Kender du Titanic-fornemmelsen? Den der uafvendelige fornemmelse af, at tingene uanset hvad styrer lige mod isbjerget. At skibet vil ende med at blive flænset op og forsvinde i det iskolde vand. Man vil så gerne have, at det udvikler sig anderledes. At skibet på mirakuløs undgår isbjerget og når sikkert i havn i New York, men man kender udfaldet.
Det er den samme synkende fornemmelse, jeg har indeni, da jeg ser Camilla Arliens debutfilm ”Hvis jeg dør i dag”. Den opstår allerede, da jeg læser filmens titel. Den borer sig fast, da jeg i indledningen hører instruktøren fortælle i en voiceover, hvordan hun og filmens hovedperson Jannik troede, at det skulle være en film om at lægge fortiden bag sig og gå efter sine drømme. Og jeg ved det fuldstændig sikkert, da hun omkring 10 minutter inde i filmen begynder at omtale ham i datid.
Da Camilla Arlien møder og filmer Jannik første gang, er han omkring 18 år gammel og allerede der er det skib, der er hans liv, på sin skæbnekurs: En problematisk barndom med en fraværende far, et heftigt temperament fyldt af ukontrollerede vredesudbrud og et massivt hashmisbrug kulminerer, da Jannik i en hashrus forsøger at dræbe sin kammerat med en kniv, mens han ligger på en sofa og sover med sin kæreste.
Bagefter kan han ikke forklare hvorfor, men idømmes fem år for drabsforsøg. Det er her Camilla Arlien begynder at filme ham og følger ham, da han bliver løsladt.
Men friheden bliver bare et nyt fængsel, for den plettede strafattest bremser Janniks drømme om et jobtilbud som lærervikar. Hver dag må han slås med dæmonerne i sit hoved og sine pludselige følelsesudbrud, der enten fører til total nedsmeltning og smadrede ting eller til, at han fryser.
Kun i musikken finder han ro og glæde og skaber nogle af sine fineste ting og øjeblikke. Men det er ikke nok.
Jannik er der, hvor han er mere bange for at være i live end død og til sidste vælter hele det indre korthus under vægten af modgangen og den unge mands følelsesmæssige skrøbelighed. Han synker ned i en psykose, og oplever et system, der atter engang ikke rigtig formår at gribe ham. Og ja, så ender det på den værst tænkelige måde.
Camilla Arlien filmer Jannik gennem syv år og styrer effektivt gennem sin undergangshistorie. Hendes voice over, der kunne have virket malplaceret, bliver den rolige, empatiske, reflekterende røde tråd gennem historien. Og hun kommer fint omkring resten af hans liv. Optagelserne af Jannik suppleres med besøg og interviews med hans søster kernefamilie, hans mor, hans venner, kammeraterne fra fængslet, hans teatergruppe, hans to kærester.
Camilla Arlien folder sin hovedperson helt ud, og hun gør det med både værdighed og kærlighed. Men samtidig er det så hjerteskærende at se på, at jeg havde lyst til at vende hovedet bort.
Jeg gjorde det ikke, for trods det uudholdelige er ”Hvis jewg dør i dag” også en både tankevækkende og nødvendig film. Et wake up call til os alle som mennesker og samfund om at skride ind, mens tid er. At have systemer og sociaile redningskranse klar, der kan samle folk op i tide.
Og den er en smuk mindetavle over et liv, der trods de dårlige valg var uerstatteligt.
Hvis jeg dør i dag – 98 minutter – Danmark – Instruktør: Camilla Arlien – Medvirkende: Jannik m.fl.
