FILM: Før stormen – Menneskeskæbner på en stormflodstruet dansk ø

Hvad i alverden får en spanier fra Baskerlandet til at lave en film om Mandø? Spørgsmålet dukker uundgåeligt op, når man ser ”Før Stormen”, men uanset svaret, er man glad for, at instruktøren Juan Palacio sagde ja, da han blev prikket på skulderen.

På det tidspunkt var Palacios kendskab til Danmark begrænset til, at han havde kørt rundt som kameramand for Rune Klan. Derfor blev det også hans medinstruktør Sofie Husum Johansen, der kom til at stå for den indledende research.

Researchen blev til et fire år langt filmarbejde, hvor filmholdet blandt andet nåede at besøge Mandø ikke færre end 15 gange – hver gang af to-tre ugers varighed.

Undervejs opstod der et tæt tillidsforhold mellem filmfolkene og det ellers lukkede øsamfund. Resultatet er et enestående portræt af et lille samfund på kanten af naturens kræfter.

Som titlen antyder spiller vand en central rolle på øen, hvor man stadig taler om dengang i 1558, hvor en storm skyllede den oprindelige Mandø By bort og udslettede næsten hele øens befolkning.

Men det voldsomme vejr og oversvømmelserne, som kun er blevet værre af klimaforandringerne, er ikke den virkelige trussel. Bag om dette handler ”Før stormen” om den ulige kamp mellem land og by og mellem det moderne storbysamfund og en lille ø, som nok trækker tusindvis af sightseeing-turister til, men ikke mange nye fastboende. Og som derfor lige så stille og roligt er ved at dø ud i takt med, at beboerne går bort.

Filmen cirkler ikke mindst om øens eneste landmand Gregers, der har overtaget gården efter sin far Osvald, og som drømmer om at blive forelsket, lokke en sød kvinde til øen og stifte familie. Derfor melder han sig til datingprogrammet ”Landmand søger kærlighed”.

For det er svært at finde et match på øen, hvor de fleste af de under 40 fastboende er godt oppe i årene. Heriblandt øens ældste Marie, der både når at fylde 99 og 100 år undervejs. Hun takker havluften for sit lange liv, men havet, der gav hende så mange år, tog også hendes kun 16-årige søn.

Og sådan zoomer filmen ud og ind på øboernes liv. Den daglige småsnak i Mandøs eneste dagligvarebutik. Præsten der kommer fra andet hver 14 dag for at holde gudstjeneste. Og Gregers der jævnligt besøger forældrene, går ture med hunden Sif og selv får besøg af sin nevø fra fastlandet.

Nogle gange virker filmen som livet på øen helt stillestående, men det fascinerende er netop de store ting, der udfolder sig i det små. Og liv der bliver levet tæt på naturen med højt til himlen og lejlighedsvis isolation, når vejret viser tænder.

Derfor står der også altid to kister pænt pakket ind og parat på kirkeloftet, hvis nogen skulle dø, mens øen er afskåret. Dem bliver der også brug for.

Det lyder umiddelbart som en undergangsfortælling. Men i virkeligheden er ”Før stormen” lige det modsatte. En fantastisk livsbekræftende oplevelse, rammet ind de smukke billeder af Mandøs enestående natur og med et nærvær og en autenticitet, der gør, at man føler sig tæt på beboerne og deres liv.

Filmen bliver vist i dag den 21. februar ved 27 særarrangementer over hele landet og har biografpremiere i 13 biografer dagen efter.

Før stormen – 88 minutter – Danmark – Instruktør: Juan Palacio og medinstruktør Sofie Husum Johansen