Da de Danske Filmkritikere lørdag aften for 78. gang uddelte året Bodil-priser i et fyldt Folketeater i København var meget som det plejer: Smukke gallakjoler, glitrende pailletter, fotoshoots på den røde løber og Bodil-kage til at gå hjem på eller som start på efterfesten.
Og så var tingene alligevel anderledes. Det var nemlig første gang, at Bodil-Komitéen uddelte sine nye kønsneutrale priser. Nu skulle der ikke længere gives Bodil-statuetter til bedste kvindelige og mandlige hoved- og birolle, men kun til bedste hoved- og birolle.
I efteråret besluttede Danske Filmkritikere, der uddeler Bodil-priserne, at man ville være i front omkring kønsneutralitet – også selv om nogle frygter, at det vil føre til, at færre kvinder får en Bodil-pris.
Det må tiden vise. Ved Bodil-prisfesten lørdag aften endte det i hvert fald uafgjort: Lars Ranthe vandt prisen for Bedste Birolle for rollen som alkoholiseret far i Christina Rosendahls familiedrama ”Fuld af kærlighed”. Og Sidse Babett Knudsen fik karrierens fjerde Bodilstatuette for Bedste Hovedrolle for sin præstation i fængselsfilmen ”Vogter”, hvor en kvindelig fængselsbetjent pludselig står over for sin søns morder.
”Så det kan altså godt lade sig gøre som midaldrende mand at vinde en kønsneutral Bodil-statuette”, kommenterede Lars Ranthe i sin takketale, hvor han også bemærkede, at ”Det føles vanvittigt at stå her og uddele priser til hinanden, sådan som verden er lige nu.”
Modsat Robert-prisuddelingen, hvor ”Fuld af kærlighed” blev aftenens store vinder med hele syv Robert-priser, var der ikke nogen decideret ”vinder-film” til Bodil-festen.
”Fuld af kærlighed” vandt således ”kun” to Bodil-priser, og det samme gjorde Charlotte Sielings intense drama ”Vejen hjem”, om en far, der drager til det krigshærgede Syrien for at få sin radikaliserede søn til at forlade ISIS.
Ud over Lars Ranthes birollepris vandt ”Fuld af kærlighed” den nyindstiftede Bedste Ensemble pris. Her udtalte Bodil-Komitéen følgende:
”Fuld af kærlighed” står og falder med, at vi tror på, at familien i centrum er en ægte familie. For mens mange film fortæller om misbruget og misbrugeren, er mesterskabet i Christina Rosendahls selvbiografiske drama, at hun vender blikket mod alle dem, der bliver berørt af alkoholens deroute – også ægtefællen og børnene. Stine Stengade og Lars Ranthe som forældrene og Viilbjørk Malling Agger, Ella Paaske og Luca Uhde Jacobsen som deres tre børn er virkelig en overbevisende 90’er-familie. Med rødvinsmiddage, kærlighed, konflikter og indgroede mønstre, der er meget svære at bryde. Rygtet vil vide, at optagelserne var rige på følelser og tårer, og det lyser da også ud af filmen, hvor grundigt og harmonisk kvintetten har arbejdet på at få scenerne til at leve og ånde.”
”Vejen hjem” vandt til gengæld både en Bodil for Bedste Manuskript samt aftenens hovedpris for Bedste Film.
Aftenens mest inderlige øjeblik indtraf, da instruktøren Lars von Trier fik tildelt årets Æres-Bodil for sit ”Virke som den mest originale filmkunstner, Danmark nogensinde har haft”.
Lars von Trier var ikke selv tilstede. Det var til gengæld en række skuespillere og personer, der havde arbejdet tæt sammen med ham gennem årene, og som alle kom med meget personlige hilsner til instruktøren fra scenen.
Bodil-statuetten blev modtaget af von Triers fire børn, der medbragte beskeden om ”at det var på tide” fra deres far.
Totalt set fordelte priserne sig således:
Bedste Film: Vejen hjem
Bedste Hovedrolle: Sidse Babett Knudsen (Vogter)
Bedste Birolle: Lars Ranthe (Fuld af kærlighed)
Bedste Ensemble: Fuld af kærlighed
Bedste Dokumentar: The Son and the Moon
Bedste Engelsksprogede Film: Poor Things
Bedste Ikke-engelsksprogede Film: The Zone of Interest
Bedste Fotograf: Adam Wallenstein (Birthday Girl)
Bedste Manuskript: Vejen hjem
Æres-Bodil: Lars von Trier
Sær-Bodil: OFF
Henning Bahs Prisen: Amalie Skovhus Petersen (Madame Ida)
TV 2 Talentprisen: Lina Lund Jørgen (Mr. Freeman)