Hvis man skal lære nogen om begrebet social arv, så bør instruktøren Christian Sønderby Jepsens uforglemmelige debutfilm ”Testamentet” (2011) om brødrene Henrik og Christian Ernst være fast pensum. Hvad den faktisk også er på mange skoler og gymnasier.
Dengang mødte vi de to i en bil på vej til morfarens begravelse iført store solbriller, en joint i kæften og med metal-musik på fuld udblæsning i højtaleren. Efter en traumatisk opvækst med en alkoholiseret mor, en småpsykopatisk far og tæsk i lange baner så lykken et kort øjeblik ud til at vende for brødreparret ved udsigten til en millionarv. Men som så meget andet i deres liv endte også det i deroute.
Ved filmens slutning havde man som tilskuer svært ved at slippe de to brødre og deres liv. Det havde Christian Sønderby Jepsen heldigvis også, for han fortsatte med at filme. Og nu 14 år efter kommer fortsættelsen ”Faderen, sønnerne & helligånden”, der har verdenspremiere på CPH:DOX.
Denne gang handler det mindre om penge, men langt mere om netop den sociale arv. På den ene side Henrik og Christians bitterhed over deres egen far, som helt har brudt kontakten med dem efter arvesagen, og deres mere eller mindre forsøg på at få en dialog i gang. Henrik forsøger således at klinke skårene ved at invitere ham til sønnen Alexanders konfirmation – og undskylde for de ruder, han har smadret i farens hus, og den hoveddør, han har overmalet.
På den anden side Alexanders kamp for at bevise, at han netop ikke er sin far, der sidder arbejdsløs derhjemme og spiller computerspil, mens han drikker øl og ryger hash og synker dybere og dybere ned i selvmedlidenhed og selvhadende afmagt.
Alexander forsøger i stedet som den første i familien at tage en studentereksamen for at bryde den negative arv. Men det er op ad bakke, for også han ryger hash, har svært ved at komme op om morgenen og er faretruende tæt på at blive smidt ud af gymnasiet.
Vil han klare det? Og vil Henrik og Christian indse, at hvis de rent faktisk skal ændre deres liv, så afhænger det først og fremmest af dem selv – lige som de omvendt også er deres egne største stopklodser?
”Faderen, sønnerne & helligånden” er på samme tid helt enkel og dybt gribende filmkunst. Det er let at se, hvorfor Christian Sønderby Jepsen er blevet fascineret af brødreparret og deres familie. Deres historie og personligheder indeholder i deres almenmenneskelighed noget dybt autentisk og forsonende, hvor komik og tragik hele tiden balancerer tæt op mod hinanden.
Det gælder for eksempel Christian, der efter syv år i fængsel og fem år på gaden som narkoman lever i en lille lejlighed med kæreste, pistol og en imponerende opmarch af tomme øldåser. Og som kommer op at slås med sin søn, som han tåregasser og truer med en springkniv, fordi han tror, at sønnen vil stjæle hans narko.
Som det fremgår, leverer dramaet nærmest sig selv. Og som fluen på væggen, der kun sjældent bliver synlig, viser Christian Sønderby Jepsen alle de små komiske og sørgelige detaljer, opture og nedture der pipler frem som hashplanterne i Henriks drivhus.
Men samtidig er man aldrig et sekund i tvivl om hovedpersonernes kærlighed til hinanden eller instruktørens kærlighed til og solidaritet med sine personer. Han er altid på deres side, og derfor er tilskuerne det også. Vi ønsker alle en happy end for dem, men om vi får den, skal ikke afsløres her.
”Faderen, sønnerne & helligånden” er lige dele rørende og underholdende, og man tilbringer gerne endnu flere timer i denne familie.
Faderen, sønnerne & helligånden – 97 minutter – Danmark – Instruktør: Christian Sønderby Jepsen – Medvirkende: Henrik Ernst, Christian von Ernst, Alexander Ernst m.fl.
