange steder. Og hver gang kom der folk og spurgte, hvordan det gik med min bror Christian og med mig. De ville gerne se mere, og jeg ville også gerne selv se mere. Jeg havde brug for at vise, hvem jeg er, for jeg har skjult mange ting i mit liv. Skjult hvordan jeg virkelig havde det indeni. Og Christian Sønderby var jo nærmest blevet en del af vores familie, så jeg inviterede ham til Alexanders konfirmation, og det blev lige som startskuddet til film nummer to.
ALEXANDER: Christian kom ud til os en måned før min konfirmation og spurgte, om jeg havde lyst til, at han filmede mig til den nye film. Jeg var ikke i tvivl og sagde ja med det samme.
ALEXANDER: Jeg har altid følt, at jeg ikke fik min egen stemme i den første film, hvor jeg jo kun var 8 år gammel. Samtidig blev jeg moppet hele min skoletid på grund af ”Testamentet”. Børn er jo børn, og de drillede mig med, at min far var arbejdsløs og røg hash, og at han derfor var en taber. Og at det var jeg så også. Jeg syntes aldrig, at jeg fik lov til at fortælle den historie om mig selv, som jeg gerne ville fortælle. At jeg ikke er som mine forældre, men vil noget andet med mit liv.
ALEXANDER: Jeg troede, at jeg ville få en frisk start i gymnasiet, men det viste sig tværtimod, at filmen ved en del af pensum. Heldigvis gav min lærer mig lov til ikke at lave opgaven, men i stedet være den, som de andre i klassen kunne spørge omkring den. På den måde fik jeg omsider en stemme.
Så den første film har på en måde skabt behovet for den næste hos dig. Ville du ønske, at ”Testamentet” aldrig var blevet lavet?
ALEXANDER: Ja.
Hvad med dig Henrik? Det var jo dig der tog initiativ til den første film, da du i sin tid kontaktede Christian Sønderby. Hvordan har du det med, at Alexander er blevet mobbet så meget på grund af den?
HENRIK: Set i bakspejlet tror jeg, at jeg ville have foretrukket, at der aldrig var blevet udsendt en etter. At Christian bare var fortsat med at filme, så man kunne se hele historien på én gang nu.
HENRIK: Men helt ærligt. Da vi optog ”Testamentet” var jeg ligeglad med alt undtagen måske Alexander. Jeg havde bare lyst til at fortælle min historie. Fortælle alt og gå all in. Og det gjorde jeg så. For mig handler det også om, at folk skal kunne genkende sig selv i det. At min historie kan inspirere andre, så de ikke oplever det samme.
HENRIK: Det handler jo om nogle grundlæggende ting ved at være menneske, at være mand og at være far. Begge film sætte fokus på den sociale arv og det med at være en dårlig fadermodel. Se bare mig, jeg brugte 10 år på at sidde og spille computerspil, ryge hash og drikke bajere, fordi jeg havde ondt af mig selv. Det var først, da det gik op for mig, at jeg var en lige så dårlig far for mine børn, som min far havde været for mig, at jeg besluttede mig for at forsøge at ændre tingene. Og samtidig har jeg og Alexanders mor Ceci følt, at det var vores skyld, at Alexander også begyndte at ryge hash.
Var det det Alexander?
ALEXANDER: Nej det var ikke deres skyld. Det har jeg også sagt til dem. Det kom dels af, at mine venner og jeg var vilde med en tv-serie, der hed ”Trailer Park Boys”, hvor der bliver røget meget hash, og det virkede cool. Samtidig spillede jeg i metalband, og i det miljø er der mange, der ryge hash. Så jeg begyndte også, og jeg forsøgte at skjule det mine forældre. Men det er vildt svært at skjule over for nogle, der selv ryger hash.
ALEXANDER: Det er enormt dobbelt, for der er også gode ting ved at ryge hash. Jeg har fået rigtig mange venskaber på den måde og man har det sjovt og alting virker og smager bedre. Men det gjorde mig også til en dårligere ven og kæreste. Og det ødelagde min skolegang i gymnasiet, så jeg endte med at droppe ud i et halvt år. Heldigvis fik jeg tilbud om at skifte til HF, og det blev vendepunktet. Jeg fik løst mine problemer og kom videre.
Det var jo som to meget ærlige film, hvor Christian har fulgt jer som fluen på væggen, og hvor i fremtræder meget autentiske. Men er det rigtigt? Er det de ægte Henrik og Alexander, som man ser i filmene, eller er jeres reaktioner også præget af, at der var kamera på?
HENRIK: Jeg vil sige, at det rigtig meget er mig. Den eneste scene, som er lidt konstrueret, er der i ”Testamentet”, hvor jeg brænder et kors af og samtidig brænder nogle billeder fra min barndom og ungdom. Her var det Christian Sønderby, der kom og sagde, at i alle gode historier, er der en scene, hvor helten brænder sin fortid. Jeg gik med på ideen, men derfra stak det fuldstændig af og var totalt frit flow fra min side.
HENRIK: Men ja, det har ændret noget for mig, at der var kamera på. Ikke her og nu i øjeblikket, men fordi jeg godt vidste, at vi var i gang med at lave en film, og kom til at være en slags miniinstruktør. Det satte jo alle mulige tanker og processer i gang i mig, som måske ville være kommet alligevel, men slet ikke så hurtigt, hvis det ikke var blevet filmet.
