FILM: Den der lever stille – Stærk bog er blevet til en dybt original film
FDet er kun fem år siden, at forfatteren Leonora Christina Skov sparkede dørene ind hos både anmelderne og læserne med sin spektakulære selvbiografiske coming of age beretning ”Den, der lever stille”. Bogen er en stærk fortælling om at vokse op i et parcelhus i Helsinge og gennem hele opvæksten lægge bånd på sig selv for ikke at gøre sin mor ked af det eller sin far vred. Og om omsider at flytte hjemmefra og springe ud som lesbisk, selv om homoseksualitet bliver anset for at være en aparte sygdom hjemme hos forældrene.
Vi lever i en tid, der skriger på historier om kvindelig frigørelse og empowerment på alle kanaler. Derfor lå det også i kortene, at bogen ville finde vej til det store lærred. Bolden endte hos instruktøren Puk Grasten, der har leveret en lige så bemærkelsesværdig film som bogen er det.
Men hvis man er en af de begejstrede læsere der tænker, at filmen er en slavisk genfortælling af bogen, så kan man godt tro om igen. Puk Grasten er nemlig gået anderledes radikalt til værks, og har i stedet brugt romanen som oplæg til at udfolde sin egen kreativitet, snarere end som forlæg til et filmmanuskript. I den proces har hun skåret helt ind til benet og koncentreret sig om det mildt sagt dysfunktionelle forhold mellem datteren og de to forældre.
I den stærke åbningsscene slår forældrene således hånden af Leonora. Senere under et interview erfarer hun, at moderen er indlagt på hospice med faderen ved sin side. Hun opsøger hospicet, hvor moderen dog hurtigt gør det klart, at hun er uønsket.
Herfra begynder filmen imidlertid mere og mere at ligne et David Lynch’sk univers, hvor grænserne mellem virkelighed og surrealistisk mareridt forsvinder. Det tilsyneladende perfekte hospice viser sig at rumme mørke kræfter i kælderen. Samtidig optræder en mystisk lille pige, der måske/måske ikke er Leonora som barn. Og en ulv strejfer rundt omkring på hospicet.
Det hele er fyldt af dunkle, uklare antydninger og gådefulde handlinger. Har Leonoras mor for eksempel virkelig forsøgt at dræbe hende ved at putte hende ind i ovnen og drukne hende i badekarret? Og skyldes hendes selvvalgte barnløshed i virkeligheden, at hun er sin fars datter langt mere, end hun ønsker?
Det drømmeagtige understreges af det håndholdte kamera og de grovkornede billeder mikset med videooptagelser fra barndomshjemmet. Og at der vises Twin Peaks på en tv-skærm bekræfter blot, hvor Puk Grasten har hentet sin inspiration.
Hun har i den grad omformet bogen til sin egen kunstneriske version – og lykkes med det. Hun gør det dog ikke alene, men har forrygende hjælp fra skuespillerne bag det intense trekantsdrama.
Frederikke Dahl Hansen ligner ikke umiddelbart ligner Leonora Christina Skov af udseende. Til gengæld er hun ekspert i at skildre kvinder, der bærer deres inderste følelser uden på tøjet og rammer her den perfekte balance mellem skrøbelig trodsighed og storladent krukkeri.
Sarah Boberg er sardonisk skræmmende som den døende mor. Og Jens Albinus er skræmmende ambivalent som faderen. Omsorgsfuld, kærlig familiefar det ene øjeblik og klam, væmmelig kontrolfreak det næste.
Med dem i ryggen er det lykkedes Puk Grasten at skabe et værk, der er lige så originalt som bogen, så vi nu har to lige ambitiøse, kunstneriske aftryk.
Den, der lever stille – 107 minutter – Danmark – Instruktør: Puk Grasten – Medvirkende: Frederikke Dahl Hansen, Sarah Boberg, Jens Albinus, Marina Bouras m.fl.
