Det vrimler med vellykkede danske debutant-spillefilm i øjeblikket. Det så vi under CPH:DOX, hvor der var flere flotte danske debut-dokumentarfilm. Og vi så det tidligere denne måned, da Jahfar Muataz’s debutfilm ”Hele vejen” havde premiere i biograferne.
Skærtorsdag melder en anden lovende debutant sig så på banen. 46-årige-årige Søren Green har flere gange tidligere gjort sig bemærket med kortfilm som ”En eftermiddag” (2014), ”En aften” (2016), ”Oktober dreng” (2018) og ”En nat” (2020), hvor han kredser om unge LBGT-skæbner.
Nu tager han så det endelige dyk ned i LGBT-verdenen med filmen ”Glaskår” – en nænsomt fortalt coming of age fortælling om den ensomme 16-årige Tobias, der oplever svigt på svigt og til sidst knækker psykisk.
Tobias bruger det meste af sin tid alene på sit skateboard. Da hans mor pludselig skal på forretningsrejse til Italien, bliver han sendt på sommerferie hos sin mormor og morfar.
Det er bare i nogle dage, bedyrer moderen. Men dagene bliver til uger, og det viser sig, at moderen i virkeligheden ikke ønsker, at Tobias kommer tilbage. Da hans mormors demens bliver forværret, kan han heller ikke være hos bedsteforældrene og skippes videre til sin far og hans nye familie, hvor han også hurtigt føler sig til overs.
Sideløbende med de mange svigt møder Tobias den lidt ældre, rolige Aron og oplever, hvordan følelserne forsigtigt vokser imellem dem. Og samtidig fascineres han af en anden ældre dreng, der lever som trækkerdreng og samles op af sine kunder på en lokal rasteplads.
Da Tobias oplever en stor sorg, bryder hans verden imidlertid sammen, og han suges ind i en spiral af vrede, selvskade og fornedrende seksuel adfærd. Spørgsmålet er nu, om han selv og kræfterne omkring ham er stærke nok til at bringe ham gennem krisen.
Søren Green afvikler sin historie med stor indlevelse og lige dele nøgternhed og finfølelse. Han synes at vide præcis, hvad det er for forvirrende og voldsomme følelser, der strømmer gennem teenagere. Og i en tid, hvor vi næsten dagligt præsenteres for overskrifter om unges mistrivsel, er filmen særdeles aktuel.
Tempoet er langsomt, hvilket nok vil udfordre nogen, og mange scener viser Tobias skate alene rundt. Måske også for mange, men samtidig illustrerer de den nærmest klaustrofobiske ensomhed, der omgiver ham. Her er ingen scener med klassekammertater eller venner – blot den skatende tomhed.
”Glasskår” er heller ikke nogen spring-ud historie. Tobias hviler både sikkert og åbent i sin homoseksualitet fra starten, og hans udfordringer handler ikke så meget om køn, som om at være ung og sårbar.
I midten af det hele leverer Noa Risbro Hjerrild en mindre tour-de-force i rollen som Tobias. Uden ham ville der slet ikke være nogen film, og han mestrer alle nuancer: Barnligt håb, skrøbelig selvskadende sårbarhed, sorg, vrede, trods og kynisme og endelig følelsesmæssigt kollaps.
”Glasskår” tager os med Tobias helt ud over kanten. Det er ikke nogen kæmpe film, men en meget ærlig og dybfølt film om at være ung i dag.
Glasskår – 87 minutter – Danmark – Instruktør: Søren Green – Medvirkende: Noa Risbro Jerrild, Alexander Mayah Larsen, Jens Jørn Spottag. Bodil Jørgensen m.fl.
