Det er lidt svært at få armene ned i dag. Ikke nok med, at solen skinner fra en skyfri himmel udenfor. Det er også i dag, at verdens næststørste dokumentarfilmfestival CPH:DOX starter for 22. gang og for en stund gør ikke blot København, men også store dele af Danmark til verdens dokumentarfilmscentrum.
I løbet af de næste 12 dage vil man kunne opleve mere end 200 af de ypperste dokumentarfilm fra alle dele af verden og med hver deres perspektiv på vores jord og tilværelse. Heraf kommer 36 af filmene fra Danmark og størstedelen af dem får verdenspremiere på festivalen.
Blandt dem er Christian Sønderby Jepsens ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”, der sammen med 11 andre film udgør feltet i CPH:DOX’ hovedkonkurrence DOX:AWARD.
CPH.DOX introducerer i år festivaltemaet ‘Right Here, Right now’. Formålet med temaet er at sætte ekstra fokus på menneskerettigheder og den regelbaserede internationale orden med film om blandt andet de aktuelle og meget højspændte situationer i Ukraine og Gaza, identitetspolitik og højrepopulismens fremmach.
”En kontemporær festival som CPH:DOX kæmper både med og mod virkeligheden, når vi vælger et tema. For nogle gange kommer verden os i forkøbet og stjæler opmærksomheden med internationale konflikter og store dagsordener, vi hverken kan eller vil ignorere. I år krydser virkeligheden og festivalens kuratering hinanden i næsten uhyggelig grad. Mens det internationale retssamfund er sat under akut pres af en genopstået begejstring for imperialisme, er tilliden mellem borgere, myndigheder og medier hårdt prøvet af lækkede dokumenter og tvivlsomme afsløringer af alt fra hvidt guld i Grønland til sorte svaner i retssystemet”, skriver CPH:DOX om årets tema.
CPH:DOX åbnes i år af den norsk/belgiske åbningsfilm ”Facing War” om den tidligere NATO generalsekretær Jens Stoltenberg. Det sker ved en stor åbningsgalla onsdag aften i Konservatoriets Koncertsal. Bagefter vil Jens Stoltenberg og statsminister Mette Frederiksen diskutere såvel filmen som det fremtidige NATO-samarbejde – en samtale der samtidig livestreames til et stort antal biografer og kulturhuse rundt om i landet. Mere højaktuelt kan det ikke blive, og det vækker begejstring hos festivalens kunstneriske direktør Niklas Engstrøm:
“Europa står over for en sikkerhedspolitisk krise, der synes at vokse sig større for hver dag, der går, og de europæiske statsledere haster i denne tid fra det ene topmøde til det andet for at finde fælles fodslag og passende foranstaltninger. Derfor er jeg taknemmelig for, at Mette Frederiksen og Jens Stoltenberg har taget sig tid til at besøge CPH:DOX og sammen diskutere værdien af diplomati i den nye verdensorden med udgangspunkt i festivalens åbningsfilm ‘Facing War’. De to toppolitikere kan med deres enorme erfaring fra den storpolitiske arena give folk over hele Danmark – fra København til Struer – et helt unikt indblik i det diplomatiske arbejde og deres syn på NATO-alliancen og den generelle sikkerhedssituation i Europa netop nu.”
Dermed er dokumentarfilmsfesten i gang. Og hvad skal man så vælge at se i dette overflødighedshorn af film? Her følger som sædvanlig en lille håndfuld forslag, der er CineMadsens bud på CPH:DOX 2024 oplevelser, man ikke må snyde sig selv for.
FACING WAR
Dette års åbningsfilm på CPH:DOX er en must-see film for alle, der er nysgerrige på den turbulente verden, vi lever i lige nu. Det er den norske instruktør Tommy Gulliksens fængslende portræt af Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO. Gulliksen har haft en enestående adgang til en af vor tids største politiske ledere midt i en brydningstid, hvor Stltenberg blandt andet havde lovet den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, at alliancen ville stå ved Ukraines side, så længe det krævedes.
19/03 – 19:30 – Kunsthal Charlottenborg
20/03 – 18:30 – Dagmar Teatre
23/03 – 14:00 – Politikens Hus
26/03 – 14:30 – Cinemateket
27/03 – 19:00 – Bremen Teater
28/03 – 16:45 – Grand Teatret
29/03 – 12:15 – Empire Bio
30/03 – 17:00 – Big Bio Nordhavn
FADEREN, SØNNERNE OG HELLIGÅNDEN
Hvis du elskede Christian Sønderby Jepsens dokumentar ”Testamentet” (2011) om en familie i udkantsdanmark og en arvestrid i millionklassen, vil du elske denne selvstændige opfølger. Filmen, der nærmest udgør den anden halvdel af en samlet historie, følger på ny brødrene Henrik og Christian og denne gang også Henriks søn Alexander og deres op- og nedture. Et fantastisk fluen-på-væggen portræt, om at kæmpe for at skabe stabilitet i sit liv og om at vise, at man kan bryde den sociale arv.
20/03 – 19:00 – Grand Teatret
23/03 – 19:00 – Empire Bio
25/03 – 16:40 – Grand Teatret
EN FANTASTISK FAMILIE
Den jyske instruktør Nicoline Skotte vender i sin modige og tankevækkende debutfilm tilbage til et familietraume – hendes forældres skilsmisse i 1997, da hun var 10 år gammel. Siden da har forældrene stort set ikke talt sammen, og den manglende kommunikation har haft stor indflydelse på hendes liv. Nu 27 år senere inviterer hun dem til at mødes for at se fortiden i øjnene, og tale om det svære og hvad der egentlig skete? Hvilket afhænger af øjnene der ser.
22/03 – 16:30 – Grand Teatret
25/03 – 19:00 – Empire Bio
27/03 – 19.00 – Cinemateket
29/03 – 20.00 – Park Bio
HVIS JEG DØR I DAG
Du vil ikke kunne undgå at blive dybt berørt af Camilla Arliens portræt af Jannik, der er i gang med at afsone en fem år lang fængselsstraf for drabsforsøg, og som efter sin løsladelse skal prøve at finde fodfæste både med sig selv og i verden. Janik er håbefuld og vil råde bod på sin fortid og leve et normalt liv, men det kan være svært, når man bærer rundt på en skrøbelig psyke og lever i et samfund, der ikke bryder sig om plettede straffeattester. Janik må konfrontere sin indre skyggeside, der altid har fortalt ham, at han er mere bange for at leve end for at dø.
21/03 – 18.45 – Empire Bio
24/03 – 16:45 – Empire Bio
26/03 – 19:30 – Røde Kors Frivillighus
27/03 – 12:00 – Dagmar Teatret
28/03 – 16:30 – Dagmar Teatret
HUMAN RACE
Endelig må du ikke gå glip af den danske instruktør Simon Lecs fascinerende film om professor Eske Willerslev. Lec og hans filmhold har fulgt Willerslev i fem år under hans store projekt med at kortlægge arvemassen fra fem tusind mennesker, der har ligget begravet i jorden i tusindvis af år – og hvordan de undervejs opdager helt nye ting om, hvem vi er. Filmen er en intim skildring af en konkurrencepræget videnskabsmand, men også en hjertevarm historie om en mand og hans videnskabelige projekt.
21/03 – 19:00 – Empire Bio
23/03 – 16:30 – Grand Teatret
25/03 – 20:00 – Nationalmuseet
26/03 – 15:00 – Bremen Teater
29/03 – 19:30 – Big Bio Nordhavn