FILM: John Wick: Chapter 4 – Æstetisk voldsmesterværk

380!

Så mange ord – eller så få – siger Keanu Reeves igennem samtlige de 169 minutter, som den fjerde John Wick film varer. Det svarer til et ord for hver 2 minutter og 15 sekunder – altså ikke just en film, der brillerer med lange, dybe monologer.

Men det er heller ikke det, som filmen handler om – slet ikke. Det virkelig interessante tal er, hvor mange eks-lejemorderen Wick dræber i løbet af de 169 minutter – og ikke mindst hvordan.

Det tal er steget for hver af de forrige tre John Wick film og gør det også denne gang. Tallet kendes ikke præcis, men der er bred enighed blandt JW-fans om, at det er over 140.

Det svarer til et drab for cirka hver 72 sekunder, så det er ikke underligt, at Keanu Reeves ikke har tid til mere snak. Han har alt for travlt med at gøre det, han er bedst til: At slå folk ihjel.

John Wick franchisen har lige fra første film udmærket sig på tre måder: For det første er John Wick nærmest umulig at slå ihjel. For det andet afholder det ikke utrolig mange i at prøve – nærmest som lemminger, der kaster sig ud over klippekanten den ene efter den anden i store horder. Og for det tredje er volden og drabene udført med en hidtil uset visuel skønhed, koreografi og opfindsomhed.

Og ja gu’ er det afstumpet – helt og aldeles. Der er ingen bare tilnærmelsesvis normal moral, der kan retfærdiggøre, hvad der sker i John Wicks verden. Og selv i sit eget univers har franchisen for længst mistet enhver balance.

Det startede for ni år siden i John Wick (2014) med, at nogen (læs: sønnen af en af New Yorks top-gangsterchefer), var så dum at stjæle John Wicks bil og slå hans hund ihjel.

Og ja, det sidste brev fra hans afdøde kone lå i handskerummet på bilen, og hunden var hendes afskedsgave til ham for at komme videre, efter hun var død af kræft. Så måske ikke de smarteste ting at gøre mod selve lejemordernes Baba Yaga, der ellers var holdt op. Men retfærdiggør det de 77 drab, han foretager i løbet af den film alene? Eller de mange hundrede, der følger efter?

Nej, vil alle svare højt, med mindre de er hard core hundefanatikere. Men lige som John Wick bliver uhjælpelig hooked på sin hævn, og derefter på at rode sig ud af de konsekvenser, den medfører for ham selv og mange andre, blev vi som publikum også hooked på franchisens mesterlige voldsæstetik og kreativitet lige fra starten.

Hvem ville ikke også blive hooked, når en fyr hviskende præsenteres med ordene ”Jeg så ham engang dræbe tre mænd med en blyant i en bar”.

Undervejs i filmene præsenteres vi for en parallel, verdensomspændende forbryderverden, der ledes af 12 ukendte kaldet ”The High Tabel”, med hoteller i alle store byer, hvor der er helle for alle forbrydere, internationale kommunikationssystemer og mord-børser, hvor opgaver udbydes, og styret af et enormt og rigidt system af kodekser og regler. 

En verden, der til slut fylder så meget, at der nærmest ikke er nogen almindelige mennesker tilbage på lærredet. Hvilket jo så passende gør, at vi er dejlig fri for at forholde os til den enorme mængde collateral damage, der selvfølgelig også må være, når man smadrer og skyder sig gennem byer, dansegulve, tog og alle mulige andre steder i denne størrelsesorden.

Det ville unægtelig give underholdningen en besk bismag, hvis det i stedet for endnu en bredskuldret, skulende forbryderhåndlanger var en uskyldig otterårig dreng, der blev kørt ned, ramt af en økse eller flænset af en hund.

I stedet kan vi læne os roligt tilbage og følge, hvordan John Wick endnu engang forsøger at stoppe den supertanker af kaos og voldelige konsekvenser, som hans handlinger har sat i gang og endelig få sit liv tilbage. Mere behøver man i princippet ikke at vide om handlingen, der består af tre cirka 40 eller minutter lange action/dræber-sekvenser, der kulminerer i en ultra-ritualiseret duel foran Sacre Coeur Kirken i Paris.

I virkeligheden er John Wick den perfekte rolle til Keanu Reeves – og omvendt. Reeves har for længst bevist, at han ikke rummer mange nuancer i dialogspillet eller sine ansigtsudtryk. Til gengæld er han en gudsbenådet actionskuespiller, som tilmed laver langt de fleste stunts og slagsscener selv.-

Det gør han så overbevisende, at John Wick figuren nærmest bliver ikonisk i sin overlevelsesstyrke – et slags overmenneske der både kan undgå knive og kugler, og overleve spark og slag i absurde mængder, fald fra bygninger og utalligt andet. Ikke underligt, at hans modstandere helst undgår at gå imod ham, fordi de udmærket ved, at det kun kan ende på én måde.

Læg dertil filmens voldsomt overskudsagtige visualitet og kreativitet og resultatet er en actionfilm, der er så smuk, veltoneret og underholdende, at den lige som John Wick er næsten umulig at slå.

John Wick Chapter 4 – 169 minutter – USA og Tyskland – Instruktør: Chad Stahelski – Medvirkende: Keanu Reeves, Laurence Fishburne, Lance Reddick, Ian McShane, Donnie Yen, Hiroyuki Sanada, Bill Skarsgård m.fl.