CPH:DOX 2021: President – Når korrupte regimer klamrer sig til magten
Bliver du forarget, når Lars Løkke lader skatteyderne betale for sine underbukser? Mærker du vreden pible frem, når folketingsmedlemmer tager på ”studieture” til eksotiske feriedestinationer eller partier bruger EU-midler til at betale for deres sommermøde? Og ryger du op i det røde felt, når statsministeren misinformerer folketinget eller beslutter sig for at nedlægge et helt erhverv, uden at der er lovhjemmel til det?
Hvis du gør det, så slap af – helt af. Ovennævnte er latterlige bagateller, som det nærmest ikke er værd at hidse sig op over. Danmark er nemlig et af de mest demokratiske og mindst korrupte lande i verden.
Forestil dig, hvis du i stedet boede i et land, hvor oppositionen vinder en jordskredssejr, men hvor den siddende præsident uden at blinke stjæler valgsejren – og hvor selv den korrupte højesteretsdommer lader ham slippe afsted med det.
Hvis du har svært ved at forestille dig dette, så sæt dig og se Camilla Nielssons dokumentar ”President”, der er med i hovedkonkurrence DOX:Award på dette års CPH:DOX festival.
Filmen skildrer præsidentvalget i Zimbabwe i 2018. Året før havde Emmerson Mnangagwa afløst landets mangeårige præsident Robert Mugabe ved et statskup. Men selv om de fleste var begejstrede over Mugabes afgang fortsatte Mnangagwa og regeringspartiet ZANU-PF hans magtfuldkomne og totalitære politik.
Zimbabweanernes håbe samler sig derfor i stedet om Manangagwas udfordrer Nelson Chamisa – en mand der kender alt til Mugabe-styrets bevidste undertrykkelse af politiske modstandere. I en arkivoptagelse i filmens start, ser man Chamisa ligge på en båre med blodet rendende fra panden efter et overfald i 2007, da han var parlamentsmedlem.
Nu tager han kampen op og hans tilhængere har kun én bøn: ”Lov os, at du holder dine løfter.”
”President” følger op på Camilla Nielssons tankevækkende debutfilm ”Democrats” (2014), der handlede om forsøget på at skrive en ny forfatning i Zimbabwe for at imødegå den internationale kriktik over valgfusk og undertrykkelse af borgerne.
Chamissa må dog hurtigt erkende at tingene ikke har forandret sig. Da Mnangagwa udnævner en ny leder for landets uafhængige valgkommission ZEC, begynder der hurtigt at opstå problemer: ZEC trykkevalgsedler uden at ville offentliggøre indholdet.
På selve valgdagen og aftenen bliver tegnene på, at noget er galt, endnu tydeligere. Optællingen af stemmer trækker ud i dagevis. Og da resultatet endelig bliver opgjort, udråbes Mnangagwa som vinder, selv om alle rapporter fra valgstederne tyder på, at Chamissa fik langt flest stemmer. Da Chamissas folk undersøger sagen viser der sig omfattende valgsvindel.
Camilla Nielssons film er et scoop, fordi den så utvetydigt og tydelig afslører, hvordan et korrupt regime kan klamre og kuppe sig til magten. Og den er rystende, fordi den viser, at man kan slippe godt fra det, hvis bare man er skruppelløs og brutal nok.
Og det er Mnangagwa og hans folk. Politi og militær sættes ind mod demonstranter og dræber flere. Valgmænd trues til at ratificere forfalskede resultater. En valgkvinde voldtages, da hun nægter – derefter hendes mand.
Camilla Nielsson åbner en verden for tilskuerne, som man som dansker har svært ved at forstå og acceptere. Man bliver først frustreret, derefter afmægtig vred og til slut fuld af beundring for et folk og en opposition, der stædigt kæmper mod de korrupte magthavere uanset, hvad det koster.
Men måske er Danmark, som det er, fordi vi netop lader os hidse op over selv bagateller.
President – 130 minutter – Danmark + Norge – Instruktør: Camilla Nielsson – Medvirkende: Nelson Chamisa, Thabani Mpofu, Nkululeko Sibanda m.fl.