Når man hører titlen på Charlotte Madsens tredje spillefilm, kommer man umiddelbart til at tænke på 70’er klassikeren ”Convoy” (1978). Men selv om lastbilchaufføren Lasse ligner en lidt ældre udgave af Rubber Duck alias Kris Kristofferson og chaufførerne har deres eget kammerateri og kodeks, er Madsens ærinde langt mere end en dansk acitionkomedie om mænd i overdimensionerede biler.
Vi skal dybere ind, som de ynder at sige i Rytteriet, og det kommer vi.
Da Lasse starter ud den triste vintermorgen fra sit grå cementhus, tegner det trods slud og støvregn til at blive en let dag. Han skal bare til Holstebro og hente et læs stole til vognmandens store fest, hvor han selv og kæresten også er med på gæstelisten.
Men skæbnen vil det anderledes. Mens Lasse sidder med dagens første smøg i munden, piller i maven skyllet ned med vodka og Johnny Madsens ”Æ kør’ o æ motorvej” drønende fra lastbilens højtaler, dukker en ung kvinde i bogstaveligste forstand op midt på vejen.
Hun hedder René, er på springtur fra fængslet, hvor hun afsoner en dom for hashsmugling, og er lige dele stærk tyvetøs og sårbar på grund af de svigt, hun har oplevet i sin barndom. Og så er hun, viser det sig, Lasses datter, som han forlod, da hun var helt lille.
Men den gamle sandhed om, at man ikke kan løbe fra sin fortid, gælder også her. Og da René stiger ombord i Lasses lille kongedømme, skifter filmen i bogstaveligste forstand gear og bliver i stedet til et minimalistisk kammerspil om skyld og forsoning.
”Asfalt” handler som sagt om langt mere end landevejsromantik og motorvejspoesi. Faktisk viser den sig at være et både realistisk og intenst drama.
Det lille, fortættede rum, som lastbilens førekabine udgør, er perfekt til den slags dramaer. For her kan man ikke lige løbe væk – i hvert fald ikke så længe, lastbilen kører.
Landskabet mellem Holstebro og Thyborøn har ingen problemer med at virke stort og øde, og den erfarne filmkomponist Sune Kølster, der tidligere i år vandt en Bodil for musikken til ”Speak No Evil”, leverer et perfekt lydspor af småpsykedeliske guitartoner.
Filmens øvrige medvirkende er kun på medhør, men Lars Mikkelsen,
Lars Ranthe, Mia Lyhne og Camilla Bendix udgør et effektivt bagtæppe, hvor de
agerer en form for græsk kor.
Selve filmens hjerterytme er derfor overladt til de to hovedpersoner. Michael
Asmussen gør det ffremragende og troværdigt som den bryske Lasse med halvlangt,
fedtet, tilbagestrøget hår og tatoveringer. Han lyver konstant med stor
selvfornægtelse, men ender med at træde i karakter.
Men Viilbjørk Malling Agger – datter af Søren Malling – spiller vidunderligt. Et brændt barn, der er på flugt, fordi hun vil have en abort, selv om hun er langt over tiden i forhold til, hvornår man kan afbryde et svangerskab. Hun taler som en havneludder og spytter leverpostejsmad ud
Og således kører dramaet derudaf mellem far og datter i en af årets indtil videre mest vedkomne danske film.
Asfalt – 82 minutter – Danmark – Instruktør: Charlotte Madsen – Medvirkende: Michael Asmussen, Viilbjørk Malling Agger, Lars Mikkelsen, Lars Ranthe, Mia Lyhne, Camilla Bendixen m.fl.
