Man kan altid mærke, når en instruktør for alvor har noget på spil med sin film. Dér, hvor de bearbejder og transformere personlige oplevelser til noget større og mere universelt.
Det mærker man også med det samme i Sylvia Le Fanus nænsomme og livsbekræftende spillefilmsdebut ”Min evige sommer”. Det er historien om en familie, der tilbringer en sidste sommer sammen i skyggen af moderens kræftsygdom, mens den unge teenagedatter Fanny forsøger at bringe normalitet ind i det forestående, uoverskuelige tab.
I Sylvia Le Fanus eget liv tog det fem år for hende langsomt at se sin mor dø. Og det har taget mange flere år, før den nu 34-årige instruktør følte sig klar til at fortælle sin historie og dykke ned i minderne om de mange følelser, håbløsheden og livets insisteren.
”Min evige sommer” fører os ikke blot ud i det danske sommerlandskab, men ind i et både rigt og komplekst følelsesmæssigt terræn. Og den trænger dybt ned i sorgens forviklinger og den urokkelige kærlighed, der binder familien sammen.
Samtidig har Sylvia Le Fanus undgået, at filmen krænger over i det melodramatiske. I stedet har hun skabt en næsten klinisk skildring af familiens kamp, mens døden og tabet rykker tættere og tættere på.
Hendes tilgang gør det muligt for publikum at sidde med dødens kvaler helt inde på livet, mens hverdagslivets mange ritualer – strandture, stille samtaler m.m. – giver genlyd med en næsten skræmmende skønhed. For hvordan elsker vi mennesker, der dør? Hvordan bevarer vi essensen af vores forhold, mens vi konfronteres med tidens ustoppelige fremmarch?
Filmens 16-årige hovedperson Fanny spilles med stor indlevelse af 20-årige Kaya Toft Loholt, der senest var filmaktuel med Malou Reymanns ”En helt almindelig familie” (2020). Gennem Fannys øjne drages vi ind i denne sammensmeltede dans mellem liv og død, der er lige så gammel som menneskeheden selv.
Hun er et dybt kar af modstridende følelser. På den ene side afspejler hun ungdomsårenes energi og omvæltninger, på den anden side den tunge vægt af moderens sygdom. Hendes rejse er langt mere end blot en datter, der sørger over sin mors forestående død. Det er hele hendes identitet, der er i krise og uafbrudt vekselvirkning mellem ungdommens uskyld og de hårde sandheder om moderens dødelige sygdom.
Hendes forhold bliver et spejl af hendes psykologiske kamp: Med sin far Johan søger hun forbundethed på trods af hans stoiske, tavse facade, mens hun med sin kæreste, Jamie, søger trøst, men konstant bliver skuffet. Hvert af de to forhold bliver en påmindelse om livets skrøbelighed og kærlighedens kompleksitet, hvilket efterlader Fanny i en konstant tilstand af længsel – både efter sin mors nærvær og efter en eller anden følelse af normalitet i den kaotiske verden, hun forsøger at navigere i.
Den syge mor Karin spilles med ynde og dybde af Maria Rossing. Hun formår at gøre rollen til mere end blot en legemliggørelse af sygdom. I Rossings skikkelse bliver Karin en mangefacetteret karakter, hvis tilstedeværelse giver genlyd gennem hele filmen. Og hendes dødelige sygdom ændrer familiedynamikken og stempler enhver interaktion med en trist undertone.
Efterhånden som Karin bliver mere involveret i Fannys liv, bliver hendes sygdom et stille spøgelse, der kaster sine skygger på øjeblikke af glæde og lys. Men hun rummer også stor modstandskraft og omsorg for sin datter, selv når hun står over for afgrunden.
Den sidste del af familietrekanten, Johan – spillet af Anders Mossling – er fanget i sin egen følelsesmæssige labyrint, hvor han er fanget mellem trangen til at støtte sin kone og instinktet til at beskytte Fanny mod fortvivlelse. Hans stoicisme skjuler ofte en strøm af sorg, hvilket efterlader Fanny med en dyb længsel efter trøst. Han forsøg på at udtrykke kærligheden falder ofte til jorden og viser os, hvordan ord kan blive utilstrækkelige i stilhedens smerte.
Og sådan er de sammenvævede tråde i ”Min evige sommer” vævet sammen til den smukkeste kærlighedsgobelin. For som instruktøren siger:
”Det bliver jo lidt en floskel, men jo tættere, døden kommer, jo mere skinner solen også. Det handler om, hvordan livet insisterer på at trække én med videre.”
På den måde viser Sylvia Le Fanus debutfilm os, at der altid er mulighed for forbundethed og forståelse selv bag sorgens skygger. Og den minder os om, at nyde livets omskiftelighed, værdsætte vores forhold og acceptere menneskets enorme kompleksitet.
Min evige sommer – 105 minutter – Danmark – Instruktør: Sylvia Le Fanu – Medvirkende: Kaya Toft Loholt, Maria Rossing, Anders Mossling, Jasper Kruse Svabo m.fl.
