Måske er det bare mig, men jeg har det efterhånden lidt stramt med film, hvor vi igen igen igen skal se en stribe kvinder blive myrdet på bestialsk vis af en sadistisk morder.
I en verden, hvor vi lige nu hver dag i medierne kan følge retssagen mod manden, der er mistænkt for at myrde og partere 18-årige Mia Skadhauge, og retssagen omkring det lige så frygtelige knivmord på den højgravide Louise Borglit, er vi ikke i tvivl om, at der er mænd, der slår kvinder ihjel.
Men at gøre kvindedrabet til blodig underholdning på det brede lærred virker ærlig talt efterhånden som misogyn følelsesporno.
Hvad er således det dybere budskab bag en film, der starter med en kvinde, der får en plasticpose over hovedet til hun mister bevidstheden. Og som derefter sprættes op, da hun vågner og beder for sit liv, hvorefter hendes lig til slut udstilles som en morbid, nøgen skulptur foran et hjem for voldsramte kvinder?
Er det et skjult politisk budskab omkring mænds had og vold mod kvinder? Eller er det et forsøg på et indspark i den aktuelle abortdebat, at morderen udvælger sine ofre blandt unge kvinder, der har fået abort?
Svaret drukner i skuespilleren Julie Ølgaards og instruktøren Esben Tønnesens film, som blot giver os mere af det samme, som vi for eksempel fik i Netflix-serien ”Kastanjemanden” og mange andre film og serier før den.
Ud over at instruere spiller Ølgaard selv hovedpersonen Laura – en politikvinde med speciale i digital kriminalitet, som er på sygeorlov på grund af depression.
Hun bliver dog kaldt tilbage for at hjælpe med det makabre kvindemord. Ved siden af lige har man nemlig fundet en krypteret minivideo, som man håber, at Laura kan låse op.
Det lykkes selvfølgelig, og videoen viser mordet i al sin gru. Julie bliver sat til at opklare mordet sammen med en ny makker – den fåmælte Jesper, hvis kone er gravid – og snart bliver flere kvinder myrdet.
Englemagere var i gamle dage betegnelsen for kvinder, der dræbte uønskede børn. Her har begrebet så fået et tvist af de to instruktører, der klart kender genren og dens konventioner.
Desværre lykkes det ikke for dem at tilføje genren noget
nyt. Til gengæld får de effektivt afviklet deres historie på blot 94 minutter.
Det gør dog også, at man ikke når at gå i dybden og udbygge figurerne. Lige som
mange andre krimi- og seriemorderdramaer i disse år lider ”Englemageren” under,
at den ville have fungere langt bedre som en TV-serie.
Så når regnskabet skal gøres op, er der især tre ting, der gør, at ”Englemageren
alligevel er værd at bruge billetpenge på:
For det første får Roland Møller det maksimale ud af rollen som Lauras nye politimakker med den hårde skal udenpå og den bløde, hensynsfulde kæreste indenunder.
For det andet kan man nyde Neel Rønholt i en ultra kort birolle, hvor hun endnu engang beviser, at hun er en af Danmarks førende skuespillere.
Og endelig én del af filmen optaget med flotte droneoptagelser.
Men igen: Hvorforskal vi endnu engang se kvinder bestialsk myrdet?
Englemageren – 94 minutter – Danmark – Instruktører: Julie Ølgaard og Esben Tønnesen – Medvirkende: Julie Ølgaard, Roland Møller, Neel Rønholt m.fl.
