FILM: The Fabelmans – Spielbergs barndomsminder er interessante, men rammer ikke hjertet

Har du nogen sinde været nysgerrig på, hvor Steven Spielberg har hentet inspirationen til den lammende start omkring de allieredes landgang på Normandiets kyst i ”Saving Private Ryan” (1998)? Eller det anstrengte forhold mellem Indy og hans far i ”Indiana Jones og det sidste korstog” (1989)? Eller hvad der i det hele taget ligger bag en af verdens mest succesfulde og eskapistiske instruktørers kærlighed til film?

Nu løfter Spielberg selv sløret for noget af svaret. Og selvfølgelig bliver det gjort på den måde, som Spielberg mestrer til fulde i forhold til at udtrykke, hvad hjertet er fuldt af: En film om ham selv.

”The Fablemans” er ikke bare en af Spielbergs mest rørende film, der skildrer hans opvækst,. Det er også et sjældent og kritisk indblik i hans egen skabelsesproces, og hvordan kunstnere kapsler deres egen barndoms smerte inde og omskriver deres ungdom. Griber ind i virkeligheden, reorganiserer verden og tager et åbent greb om deres skrøbelighed og sårbarhed, men fra en styrket position.

I ”The Fabelmans” genfødes unge Spielberg som Sammy Fabelman i 50’ernes New Jersey, som rammes af filmmediet som ved et lynnedslag, da han ser Cecil B DeMilles ”The Greatest Show on Earth”. Han fascineres dybt af filmens ikoniske togscene, som har derefter gennemspiller derhjemme med et legetøjs-togsæt og sit 8mm kamera.

Resten er på mange måder historie, for fra dette punkt er Sammy grebet af filmmediet. Som teenage-spejder laver han en krigsfilm ”Escape to Nowhere”, der trækker en slående parallel til starten på ”Saving Private Ryan”.

På grund af faderens arbejde med computere flytter familien først til Arizona og siden til Californien. Her bliver Sammy moppet af de lokale antisemitiske gymnasie-bøller, der nærmest er en pastiche på den typer bøller, som amerikansk film og kultur synes fuld af.

Sideløbende med Sammys egen udvikling, følger man, hvordan hans forældres ægteskab langsomt går i opløsning. De to spor smelter sammen, da Sammy laver en film fra familiens campingtur og her opdager, at hans mor er hemmeligt forelsket i faderens ven og kollega Bennie.

Sammys mor, der satte en måske-karriere som pianistinde til side for sit ægteskab, spilles med fantastisk indlevelse af Michelle Williams. Får formår som hun at lægge så meget i et blik eller ansigtsudtryk. Det er så meget mere påfaldende fordi ”The Fabelmans” blandt andet skildrer Sammys fascination

Det er tydeligt, at Spielberg denne gang har grebet dybt ind i sin personlige historie og afslører noget af forklaringen både omkring hans filmkarriere, men også hvorfor hans film er fyldt af opløste familier og fraværende fædre.

Hverken indholdsmæssigt eller teknisk er der heller noget at udsætte på ”The Fabelmans”, der skylles ned til de inciterende, sprøde toner fra John Williams, der har leveret musik til så mange af Spielbergs film.

Og så trods alle disse plusser er det som om, at der mangler noget i filmen. Man bliver aldrig for alvor revet med og føler sine følelser blive manipuleret rundt efter den kyndige instruktørs forgodtbefindende. Det er så meget desto mere påfaldende, fordi ”The Fabelmans” blandt andet viser Sammys fascination når han ved, at han har publikum i sin hule hånd. Og fordi Spielberg normalt er en mester i lige præcis det. Hvad enten vi er på jagt efter dræberhajer, ridder sammen med Indiana Jones eller oplever holocaust’ rædsler, er det altid med åbent hjerte og følelserne uden på tøjet.

Men sådan er det ikke her – eller i hvert fald ikke for denne anmelder. ”The Fabelmans” er et interessant indblik i Spielbergs opvækst og personlige verden, men den griber aldrig ens hjerte for alvor.

The Fabelmans – 151 minutter – USA  og Indien – Instrultør: Steven Spielberg – Medvirkende: Gabriel LaBelle, Michelle Williams, Paul Dano, Judd Hirsch, Seth Rogen, Chloe East m.fl.