CPH:DOX 2021: Klub Kranium – Tre unge goth’er fra Fjerritslev….

Frigge Fri!

Læg mærke til dette usædvanlige navn. Frigge Fri har allerede gjort sig bemærket som filmfotograf. I disse dage spillefilmsdebuterer hun på CPH:DOX med en film, der på alle måder stråler af overskud.

Lad mig præsentere dig for vennetrioen Josephine, Mareridt og Jay. Tre unge mennesker fra Fjerritslev, der er gået all in og styrtdykket ned i goth-kulturen. Iført tårnhøje plateaustøvler, sorte kontaktlinser, nitter, piercinger, vild make-up, sylespidse frisurer og vanvittige hårfarver og parykker spankulerer de gennem gadebilledet i den nordjyske hjemby – på alle måder larger than life i deres kropsudtryk, og klart større end Fjerritslev.

Goth-bølgen udspringer af middelalderens gothiske kunstretning, men dækker samtidig over et univers, hvor død, horror og kærlighed smelter sammen.

Filmens lidt gyseragtige titel ”Klub Kranium” dækker over Josephines forkærlighed for at samle på kranier fra døde dyr. Det bliver til overmål illustreret, da hendes klasse under studenterkørslen når frem til hendes hjem og hun fremviser en død mår, som hun har liggende i fryseren.

”Vil du spise den?”, spørger en af de måbende klassekammerater, hvortil hun svarer ”Nej, jeg tror, at jeg vil koge den”.

Dette er bare én af filmens kosteligge scener med de tre unge, der har valgt at stå stærke sammen udenfor.

Josephine forklarer det ligeud i filmens første scene, hvor hun fortæller om en klassekammerat, som mistede sig selv i forsøget på at passe ind, og som alligevel endte med at blive afvist.

”Klub Kranium” handler om udstødelse og marginalisering, men det er samtidig en coming of age fortælling, hvor de tre hovedpersoner begynder at bevæge sig i hver deres retning.

Josephine forelsker sig i den smukke Jan og ender med at flytte ti Gladsaxe, få arbejde i Netto og tone goth-looket ned. Det sætter venskabet til ikke mindst Mareridt på prøve, indtil det i en periode afbrydes helt.

Mareridt selv går den modsatte vej og tager sit goth-image til nye højder med egen udstilling i modeverdenen. Og Jay får samlet sig og – måske – gennemført den uddannelse som tandlæge, han altid har drømt om. Jeg må indrømme, at jeg her for mit indre blik så, hvordan man lægger sig til rette i tandlægestolen og Jays ansigt i fuldt goth-udstyr bøjer sig ind over én.

”Klub Kranium” er et sandt overflødighedshorn rent visuelt, men Frigge Frti får også meget foræret qua sit emne. Når Mareridt sidder til familiefest eller Josephine går rundt med blinkende øjenvipper eller flyder rundt på ryggen med sit albinoblege makeup-løse ansigt på baggrund af vandets klare blå farve er det ren billedpoesi. Disse scener blandes fint med mere enkle, grove sekvenser med håndholdt mobil, så den æstetiske balance aldrig bliver brudt.

Så stilsikkert kan man indfange og syntisere en subkultur ano 2021.

Jeg vil slutte, som jeg begyndte. Læg mærke til Frigge Fri. Hende kommer vi garanteret til at se mere til.

”Klub Kranium vises i øvrigt i CPH:DOX konkurrencen Next:Wawe Award.

Klub Kranium – 80 minutter – Danmark – Instruktør: Frigge Fri – Medvirkende: Josephine, Mareridt, Jay m.fl.