Vi kender alle den slags film, hvor en gnaven mand – som regel ældre – bliver venner med et barn. Ja faktisk har vi netop oplevet præmissen for lidt over en måned siden i Natasha Arthys danske film ”Honey”
Disse film følger altid et fast mønster, hvor den gnavne mand først af al magt prøver at modstå barnets tilnærmelser, indtil han alligevel ender med at give efter og opdager, at han både har brug for og kan lære noget af dette barn.
Nu puster den islandske instruktør Ninna Pálmadóttir imidlertid nyt liv i genren med en smuk og lovende debutfilm, der udfordrer præmissen og ikke mindst vores forventninger.
Det starter i den humoristiske ende. En typisk funktionærtype er kørt fast i noget vand midt ude i den storslåede islandske natur – tydeligvis helt ude af sit sædvanlige habitat. Ind fra højre kommer filmens hovedperson Gunnar, med viltert fuldskæg og gummistøvler, kørende i sin firhjulstrækker og får manden trukket fri og hjem til sig selv.
Først da finder vi ud af, at manden er kommet for at fortælle Gunnar, at myndighederne har eksproprieret hans gård, fordi den ligger i vejen for en ny dæmning. Og at han er nødt til at flytte med det samme, fordi gården bliver oversvømmet om to dage.
Gunnar modtager beskeden og den kæmpe store ekspropriationssum med stoisk, resigneret ro, for som vi skal se, betyder pengene ikke noget for ham. Da manden er kørt, pakker han nogle få ting, overlader sin elskede hest til en nabo og sætter kurs mod Reykjavik. Her køber han en beskeden lejlighed, hænger et billede af hesten op på væggen og forsøger at finde sig til rette i sit nye liv.
”Solitude” handler, som titlen antyder, om ensomhed – men om flere af slagsen. Der er forskel på at trives i sit eget selskab ude i naturen og den ensomhed, som man kan føle midt i vores moderne civilisation selv om man er omgivet af mennesker.
Gunnar fremstår nogle steder næsten som en fantasifigur om symbol på Islands mytiske fortid, men samtidig viser filmen, hvordan moderniteten skaber mangel på nærhed og skilsmissefamilier.
Det ville være nemt at afskrive Gunnar som en antisocial særling, men i virkeligheden har han intet imod selskab. Da han en dag møder det unge avisbud Ari fra huset overfor, og drengen venligt tilbyder ham en overskydende avis, siger Gunnar først nej. Men da Ari alligevel hænger den på hans dør, tager han imod den. Og da Ari en dag har låst sig ude, får han lov til at komme indenfor hos Gunnar.
Langsomt opbygges et venskab mellem disse to mennesker, der trods aldersforskellen begge er ensomme på hver deres måde. Gunnar fordi han aldrig er blevet gift og kun har fjerne familiemedlemmer. Ari fordi hans forældre er skilt og bruger tiden på deres respektive jobs og på at skændes om deres samværsordning.
Ninna Pálmardóttir er modig nok til at sætte tempoet i sin film helt ned, så den visse steder går næsten i stå. Nogle vil sikkert blive utålmodige, men for dem, der som undertegnede sætter pris på langsomheden, er det en sand åbenbaring.
Samtidig er store dele af filmen ordløs. Selvfølgelig taler Gunnar og Ari sammen, men mest af alt er deres venskab af den slags, hvor et blik ofte siger mere end tusind ord, og hvor det er nok bare at vide, at den anden er i rummet.
Som sagt udforer Ninna Pálmadóttir det forudsigelige og vores forventninger. Mod slutningen skaber en misforståelse store udfordringer, og skårene klinkes kun delvist. Igen vil det få nogle til at føle sig utilfredse, men samtidig er det også mere realistisk
På den måde knuser ”Solitude” både tilskuernes hjerter, men fylder dem samtidig.
Solitude – 75 minutter – Island, Slovakiet – Instruktør: Ninna Pálmadóttir – Medvirkende: Þröstur Leó Gunnarsson, Hermann Samúelsson, Anna Gunndís Guðmundsdóttir, Hjörtur Jóhann Jónsson m.fl.
