En kvinde går rundt og pynter op i et farvestrålende filmstudie, mens hun venter på nogen. Kvinden er den 36-årige instruktør Nicoline Skotte. Og dem, som hun venter på, er hendes forældre Kim og Annette, som hun har inviteret til et møde. Et møde med hende og med hinanden sammen alle tre. Et forsøg fra Nicolines side på at få forældrene til at tale sammen om, hvad det var, der skete, da de gik fra hinanden 26 år tidligere. Ikke fordi, de skal finde sammen igen, men for at hele noget af det traume, som har plaget Nicoline siden skilsmissen for så mange år siden.
Sådan lyder præmissen i Nicoline Skottes film ”En fantastisk familie”. Det er et særdeles personligt emne, som hun har valgt til sin debutfilm. For personligt vil nogen måske mene og et dødsdømt projekt på den måde at agere terapeut og traumemægler for ikke bare sig selv, men også sine forældre.
Men det lykkes hende faktisk trods alle ods ikke blot at tegne et eftertænksomt portræt af forældrene, men også at orkestrere deres genforening på en så rummelig, nysgerrig og kærlig måde, at mange fuldtidsterapeuter burde se filmen og lære af den.
I store dele af ”En fantastisk familie” interviewer Nicoline sine forældre hver for sig omkring deres første møde, deres forhold og ægteskab – her og der suppleret af små interviews med venner og andre familiemedlemmer. Det er rendyrket dokumentarisme, og det illustrerer på forbilledlig vis forholdet mellem to ret uforenelige størrelser: Den rolige, jordbundne Kim fra Skjern og den på alle måder lager-than-life Annette fra Sjælland med krøllet, rødblondt hår, farvestrålende tøj og makeup, der er sendt til Jylland for at missionere for Jehovas vidner.
Man forstår udmærket, hvorfor den 10 år ældre Kim faldt pladask for dette eksotiske indslag i bybilledet, der hurtigt fik tilnavnet Barbie. Og man forstår, hvad det var, hun søgte i den fodboldspillende jyde, og hvordan han blev hendes billet væk fra Jehovas Vidner, men også hvorfor, hun aldrig blev forelsket i ham på samme måde.
Og frem for alt forstår man, hvorfor Nicoline holder af begge sine totalt forskellige forældre, for man kommer også selv til at holde af dem.
Filmen kredser især om den dag, hvor Annette fortalte Kim, at hun ville skilles, og hvor begivenhederne derefter udviklede sig meget voldsomt. Men hvad skete der egentlig? De to forældre husker tingene forskelligt, og Nicoline, der spillede en central rolle, bliver selv i tvivl om hun virkelig oplevede det, hun tror, at hun gjorde.
Samtidig har hun brug for en undskyldning fra sin far. Men det står ikke helt klart – måske heller ikke engang for hende selv – hvad det egentlig er, der skal undskyldes for. Er det barnets behov for en undskyldning fra sine forældre over, at de splittede hendes verden op? Eller er det fordi, en undskyldning vil understrege, at faderen erkender, hvad der skete den dag?
”En fantastisk familie” er et modigt projekt. Dels fordi Nicoline ikke har nogen fast plan for, hvordan mødet mellem de tre skal foregå. Filmstudiet er, som hun selv siger, et laboratorium, hvor man kan eksperimentere. Og det gør de så. De maler portrætter af hinanden, laver et mindealter, snakker og tager et nyt familiebillede – det første siden skilsmissen.
Filmen er også modig, fordi den understreger, at traumer ikke er noget, man forløser med et snuptag. Det kræver tid og parathed og frem for alt, at man lægger sin vrede fra sig og går åbent ind i projektet.
Og det er måske her, at modet viser sig allermest tydeligt. For mens traumet stadig eksisterer hos Nicoline, har hendes forældre på hver sin måde bevæget sig videre og lagt forholdet og den skæbnesvangre dag bag sig. Mødet er derfor ikke deres behov. Men de indvilger alligevel for at hjælpe deres datter i hendes proces. Og måske også på grund af et uerkendt behov hos sig selv for at mødes og starte et nyt kapitel i deres relation. Uanset hvad, så viser den åbenhed, at Nicoline og hendes forældre faktisk ér en fantastisk familie.
En fantastisk familie – 85 minutter – Danmark – Instruktør: Nicoline Skotte – Medvirkende: Nicoline Skotte, Annette, Kim m.fl.