HENRIK: Her spillede Christian også en rolle. Når kameraet var slukket, snakkede vi rigtig meget om tingene. Han spurgte, hvordan jeg havde det, og han kunne finde på at spørge ”Har du så tænkt dig at gøre noget eller ej?”. På den måde har han været tæt inde over hele vejen.
ALEXANDER: For mig handlede det meget om at vise, at jeg ikke er som min far og min onkel. Derfor var jeg ret striks med, hvordan Christian fremstillede mig i filmen.
ALEXANDER: For eksempel talte jeg med ham om det med at vise, at jeg også ryger hash. Jeg sagde, at det var okay, at han viste det en enkelt gang for at vise, at æblet ikke falder langt fra stammen. Lige dér havde det en narrativ værdi, men derefter skulle han fokusere på andre sider af mig. På den måde er der optaget mange flere scener, end der kommer med i den færdige film.
Hvordan har det været med et menneske, der er kommet og har filmet jer igennem 14 år?
HENRIK: Ha ha jeg tror alle sammen, at vi har hadet Christian på et tidspunkt.
ALEXANDER: Jeg kan huske, at jeg var så træt af det på et tidspunkt, at jeg skrev til ham, at jeg ikke gad være med i projektet mere. Han var meget forstående og skrev hurtigt tilbage ”fair nok, lad os tale om det om en uge, når vi ses”. Det gjorde vi så, og så faldt tingene ned igen. Og her bagefter er jeg glad for, at han fortsatte.
HENRIK: Jeg tror, a5t jeg hadede ham, fordi alle andre derhjemme hadede ham. Jeg kunne mærke, hvordan det stressede Ceci, og så hoppede jeg bare med.
Nu ender filmen jo med håb. Du Henrik får generhvervet dit kørekort og får et job som elektriker. Og du Alexander får taget din eksamen. Var det vigtigt for jer, at det skulle ende godt?
HENRIK: Ja, det tænker jeg. Jeg vil godt give folk noget inspiration og håb.
ALEXANDER: Jeg er enig. Der er mange, der går igennem livet og oplever ting og ender som spøgelser. Jeg synes, vi viser, at når vi kan komme over at være en dysfunktionel familie og lære at gøre det bedre, så kan alle.
ALEXANDER: Bare se mig nu. Jeg arbejder som musiklærer på Viborg Ungdomsskole, hvor jeg fungerer som voksen for børn. Endda uden at være uddannet lærer. Og jeg håber at fortsætte på den måde i så lang tid, at jeg bliver ansat permanent.
Hvad vil I gerne have, at folk får ud af filmen?
HENRIK: Jeg tror, at tiden er moden til at tale om den moderne manderolle. Mænd har generelt svært ved at tale om følelser, fordi det ikke er noget, der har fået med hjemmefra. For mig er det imidlertid blevet min forløsning. I stedet for at lyve, er jeg ikke længere bange for at vise, hvad jeg tænker og føler. Jeg er blevet afklaret med, at det er sådan, det er, og sådan at jeg føler.
HENRIK: Men jeg ved ikke, om jeg decideret håber, at folk kan lære noget af at se filmen. Det handler jo også om forholdet mellem børn og forældre. Børn har brug for voksne rollemodeller, og de har brug for voksne, der bruger tid på dem.
HENRIK: Og så synes jeg lige som Alexander, at filmen viser, hvordan vi kommer igennem nogle ting som familie. Vi er ikke længere en dysfunktionel familie. Vi fungerer godt i dag og er blevet meget bedre til at acceptere tinges tilstand.
Jeg kan heller ikke lade være med at spørge, om du har kontakt til din bror Christian? I ender jo ret forskellige steder i filmen, da han beslutter, at blive medlem af den nationalistiske gruppe ”Hellige Danmark”, der har forbindelser til den serbisk-ortodokse kirke.
HENRIK: Vi har kontakt og snakker jævnligt sammen. Men det er udfordrende, fordi jeg ikke tror, at man kommer langt med ekstremisme. På den anden side, har religionen også skabt ro og stabilitet i Christians liv. For 10 år siden ville han havde solgt sin sjæl og sine nærmeste for et skud heroin. Nu går han i stedet rundt og prædiker kristne budskaber.
Hvad med dig? Hvilken rolle spille religion og Gud for dig?
HENRIK: Kender du det, når man som lille var kommet til at smadre en rude og bad til Gud om at hjælpe en lige nu i dette øjeblik. Det virkede for mig dengang, og det gør det stadigvæk. På den måde har jeg min egen lille kristendom. Og når der sker gode ting i mit liv, så føler jeg mig taknemmelig og kigger op og takker Gud.
ALEXANDER: Jeg er også troende. Jeg går ofte i kirke og overlader mine bekymringer til Gud. Andre gange beder jeg om et tegn på, hvilken vej jeg skal gå, så jeg kan kæmpe videre. På den måde giver troen mig tryghed.
ALEXANDER: Man kan sige, at Gud fandt mig. Det skete en helt almindelig dag, hvor jeg faktisk havde det okay. Men så hørte jeg nogle kirkeklokker i det fjerne, og pludselig begyndte jeg at græde. Det var ikke fordi, jeg følte mig trist, men jeg følte mig set og favnet. Så for mig er der ingen grund, til ikke at tro.
Kommer der en tre’er om jeres familie?
HENRIK: Jeg er klar. Hvis der gør, så kan Alexander få lov til at bestemme, hvad den skal handle om.
