“Jeg har behandlet patienter i over 20 år. Tidligere kom de til mig og var frustrerede over, at de var fyldt med stærke følelser som angst og depression eller følte sig forladte og alene. Men nu er det lige modsat. De føler ikke længere noget – de er blevet følelsesløse.”
Sådan fortæller en terapeut i starten af den amerikansk-københavnske instruktør David Borensteins dystopiske og dybt tankevækkende dokumentar ”Can’t Feel Nothing”.
Med udgangspunkt i ph.d. Morten Fenger og adfærdspsykologen David Skinner argumenterer Borenstein for, at vores følelser bliver ødelagt af internettet og efterlader os som følelsesmæssige zombier. Så når jeg på vej hjem i metroen ser næsten alle mine medrejsende stirre ned på hver deres lille skærm, så føler de ifølge Borenstein i virkeligheden ingenting, mens de scroller på deres telefoner.
Sammen med terapeuten kaster han sig ud i at vise, hvordan de manglende følelser med en kirurgs nøjagtighed instrumentaliseres og kommercialiseres af internettet.
Det bliver en flimrende finurlig rejse ind i internettets krinkelkroge, hvor han møder en broget mangfoldighed af internetkarakterer. Jeg nævner i flæng: En dominatrix, der får mænd til at slå sig selv i skridtet online; En troll, der viser sig at være en antihelt med stor selvindsigt; En kinesisk bonde, som TikTok har hyret som fast leverandør af underholdning. I hans tilfælde at kaste en pil over skulderen og drikke store mængder alkohol, hvis han rammer et sort felt på skiven. Rammer han i stedet det røde, skal hans publikum donere penge til ham. En underbetalt makedonsk læge, der tjener størstedelen af sin indkomst på at fabrikere falske nyheder; Og russiske borgere, som får penge af staten for at lave nationalistisk propaganda for børn.
Man skiftevis fascineres og fyldes af tristhed, mens alle disse eksempler på internettets talrige fangarme for at fange vores opmærksomhed ruller hen over lærredet.
Det føles som i Nicklas Brendborgs bog ”Vanedyr”, hvor han beskriver, hvordan flere dyrearter ikke udvikler proportionssans i forhold til de ting, der tiltrækker dem. Biller kan lokkes væk fra hunner af deres egen art med ølflasker, som er større og blankere. Og fugle kan forlade deres rede for at ruge på attrapper, der er 10 gange for store.
Den følelsesmæssige internetafhængighed fungerer på samme måde. Vi kan ikke se, at det er for meget – forstore følelser og for ekstremt. Og når man vænner sig til det niveau af aurousal, bliver man til sidst ude af stand til at føle noget, der ligger i et normalt følelsesleje. Og dermed registrerer man slet ikke de følelser, der opstår i den aktuelle virkelighed.
Man kunne sikkert argumentere for det modsatte. At internettet netop gør mange ting nemmere – herunder udleve sin seksuelle fantasier og komme i kontakt med med personer, man har forelsket sig i.
Det er dog ikke argumenter, som Borenstein forholder sig til, og lige her ender ”Can’t Feel Nothing” med at være lidt sort/hvid. Man savner, at instruktøren frem for at forfølge sin egen hypotese havde underbygget sine pointer med solid, forskningsmæssig evidens fra forskere i internettet – og ikke kun sin egen forskningspsykolog, fer tjener penge på at bekæmpe internetafhængighed.
Trods dette er ”Can’t Feel Nothing” en film, man langsomt, men sikkert suges ind i, fordi dens præmis vækker genklang. For et eller andet sted ved vi det jo godt – at alt for meget af vores opmærksomhed og følelser udleves med øjnene stift rettet med mobilen – eller computerskærmen.
Og man forlader biografen med en dyb trang til at gå ud i verden og røre ved et levende menneske.
Can’t Feel Nothing – 80 minutter – Danmark – Instruktør: David Borenstein.
